Cleveland Browns-stjernen Myles Garrett blev smidt i skammekrogen midtvejs i den nu forgange sæson efter at have slået Mason Rudolph i hovedet med en hjelm. Nu er karantænen blevet ophævet.

Seks kampe og cirka millioner danske kroner kostede det Myles Garrett, at han fik en vanvittig hjerneblødning i rivalopgøret mod Pittsburgh Steelers i uge 11.

I opgørets slutsekunder – vel og mærke med sejren i hus – blev Cleveland Browns-forsvarsstjernen så provokeret, at han rev hjelmen af Steelers’ Mason Rudolph og bankede den i hovedet på quarterbacken.

Du kan gense den vilde episode ved at klikke her.

Den voldelige adfærd blev straffet med en karantæne på ubestemt tid til Garrett, der dermed sad ude i den sidste halvanden måned af grundspillet.

Men nu er edge rusheren altså blevet genindsat i ligaen og kan derfor begynde at forberede sig på en frisk start og en ny sæson sammen med resten af holdkammeraterne i Cleveland. Browns har allerede budt den fortabte søn velkommen hjem, så nu må vi bare vente og se, om han kan tilbagebetale tilgivelsen og tilliden med professionel adfærd både på og udenfor banen.

Myles Garrett har i sine første tre sæsoner allerede vist sig om en forrygende pass rusher med 30,5 sacks i 37 kampe. Inden karantænen var han oppe på ti sacks i 2019.