Styrkede linjer, farvel til en stjernerunningback og skift på trænerposterne. Der er sket lidt af det hele i NFC South denne offseason. Vi tager et kig på de fem mest markante ændringer.

NFL er taget på sommerferie, og dermed bevæger vi os hastigt fra off season mod pre season. I de næste to uger kigger vi på de fem mest betydningsfulde off season transaktioner for hver af de otte divisioner. Turen er kommet til NFC South, hvor blot ét hold havde flere sejre end nederlag sidste sæson. Det sker næppe i 2019 efter flere spændende ændringer hos Buccaneers, Falcons, Panthers og Saints.

AFC South | AFC East | AFC North | AFC West
NFC South | NFC East | NFC North | NFC West

5) Saints’ dynamiske duo bliver halveret
Mark Ingram og Alvin Kamara har de seneste år spredt skræk og rædsel blandt defensive koordinatorer. I løbet af de sidste to sæsoner har duoen løbet og grebet for ufattelige 5.501 yards – 2.355 af Ingram og 3.146 af Kamara. Men nu er Ingram fortid i klubben, efter Saints mistede ham til Ravens i free agency. Selvom Ingram ikke var helt så dominerende i 2018 som i 2017, løb han for solide 4,7 yards per løb.
Kamara er et formidabelt talent, men hvis han skal have magi i benene hele sæsonen, skal han aflastes af andre runningbacks. Saints har hentet Latavius Murray ind som Ingrams erstatning, men han bliver næppe en lige så effektiv ‘back up’. Kun én gang i sin femårige karriere har Murray løbet for mere end 4,1 yards per løb over en sæson – en præstation Ingram har nået i seks af sine otte år i ligaen.

4) Nye ansigter på Falcons’ offensive linje
Matt Ryan havde en stærk 2018-sæson med 4,924 yards, 35 touchdowns og blot syv interceptions. Han blev dog også sacket hele 42 gange, ottende flest af alle quarterbacks. Ifølge Football Outsiders var den offensive linje dertil ligaens niende dårligste til at blokere for løbet (det hjalp heller ikke at Devonte Freeman missede det meste af sæsonen).
Linjemænd blev derfor prioriteret højt hos Falcons’ general manager Thomas Dimitroff i draften. Først tog klubben guard Chris Lindstrøm med det 14. valg for dernæst at trade tilbage op i første runde, hvor man tog fremtidens højre tackle, Kaleb McGary, med det 31. valg. Dertil hentede man linjemændende James Carpenter og Jamon Brown i free agency. Falcons’ linje kan altså se væsentlig anderledes ud i den kommende sæson. Det betyder forhåbentligt, at Matt Ryan bruger lidt mindre tid på ryggen, og at holdets løbere når lidt længere, før de bliver tacklet.

3) Steve Sarkisian ud, Dirk Koetter ind
Endnu en vigtig ændring hos Falcons er på positionen som offensive koordinator. Steve Sarkisian fik aldrig løftet arven fra Kyle Shanahan, og derfor overtager den tidligere Buccaneers-cheftræner Dirk Koetter nu stillingen som chef for Falcons’ angreb.

Koetter stod også i spidsen for Falcons’ angreb fra 2012-2014, hvor han hjalp Matt Ryan til to Pro Bowls. I denne omgang bliver Koetters største opgave dog at fixe Atlantas løbespil. Falcons var et af blot seks hold, der løb for under 100 yards per kamp i 2018. Devonte Freemans tilbagevenden vil uden tvivl hjælpe, men meget afhænger af, hvor god Koetter er til at designe løbespillene. Da Falcons’ angreb var på sit højeste under 2016-sæsonen, havde man et nogenlunde balanceret angreb med 57,8% kastespil. Sidste sæson blev bolden dog kastet på over 65% af spillene, og det gjorde angrebet forudsigeligt.
Tampa Bay havde ikke ligefrem et sprudlende løbeangreb i 2018, så det bliver spændende at se, om Koetter får mere succes med løbet hos sin nye arbejdsgiver.

2) Panthers styrker sin defensive front
Cam Newtons skulderskade var hovedårsagen bag Panthers’ skuffende sæson, men holdets forsvar spillede heller ikke på fordums niveau.
Forud for næste sæson har man derfor investeret tungt i den defensive front syv. Først og fremmest er den tredobbelte All-Pro Gerald McCoy kommet til fra divisionsrivalerne Tampa Bay. Han får selskab af Bruce Irvin, samt førsterundevalget Brian Burns og fjerderundevalget Christian Miller.
Investeringerne skal gerne munde ud flere sacks, end de 35 styks forsvaret formåede i 2018. Hvis ikke det lykkedes, kan den defensive bagkæde blive udstillet. Den har klubben nemlig ikke forstærket.

Panthers’ formodede startere i 2019, Pantherswire.usatoday.com

1) Nyt trænerteam til Tampa
Dirk Koetter er fortid hos Tampa, og hans afløser er den garvede Bruce Arians. Arians gik ellers på pension efter forrige sæson, men et år væk fra sporten har åbenbart fået den 66-årige på andre tanker.
Udtrykket “quarterback-guru” bliver brugt så ofte, at det efterhånden har mistet sin værdi. Men hvis nogen ved, hvordan man får det bedste ud af en quarterback, er det Bruce Arians. Han har fået fremragende sæsoner ud af Ben Roethlisberger, Andrew Luck og senest Carson Palmer.
2019-sæsonen bliver et ‘vind eller forsvind’-år for Jameis Winston, og med Arians som sin cheftræner har han optimale betingelser for at få succes.

Til den defensive side af bolden har Arians hentet Todd Bowles, en gammel kending. Før han blev cheftræner hos Jets, vandt Bowles prisen som årets assistenttræner for sit arbejde som defensiv koordinator hos Arizona Cardinals.
Det bliver interessant at se, hvad Bowles kan få ud af et Tampa forsvar, der var en stor svaghed i 2018. Særligt spændende bliver det, om Bowles kan holde Ndamukong Suh motiveret gennem hele sæsonen.

SKRIV ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her