Antonio Brown, Frank Clark og Joe Flacco. AFC West har fået adskillige nye profiler i løbet af foråret og vi ser nærmere på fem markante transaktioner i divisionen.

NFL er taget på sommerferie, og dermed bevæger vi hastigt fra off season mod pre season. I de næste to uger kigger vi på de fem mest betydningsfulde off season transaktioner for hver af de otte divisioner. Vi er nået til AFC West, hvor Raiders og Broncos har hentet flere store navne ind, mens Chiefs har lavet markante udskiftninger på forsvaret.

AFC South | AFC East | AFC North | AFC West
NFC South | NFC East | NFC North | NFC West

5) Tom Cable får nyt legetøj, han kan spolere
Efter syv år hos Seattle Seahawks tog Tom Cable inden 2018-sæsonen turen ned ad den amerikanske vestkyst for at overtage jobbet som Raiders’ offensive linjetræner.

I Seattle var han på ingen måde en succes, og det var nærmest et konstant tilbagevendende tema, at den offensive linje skabte store problemer for angrebet og quarterback Russell Wilson. I den første sæson hos Oakland var der også alvorlige problemer, og specielt tackle-positionen så skidt ud.

Derfor har Raiders investeret dyrt i Trent Brown, der kommer fra en god sæson hos Patriots. Det bliver dog meget interessant at se, om Brown kan fastholde det høje niveau, når han går fra en af ligaens bedste offensive linjetrænere i form af Dante Scarnecchia til den højst tvivlsomme Tom Cable. Hvis linjen ikke præsterer med gode spillere som Rodney Hudson og Gabe Jackson, når der derudover er brugt et førsterundevalg på Kolton Miller og en dyr kontrakt på Trent Brown, så skal Tom Cable være under fyringspres.

Flickr.com // Keith Allison
Flickr.com // Keith Allison

4) Joe Flacco får en ny chance hos Broncos
Quaterback-situationen i Denver har været noget af en svingdør, siden Peyton Manning stoppede karrieren for en håndfuld år siden, og igen i 2019 er der helt nye ansigter bag center.

Hos Ravens har man hentet Joe Flacco ind til at lede det nye angreb, og forhåbentligt kan han være den erfarne og solide quarterback, som kan undgå at lave for mange dyre fejl. Hvor meget, der er tilbage i posen for den 34-årige quarterback, bliver interessant at se.

Som en notits er det værd at nævne, at Broncos også valgte quarterback Drew Lock i anden runde af årets draft, og de håber nok på, at han kan være fremtidens mand.

3) Denver opgraderer markant på trænerfronten
De sidste to år i Denver har været præget af ganske tvivlsomt trænerarbejde af Vance Joseph, der kostede flere kampe specielt i 2017 med ringe beslutninger under pres. Selvom Vic Fangio aldrig har været cheftræner før, ligner den nye trænerstab en markant opgradering.

Fangio har stået bag adskillige fantastiske forsvar over de sidst 10 år, og i Denver får han et godt defensivt materiale at arbejde med. Den store forskel skal den findes på den offensive trænerstab, hvor Broncos har fået et par spændende navne ind.

Den nye offensive koordinator hedder Rich Scangarello og virker som en kreativ herre oplært af Kyle Shanahan hos 49ers. Men den store gevinst for Broncos bliver sandsynligvis den nye offensive linjetræner Mike Munchack, der er en af ligaens absolut bedste. Han har de sidste år været manden bag en dominerende Steelers-linje, og det ville være rart for Denver endelig at have en god offensiv linje.

2) Antonio Brown og kompagni skal gøre Gruden glad
Det blev ikke et mindeværdigt første år for Jon Gruden i hans tilbagevenden til Oakland Raiders. Både forsvaret og angrebet manglede kvalitet, og specielt angrebet er der blevet investeret tungt i at forbedre.

Det største nye navn er wide receiver Antonio Brown, der ragede uklar med Ben Roethlisberger og resten af Steelers-holdet. Brown har været en af ligaens bedste receivere i dette årti, og han forstærket Raiders’ angreb markant. Men han er langt fra eneste nye mand.

Til at parre med Antonio Brown har Raiders også investeret i den hurtige Tyrell Williams, der tidligere tørnede ud for divisionsrivalerne hos Chargers. Det bliver en giftig duo, der forhåbentligt gør Derek Carrs arbejde meget lettere.

Sidst er det værd at nævne, at runningback Josh Jacobs blev valgt i første runde for at hjælpe i løbespillet. Man må sige, at Gruden har fået alt det legetøj, han kunne ønske sig.

1) Steve Spagnuolo træder til og skifter voldsomt ud blandt pass rusherne
Chiefs’ forsvar var skidt sidste år, og man må sige, at de har taget nogle drastiske valg for at ryste posen. Ud er røget Bob Sutton, og ind er kommet Steve Spagnuolo. Og den 59-årige Spagnuolo bringer en masse ændringer med sig.

Systemet ser ud til at gennemgå store ændringer, og systemskiftet har også medført stor udskiftning specielt blandt holdets pass rushere. Klublegenden Justin Houston blev fyret og den lynhurtige Dee Ford, der var forrygende i 2018 er blevet sendt til San Francisco 49ers. Ind er i stedet kommet profilen Frank Clark i en handel med Seahawks og et par solide rotationsspillere i form af Alex Okafor og Emmanuel Ogbah.

Det bliver interessant at se, om Frank Clark kan fylde skoene fra Ford og Houston, og det bliver interessant at se, om de store omvæltninger belønner sig for et Chiefs’ forsvar, der skal komplementere det stærke angreb bedre.