
På søndag venter 13 vilde kampe, hvor to af ligaens bedste løbeangreb løber sammen og hvor Chargers skal passe på ikke at falde totalt sammen.
Femte spillerunde er lige på trapperne, og for søren, hvor er der meget lækkert NFL i vente. Der er igen i denne uge kampe i London, så du kan have NFL kørende på flimmeren allerede fra kl 15.30, hvor Jaguars “tager imod” Eagles på deres anden hjemmebane.
Der er nogle hold, som har fået vendt skuden, mens flere hold stadig tager vand ind. Måske det er denne runde, at der ikke længere er ubesejrede hold tilbage, og måske er det denne uge, at vi får den første trænerfyring.
Ingen ved det, og der er kun en måde at finde ud af det på. Lad os få kigget på kampene.
Jacksonville Jaguars – Philadelphia Eagles Kl. 15.30
Der er tidlig kamp igen, når Eagles og Jaguars spiller i London på Tottenham Stadium. Philadelphia Eagles har sagt farvel til hele to startere på den offensive linje siden deres seneste kamp i sæsonen. Først indstillede Lane Johnson karrieren, og kort tid efter sendte de guard/center Cam Jurgens til Baltimore for en omgang draftpicks.
10 svar vi leder efter i 5. spillerunde
Det er guf for Jaguars defensive linje, som får markant bedre arbejdsbetingelser nu hvor starterne hedder Markel Bell og Willie Lampkin.
New England Patriots – Las Vegas Raiders Kl.19.00
Efton Chism III lyder som et navn som Key og Peele kunne have fundet på til deres sketch med fjollede spillernavne – men han er rigtig nok og han lavede et fantastisk catch, da New England Patriots i søndags nedlagde divisionsrivalerne fra Buffalo Bills og afsluttede en forfærdelig start på sæsonen.
Så må vi se, om det var en enlig svale, eller om de kan fortsætte lidt af det positive momentum mod Raiders. Holdet fra syndens by har ikke prøvet at sætte færre end 27 point på tavlen i år. Men forsvaret har også tilladt henholdsvis 27 og 30 point i de seneste to kampe.
Green Bay Packers – Chicago Bears Kl.19.00
Packers angreb har ikke helt fundet sig selv i denne sæson, og det skinner en smule igennem, når man kigger på Packers offensive stats. Højeste andel af kast (68,9% af deres spil), femte færrest point pr kamp og ligaens værste konverteringsrate på 3. down (kun 26,7%).
De tal er formentlig værre, når vi vågner mandag, for Chicago har på papiret et af ligaens bedste forsvar. De tillader kun 16,3 point pr kamp. Men hvor meget af det er båret af, at man har mødt Vikings, Eagles og Jets?
Miami Dolphins – Cincinnati Bengals Kl.19.00
Bengals kom vanvittigt godt fra start, men har ødelagt det for sig selv i de seneste to kampe, hvor de kun kan bebrejde dem selv. Joe Burrow kaldte det “ikke verdens ende” og der er stadig masser af football endnu og derfor grund til optimisme. Faktisk har Bengals det letteste resterende kampprogram blandt alle hold.
Det skyldes blandt andet, at man møder Miami Dolphins, som fortsat bare er en NPC, som skal overståes. Der er oprigtig chance for, at de går 0-17 i år, men når jeg skriver det, så betyder det næsten med garanti, at de får sæsonens første sejr. Både Tee Higgins og Jamarr Chase er tvivlsomme til opgøret.
New Orleans Saints – Minnesota Vikings Kl.19.00
Vikings er stadig ubesejrede, men det er altså på trods af deres angreb, som kun har sat seks touchdowns på tavlen – altså, hvis man medregner de fem, som de scorede i første spillerunde mod Packers!
Momentumeter: Spilleuge 4, 2026
Den defensive koordinator Brian Flores er fortsat en blitz-oholiker, som sender alle man afsted ved hver eneste chance.
Saints quarterback Tyler Shough kommer på sit livs opgave i sin blot 14. kamp i ligaen. Han har vundet seks af sine første 13 kampe.
Tennessee Titans – Houston Texans Kl.19.00
Houston Texans er nok ligaens bedste 0-4 hold – men det er de kun indtil søndag aften, hvor de møder Tennessee Titans, som nok er ligaens dårligste 0-4 hold.
Houston Texans forsvar har ikke præsteret på det niveau, som vi alle forventede af dem, inden sæsonen begyndte. Men de har lavet 14 sacks (Svarende til 9% af deres defensive spil), hvilket er fjerdeflest i ligaen. Med Cam Ward bag center hos Titans, kan Houston forsvaret nok godt forvente at lægge yderligere til.
Pittsburgh Steelers – Indianapolis Colts Kl.19.00
Steelers har haft ektra tid til at forberede sig på kampen, da de var i spil for ti dage siden, i nederlaget mod Browns. Det var lidt af en kold klud i ansigtet at tabe mod sine divisionsrivaler, og der var da også synlige spændinger mellem Aaron Rodgers og cheftræner Mike McCarthy.
Colts er kommet hjem til USA efter at de nedsablede Commanders i London – Men hvis ikke man kan vinde mod Athan Kaliakmanis (Commanders 3. quarterback, og bare rolig. Jeg havde heller aldrig hørt det navn før), så kan man lige så godt lade være med at stille op.
New York Jets – Cleveland Browns Kl.19.00
Hvornår begynder vi at tage Browns seriøst? Cleveland Browns.. CLEVELAND BROWNS… fører i øjeblikket AFC North foran Ravens, Steelers og Bengals på sidstepladsen.
Deshaun Watson har faktisk set ok ud, og for tredje uge i streg førte han Browns ned af banen i kampens sidste kvarter og sikrede sejren.
Nu venter Jets, og sådan som de spiller i øjeblikket, så skulle det undre meget, hvis Watson behøvede at gøre det for fjerde kamp i streg. Browns har vundet tre i streg. Men Jets har omvendt tabt tre kampe i streg.
Washington Commanders – New York Giants Kl.19.00
Skadeslisten hos Commanders er kilometer-lang, men heldigvis for hovedstadsholdet, så er et vigtigt navn forhåbentlig IKKE synlig på søndag. Det ligner nemlig, at quarterback Jayden Daniels når at blive klar til divisionskampen mod Giants.
Desværre for ham, så er der stadig usikkerhed omkring både Terry McLaurin og Stefon Diggs, som har været holdets mest produktive receivere.
På næste side: Chargers i frit fald, et pointorgie og de vilde “B. Robinsons”










