Nick Foles har indtaget Jacksonville, mens Indianapolis Colts’ angreb ser endnu mere skræmmende ud. Vi kigger nærmere på, hvad AFC South-holdene holdene har foretaget sig i off season.

NFL er taget på sommerferie, og dermed bevæger vi hastigt fra off season mod pre season. I de næste to uger kigger vi på de fem mest betydningsfulde off season transaktioner for hver af de otte divisioner. Vi starter med at kigge på AFC South, der byder på nye spændende angrebprofiler og en overraskende pause fra en forsvarsprofil.

5. Jaguars’ Linebacker Telvin Smith sidder ude i 2019 sæsonen

Dette var selvfølgelig en nyhed, som vi alle havde ventet… Eller?

Siden han blev valgt i 2014-draften, har Smith været en stor profil for Jaguars, hvor det er blevet til over 100 tacklinger i hver sæson, samt 9 interceptions, 5 forcerede fumbles og 7.5 sacks. Efter at have været manden i midten i lang tid, har Smith besluttet, at der er vigtigere ting i livet end fodbold, og supplerer “… I must take time away from this game and get my world in order”.

Beslutningen er et stort tab for Jaguars’ forsvar, der så frem til at vende tilbage til deres defensive storform i 2019. Der forventes som konsekvens mærkbar rotation på linebacker-positionen, og i Maj udtalte tidligere outside linebacker, Myles Jack, at han skifter til inside linebacker for at tage over for Smith. Derudover har holdet ikke umiddelbart fundet den spiller, som skal spille den anden LB plads, WILL, endnu.

4. Tennessee Titans opgraderer på wide receiver

Titans havde et meget respektabel løbeangreb i 2018, der opnåede 7. flest yards per kamp, samt 11. flest løbepoint per kamp. På den anden side fik Marcus Mariota kun ført sit hold til det 29. hold i kasteyards per kamp og 27. i kastepoint per kamp. Langt fra optimalt!

Er Marcus Mariota en quarterback af højeste kaliber? Nej – på ingen måde.
Har Marcus Mariota haft de optimale betingelser for at vise, at han kan trives som en quarterback? Igen – nej – på ingen måde.

Corey Davis viste særdeles god fremgang fra sit første år til andet, hvor han greb 900 yards og 4 touchdowns på 65 grebne bolde – langt det bedste på angrebet. I løbet af off season, har Titans hentet wide receiver Adam Humphries, der er et mareridt som slotreceiver. Derudover vil Ole Miss stjernen A.J. Brown med sine sikre hænder og gode ruter kæmpe for betydelig spilletid i 2019.

3. Houston Texans sikrer ikke beskyttelse for Deshaun Watson

Deshaun Watson blev sacket 62 gange i 2018 – højest i ligaen. En statistik, der kombineret med Watson’s korsbånds skade i 2017, fik mange til at tro, at Texans ville gøre alt for at opgradere på den offensive linje.

Ind kommer Tytus Howard, førsterundevalget fra Alabama State. Howard så sin værdi skyde til vejrs til Senior Bowl, hvor spilleren fra den lille skole kom op imod sværere konkurrence. Trods imponerende træninger, var der ikke mange, som så ham som mere end et 2. runde talent.

Howard er dog den første offensive tackle valgt af Texans i første runde siden Duane Brown i 2008, der fungerede helt fint. Men for at sætte tingene i perspektiv, er herunder en video fra netop Senior Bowl, hvor han var oppe imod Montez Sweat:

Med at drafte offensive linjemænd i de to første runder, har Texans vist, at de på sigt har planer for at løse problemerne på linjen. Men et par rookies ændrer ikke meget på en linje, der kunne trænge til markante opgraderinger på vej ind i 2019.

2. Jaguars skriver under med QB Nick Foles

Sikke en unik karriere Nick Foles har haft indtil videre. Hurtig opsummering:
– Går amok i 2013, hvor han kaster 27 TDs, 2.891 yards, 2 INTs og 119.2 QB bedømmelse. Dette inkluderede en rekord med 7 TDs i én kamp mod Raiders, samt en tur i slutspillet med Eagles.
– Bliver byttet til Rams under cheftræner Jeff Fisher, hvor han (ligesom alle quarterbackss i Jeff Fishers tid som cheftræner) på ingen måde trives.
– Tager til Chiefs under cheftræner Andy Reid som backup, samt overvejer her pension
– Erstatter Carson Wentz for Eagles i 2017 og leverer quarterback bedømmelser >100 i 4 ud af 5 kampe, samt skaffer den første superbowl sejr i Eagles’ historie.
– Tager i 2018 det skades-prægede 5-6 Eagles i slutspillet ved at vinde 4 ud af 5 kampe. Ser sig her 1 tabt bold fra at vinde over Saints i New Orleans.

Foles har bevist, at han kan tage et hold fuld af talent hele vejen. Jaguars krydser fingre for, at historien gentager sig.

1. Colts samler NFL’s potentielt bedste angreb

I 2018 var Colts angreb rangeret som 5. i point per kamp og 7. i yards per kamp. Alt dette på trods af:
1) En ringe wide receiver gruppe, hvor det hotteste ikke-T.Y. navn var Chester Rogers.
2) Runningback-gruppen var tynd og båret af unge Marlon Mack og et par rookies.
3) Andrew Luck’s første sæson tilbage fra skade

Colts har formået at opgradere signifikant på wide receiver med Devin Funchess, der passer fint ind på ydersiden, samt det hurtige og eksplosive andenrundevalg Parris Campbell, som supplerer Hilton med fart på banen. Derudover vil tidligere Chiefs-spiller Spencer Ware komplementere Mack og de andre runningbacks perfekt i runningback-gruppen.

Vigtigst af alt for Colts er dog, at Luck spillede en hel sæson uden at blive skadet i 2018, og nu har en hel preseason for at få angrebet stemt til en kanon sæson!