Joe Burrow fra LSU vandt årets Heisman-trofæ.

Joe Burrow har været en åbenbaring som quarterback for LSU i denne collegesæson, og lørdag aften blev prikken sat over i’et, da han vandt det prestigefyldte Heisman-trofæ, der gives til årets bedste collegespiller.

Den 23-årige quarterback vandt prisen foran quarterback Justin Fields og edge rusher Chase Young fra Ohio State samt Jalen Hurts fra Oklahoma.

Og Burrow vandt ikke blot trofæet – han vandt det historisk overbevisende.

Joe Burrow fik 2.608 point i afstemningen, hvilket var 1.846 flere end andenpladsen. Det slår O.J. Simpsons sejrsmargen på 1.750 point fra 1968. Derudover fik Joe Burrow også 95,03 procent af stemmerne om førstepladsen, og det slår også en tidligere rekord. Tidligere havde quarterback Troy Smith fra Ohio State fået 91,63 procent af stemmerne i 2006. Burrow slog også rekorden for størst procentdel af mulige point samt procentdel af stemmesedler, han var at finde på.

På banen for LSU er Joe Burrow også i gang med en historisk god sæson. Hidtil har han kastet 48 touchdowns og kun seks interceptions, mens han har ramt på hele 78 procent af sine kast.

Og mon ikke Joe Burrow også kan skrive “Førstevalg i NFL-draften” på cv’et i foråret. De seneste to vindere, Baker Mayfield og Kyler Murray, blev faldt først i NFL-draften af henholdsvis Cleveland Browns og Arizona Cardinals, efter at de vandt Heisman-trofæet.