Køb NFL GamePass
Forside International London Calling 

London Calling 

0

NFL fortsætter sit europæiske eventyr denne søndag, når Jacksonville Jaguars (3-1) brager sammen med Philadelphia Eagles (2-2) i London.

Det er anden søndag i træk, at der bliver kastet med oval bold i Tottenham, efter at Indianapolis Colts besejrede Washington Commanders med 30-13 i fjerde spillerunde.

Og bare rolig: det er kun begyndelsen på et spektakulært football-efterår i Europa, hvor der venter endnu en kamp i London, før NFL fortsætter inde på fastlandet med kampe i Paris, Madrid og München. 

Prøv NFL GamePass gratis

Vi bliver i den grad forkælet, og du skal huske, at du stadigvæk kan købe vores skræddersyede ture til flere af de europæiske kampe hos vores rejsepartner Football Travel. 

NFL’s britiske darlings 

Det er ingen hemmelighed, at NFL’s internationale serie er én af de allerstørste strategiske prioriteter for Roger Goodell. NFL-kommissæren har senest gentaget sin ambition om, at alle 32 hold skal spille mindst én international kamp hver eneste sæson. 

I år bliver der spillet ni internationale kampe, hvoraf seks bliver spillet i Europa. Hvis Roger Goodell skal nå sin ambition, skal vi helt op på 16 internationale kampe hver eneste sæson.

Dertil er Jacksonville Jaguars ligaens store britiske satsning. Jaguars har allerede spillet 14 internationale kampe, hvilket er suverænt flest af alle hold, og de står igen i år over for to kampe i den britiske hovedstad. Det er tredje gang i de seneste fire år, at Jaguars spiller mindst to internationale kampe. 

I de senere år har Jaguars endda overtaget ansvaret for afviklingen af kampen på Wembley Stadium, hvilket indebærer en større logistisk og markedsføringsrelateret opgave, men som også har nogle helt andre økonomiske perspektiver. Normalt er det NFL, som forbereder og afvikler de internationale kampe, og derfor tager ligaen også en større del af kagen. 

Risikerer bunden at falde ud i Philadelphia?

Før Jaguars vender tilbage til Wembley i næste spillerunde, står de over for Philadelphia Eagles. Selvom der kun er en enkelt sejr, som adskiller de to hold i tabellen, så er det ikke til diskussion, at Jaguars har fået en betydeligt bedre sæsonstart end modstanderne fra Philadelphia. 

Jacksonville Jaguars er faktisk bedre på samtlige betydningsfulde parametre. Set fra et offensivt perspktiv har Jaguars scoret flere point (28 pr. kamp mod Eagles’ 18,8) og de er betydeligt skarpere på tredje down (konversionsrate på 51,1 pct. mod Eagles’ 35,8 pct.). Og fra forsvarets side har Jaguars ligeledes tilladt betydeligt færre point (13,3 pr. kamp mod Eagles’ 23,3) samt leveret flere sacks (10 mod 4) og takeaways (8 mod 2). 

Samtidig er Philadelphia Eagles’ angreb i opløsning, efter at Lane Johnson højest overraskende trak stikket på sin karriere, og Baltimore Ravens handlede sig til Cam Jurgens, som har været den faste starter på center-positionen i de senere år. 

Derudover er Eagles’ ubetingede angrebsprofil Saquon Barkley meldt tvivlsom med en forstrækning i baglåret, som han pådrog sig i nederlaget til Los Angeles Rams i fjerde spillerunde. Hvis Barkley sidder ude, er det svært at se, hvordan Eagles skal kunne true Jaguars’ velspillende forsvar. 

Læs også: Eagles sender dobbelt Pro Bowl-center til Baltimore

Forudsigelse

Det er altid svært at spå om resultaterne af de europæiske kampe, da der er flere usikkerheder med tilvænningsevne og tidszoner, som tidligere har påvirket kampene. 

Bedømt på sæsonbegyndelsen bør Jacksonville Jaguars være relativt klare favoritter. Trevor Lawrence spiller på et MVP-kaliber niveau og Travis Hunter blomstrer på cornerback-positionen. Hunter spillede også sin hidtil bedste kamp som receiver, da Jaguars senest spillede i London, hvor han scorede sit første touchdown i karrieren.

Jacksonville Jaguars vinder med 24-16.

Læs også: Weekly Winners – Uge 5