Eagles er blandt favoritterne til dette års Super Bowl-titel, men en af holdets nye profiler kom til skade under en træningssession.

Philadelphia Eagles afholder ligesom alle andre hold i NFL deres årlige træningslejr i øjeblikket. Tirsdagens session endte dog ganske uheldigt for en af holdets offensive profiler. Receiver DeSean Jackson endte med en brækket ringfinger på sin venstre hånd.

Det er langt fra optimalt for en receiver at ende med en brækket finger, men ifølge NFL Networks Ian Rapoport forventes det ikke, at den eksplosive angrebsspiller må sidde ude på grund af skaden. Holdet skulle ifølge samme kilde ikke været bekymret.

Jackson kom til holdet i marts måned, da Philadelphia i byt for draftvalg fik den lynhurtige receiver fra Tampa Bay. Det blev en form for hjemkomst for 32-årige angrebsspiller. Selv om Jackson er vokset op i Los Angeles og også spillede collegefootball i samme by, så fik den professionelle karriere sin start i Philadelphia.

Eagles valgte ham i anden runde i 2008, og Jackson havde seks gode år i klubben. Efterfølgende har han spillet for Redskins og senest Tampa Bay Buccaneers.

DeSean Jackson bliver et vigtigt medlem af et giftigt angreb, der også tæller blandt andet Carson Wentz, Alshon Jeffrey og Zach Ertz.