
Det er sidste uge, at der er hold, som sidder over og hvilken uge. Den byder både på homecoming for Kirk, Chiefs-Chargers og en langgaber mellem Giants og Saints.
Heldigvis fik NFL ikke lov at flytte mandagskampen mellem Bengals og Cowboys ind på søndagens program, for det bliver da en kedelig kamp mellem to hold, som har haft enormt undervældende sæsoner. Det er godt for os danskere, som får masser af seværdig NFL søndag aften.
Kl. 19 får du lov at se Kaptajn Kirk vende tilbage til Minnesota, hvor han og Falcons skal forsøge at tilkæmpe sig en sejr mod mægtige Vikings. Og der er masser af andre fede kampe, men du behøver hverken se Giants – Saints, hvor der ellers er virkelig billige billetter, eller Titans – Jaguars, hvor holdene næsten får mere ud af at tabe.
Hvis du kan holde dig vågen til de sene kampe, så får du lov at se enten Hjalte og Cardinals eller Caleb Williams, der kan fejre et lille jubilæum – nok ikke et, som han er stolt af.
Og så er der storkamp i AFC West, hvor Chargers og Chiefs lukker søndag aften med et divisionsopgør mellem to varme hold.
Lad os kigge på det! Fem linjer om hver kamp.
Titans – Jaguars kl 19.00
Jacksonville Jaguars slutter en horribel sæson af uden deres startende quarterback, og det er ikke usandsynligt, at Florida-holdet ender med at vælge først i den kommende draft.
Begge Jaguars sejre er kommet på hjemmebane, så en sejr ville være den første på udebane i år.
Titans har stadig en mikroskopisk chance for at snige sig med i slutspillet – men det kræver, at holdet vinder fem kampe i streg. En stor opgave med tanke på, at holdet ikke har vundet to kampe i streg, siden deres quarterback hed Ryan Tannehill.
Dolphins – Jets kl 19.00
Man skulle ikke tro det, men for over halvandet år siden sikrede Jets sig Aaron Rodgers, og han har endnu ikke mødt sine divisionsrivaler fra Miami. De to hold mødes to gange i løbet af de sidste fem uger af sæsonen, og det må Dolphins glæde sig til.
For Jets er et hold i opløsning, og den aldrende quarterback har ikke spillet godt i de seneste tre kampe.
Dolphins har stadig et lod i slutspilskampen – Jets skal bare have sæsonen overstået.
Vikings – Falcons kl 19.00
Det er revengegame for Kirk Cousins, som vender tilbage til sin tidligere hjemmebane.
Desværre for Kaptajn Kirk, så er hans nuværende besætning noget svagere, end hvad han havde på sit tidligere hold.
Vikings er på vej mod deres sjette sejr i streg, og er helt fremme i kampen om pladser i slutspillet i NFC.
Vikings kan være heldige at sikre sig en billet, men de er afhængige af andre resultater.
Giants – Saints kl 19.00
Spørger du ESPN, så er der billige billetter til salg på Metlife Stadium, hvis du kunne tænke dig at komme ind og se Giants mod Saints.
Ifølge hjemmesiden, kan man få de billigste billetter for 10 dollars, hvilket svarer til Dkk 70 kroner.
Giants har tabt deres seneste syv kampe i streg, og Saints midlertidige cheftræner Darren Rizzi ville elske OG hade at give G-men deres ottende nederlag i streg. Han voksede nemlig op i New Jersey og var Giants-fan som barn. På den anden side ville det give Giants et skud på at få første pick i draften til april.
Eagles – Panthers kl 19.00
Det bliver den 14. kamp mellem Eagles og Panthers – små 21 år efter at de to hold mødtes i NFC-finalen, der sendte Panthers i Super Bowl mod New England Patriots.
Denne kamp kommer kun til at influere henholdsvis Panthers draftplacering og Eagles seedning i slutspillet.
Ørnene holder stadig NFC East divisionen i et jerngreb med deres skarpe kløer, og de tamme missekatte fra Carolina burde ikke være nogen forhindring for Jalen Hurts og co.
Steelers – Browns kl 19.00
Browns er et hold, der er svære at blive kloge på.
De har været elendige hele sæsonen og har kun vundet tre kampe – én sejr mod Jags (som taber til alle) og så sejre mod de to divisionsrivaler, Steelers og Ravens, som ellers har domineret AFC.
Steelers kan ende sæsonen med at blive “sweepet” af Cleveland Browns OG stadig vinde AFC North. Skulle Jameis Winston føre Browns til sejr mod Steelers, ville det være første gang siden 1988, at Browns vandt begge kampe i grundspillet mod Steelers.
Buccaneers – Raiders kl 19.00
Der er piratopgør i Tampa-bugten, når Las Vegas Raiders og Tampa Bay Buccaneers støder sammen. Og der bliver rig mulighed for piratskibet på SS Raymond James får lov at fyre kanonerne, for Raiders ligner alt andet end et footballhold i øjeblikket, mens Bucs cruiser mod slutspillet i en relativt svag NFC South.
Baker Mayfield bør kunne få bugt med Raiders, som kun har vundet en enkelt af kamp på udebane, og som kun har scoret over 25 point én gang i sæsonen.
På næste side kan du læse om Hjaltes kommende kamp og Caleb Williams lille jubilæum








