NFL-draften nærmer sig, og måske bliver det Atlanta Falcons, der virkelig kommer til at sætte skub i tingene.

Atlanta Falcons sportschef Thomas Dimitroff er ikke afvisende for at klubben vil lave en stor handel inden eller under draften for at sikre sig defensive end Chase Young.

Falcons har valg nr. 16, og det vil kræve en stor handel, at springe op som nr. 2 eller 3 i april måneds draft for at sikre sig den dygtige pass rusher.

Læs også: Her er draft-rækkefølgen i første runde

Falcons har udtalt, at de ikke kommer til at forlænge deres tidligere første-runde-pick Vic Beasley, der har kontraktudløb, og dermed skal de finde forstærkning til deres passrush i draften.

Hvad gør Redskins?

Den bedste collegespiller i dette års draft er nok defensive end Chase Young fra Ohio State, men han bliver tidligst valgt som nr. 2.

Det ligger nemlig forholdvist fast, at Cincinatti Bengals vælger quarterback Joe Burrow fra LSU med draftens første valg, og så er spørgsmålet, hvad Washington Redskins gør med pick nr. 2.

Bliver de, hvor de er i draften og vælger selv Chase Young? Trader de deres pick til en anden klub, der gerne vil have den unge forsvarsspiller? Eller er der en quarterback-trængende klub, der vil op og sikre sig andet-valget i draften?

Sidst Falcons lavede en kæmpe handel, sikrede de sig en spiller, du nok har hørt om. Falcons hoppede i 2011 fra plads 27 til plads 6 for at vælge receiver Julio Jones, og det må siges at være en succesrig trade.

Nu kan en ny handel være på vej med Falcons i centrum, og her er hvad Thomas Dimitroff fortalte i et radioshow om muligheden for at Falcons trader op.

“Jeg er klar over, at Chase Young har været nævnt. Vi lavede den store handel for Julio for nogle år tilbage. Vi brugte en masse tid på analysere holdets mangler i 2011, og det kræver en masse forberedelse at lave så stor en handel. Som organisation laver man ikke sådanne handler hele tiden. De er virkelig meget gennemtænkte beslutninger.”

“Når du finder en spiller, der kan skabe en forskel i ligaen og på dit hold, så kan du potentielt give “kassen” for at trade op for ham. Men du skal kende dit hold, og være sikker på at det er det det rigtige valg.”

“Jeg tror, der kommer til at ske en masse interessante ting mellem pick 10 og 20. Man skal ikke regne os ude, for vi er et hold, der altid har været aktive. Med det sagt, så er det her en af de draft-situationer, hvor det måske kan betale sig at rykke ned i draften. Men i min tid med Falcons, er det ikke noget vi har gjort.”

Browns formøblede draft picks

I 2011 byttede Falcons plads med Browns og gav kassen for det. Browns fik pick 27 i første runde, plus et andet-runde-valg (nr. 59) og et fjerde-runde-valg (nr. 124) i 2011, og fik samtidig to ekstra valg i 2012 i form af Falcons første-runde-valg (nr. 22) og (nr. 118).

Det vil kræve noget tilsvarende, hvis Falcons vil springe op på plads 2 i år, og Redskins ved godt, at de sidder med alle kortene på hånden.

Så må vi bare håbe, at Redskins forvalter de ekstra draft picks bedre end Browns gjorde i 2011 og 2012. Her de fem spillere, som Browns valgte. Ingen af dem er længere i Browns.

2011, 1. runde: Defensive tackle Phil Taylor.
2011, 2. runde: Wide receiver Greg Little
2011, 4. runde: Fullback Owen Marecic 

2012, 1. runde: Quarterback Brandon Weeden
2012, 4. runde: Indgik i handel for RB Trent Richardson

Sidstnævnte blev tradet til Indianapolis Colts for et første-runde-valg, som Browns brugte på quarterback Johnny Manziel. Man kan uden at fornærme nogen godt tillade sig at sige, at Falcons vandt den handel.