Så får Andreas Knappe igen chancen for at spille sig på et NFL-hold.

Mandag tager den offensive linjemand til hovedstaden, hvor han skal til prøvetræning med Washington Redskins. Det erfarer Gul klud gennem kilder tæt på den store dansker.
Washington Redskins talentspejder Darrel Franklin fortæller til Gul Klud, at det er ganske usædvanlig situation Andreas Knappe kommer ind i: “Vi har ikke færre end 15-20 spillere til workout mandag. Vi har inviteret offensive tackles, defensive backs og outside linebackers.”
“Normalt ville vi kun invitere så mange spillere ind i en friuge, men lidt tvunget af omstændighederne laver vi en stor workout mandag, selvom vi har kamp dagen inden og allerede igen på søndag.”
Teis Joranger fra Gul klud forklarer, at Redskins har brug for hjælp på tackle-positionen, og det derfor giver god mening for klubben at kigge nærmere på danskeren: “Trent Williams blev skadet sidste weekend og har ikke trænet med hele ugen. Han er formentlig med i aften alligevel, men er ikke på 100%.”
“Deres  backup tackle Ty Nsekhe blev opereret for et par uger siden for en skade i maveregionen, og der går op til en måned før han er tilbage på banen.”
“Det efterlader Redskins ret tyndt besat på tackle-positionen, hvor den tidligere Vikings-katastrofe TJ Clemmings og Tyler Catalina er eneste alternativer, så længe Trent Williams er ude.” slutter Joranger.
Det åbner døren for Andreas Knappe, der altså mandag skal forsøge at imponere Redskins’ trænerstab, når han er til prøvetræning i klubben.
Klubben kan vælge at aktivere en af de to offensive linjemænd, de har på deres practice squad, og give Knappe en kontrakt til denne. Eller hvis han gør det godt, træder han direkte ind i 53-mands-truppen.
Det er anden gang, at den 26-årige Goliath fra Silkeborg får chancen for at vise sig frem til en prøvetræning for et NFL-hold. For 3 uger siden var han på besøg hos Indianapolis Colts.
“Uanset om han får kontrakt eller ej, så er det godt for Andreas Knappe at komme til workouts. Det betyder at de andre NFL-hold er opmærksomme på ham.” siger Darrel Franklin til Gul Klud, og giver yderligere en grund til at danskerens chancer fortsat er gode i NFL: “Klubber kan stadig signe ham til deres practice squad og arbejde mere intenst med ham for at gøre ham klar til at spille.”