Kirk Cousins ser sig selv som Vikings’ langtidsholdbare løsning på quarterback-positionen.

I løbet af sine 10 år som professionel i NFL er Kirk Cousins først og fremmest blevet kendt for sine mange, kortvarige og ikke mindst lukrative kontraktforlængelser. Medregnet sin rookie-aftale har Cousins hidtil spillet under fem forskellige kontrakter, der tilsammen har indbragt ham $ 161.699.468 – eller i omegnen af 1,1 milliarder danske kroner.

Senest har Cousins skrevet under på en ny kortsigtet kontraktforlængelse med Minnesota Vikings, som holder ham i Minneapolis til og med 2023-sæsonen. Men i kølvandet på to sæsoner med flere nederlag end sejre på stribe er Cousins nu pisket til succes, hvis ikke Vikings skal begynde at lede efter mere langtidsholdbar løsning.

Hovedpersonen selv mener imidlertid, at han har evnerne til at være netop den langtidsholdbare løsning for Vikings. I et interview med The Minneapolis Star Tribune udtaler Cousins bl.a., at han ønsker at gøre sig fortjent til at slutte sin karriere i Minnesota:

– Kontraktforlængelsen sikrede først og fremmest, at jeg kunne blive i Minnesota – og det har altid været min målsætning. Jeg har ambitioner om at kunne trække mig tilbage som Vikings-spiller – og det er en ret, som jeg er nødt til at gøre mig fortjent til. (…) Og med kontraktforlængelsen skaber vi lidt mere plads i forhold til lønloftet, så ledelsen kan sammensætte den rigtige trup, udtalte Cousins.

Kirk Cousins har været Minnesota Vikings’ bannerfører siden 2018-sæsonen. Foreløbigt står han noteret for 63 grundspilskampe, hvori han har kastet for 16.387 yards, 124 touchdowns og 36 interceptions. Med Cousins ved roret har Vikings vundet 33 af de 63 kampe.