
Søndag går det løs igen, når der er 12 kampe på programmet og NFL fra kl 15.30. Ubesejrede Chiefs har haft pause, og det kommer til at gå ud over Chargers.
Sjette spillerunde bliver sparket i gang kl 15.30, når Jaguars og Texans spiller den sidste London-kamp i år. Derfra er der NFL i 11 timer, så hvis du er typen, der bare elsker amerikansk fodbold og ikke har noget andet at tage dig til, så håber jeg, at du har handlet masser af snacks.
Der er fortsat tre ubesejrede hold, men det er kun Kansas City Chiefs, som skal i aktion på søndag. Her møder de divisionsrivalerne fra Los Angeles Chargers, som stadig ikke har vundet en kamp endnu. Divisionsopgør er dog en smule vanskelige at forudse, så det ville da ikke undre nogen, hvis Chargers fik deres første sejr i netop kampen mod Chiefs, som kommer fra Bye-week. Omvendt ville det heller ikke overraske, hvis Chiefs vinder med 50. De to andre ubesejrede hold spiller ikke søndag. Vikings sidder over i denne uge og 49ers spiller først mandag.
Udover Chargers, mangler Titans også stadig en sejr – de spiller mod Colts, men heller ikke her ligner det, at Titans har nogen chance. Igen, det skulle da ikke overraske, hvis Cam Ward pludselig finder sin indre Lamar Jackson frem – og omvendt, ville det være lige så lidt overraskende, hvis de tabte med 50 point.
Ingen ved det, og der er kun en måde at finde ud af det på. Lad os få kigget på kampene.
Jacksonville Jaguars – Houston Texans kl 19.00
For tredje og sidste gang i denne sæson skal NFL en tur til London, og for anden uge i streg er det igen Jacksonville Jaguars, som skal krydse Atlanterhavet.
Jaguars er i gang med en imponerende stime i denne sæson, hvor intet hold endnu i denne sæson har løbet for 40 eller flere yards mod holdet. De har også som det blot tredje hold i de sidste 20 år, haft to kampe i streg med færre end 25 løbeyards imod sig. Den stime kommer muligvis til at blive forlænget på søndag, hvor de møder Houston Texans, der har været ligaens dårligste (hvis man ser bort fra Packers) til at løbe bolden.
Læs også: London Calling III
Kasteangrebet er forhåbentligt blevet en smule stærkere af tilføjelsen af Marvin Harrison Jr. på receiver, men det tidligere fjerdevalg i draften har set sløj ud i denne sæson for Cardinals, så forvent ikke festfyrværkeri fra ham.
Det er kun tredje gang, at Houston skal spille uden for USAs grænser. Seneste gang var i 2019.
Atlanta Falcons – Chicago Bears kl 19.00
Der er kun tre hold, som har løbet for mere end 800 yards i denne sæson, og ingen har løbet flere yards end netop Atlanta Falcons (834) og Chicago Bears (866).
The Robinsons hos Falcons blev holdt en smule i skak mod Ravens, hvor Bijan “kun” løb 86 yards og nul touchdowns, mens Brian måtte nøjes med 31 yards.
Læs også: Momentumeter: Spilleuge 5, 2026
Bears er nødt til at sætte deres lid til løbeangrebet – det så i hvert fald ikke kønt ud mod Packers i femte spillerunde, hvor starter Tyson Bagent kun ramte på 12 af sine 21 kast for 87 yards, og blev intercepted to gange. Caleb Williams forventes ikke at blive klar til at spille på søndag, men han postede en kryptisk video på TikTok, som kunne betyde, at han når at blive klar.
Cleveland Browns – Baltimore Ravens kl 19.00
Cleveland Browns og cheftræner Todd Monken tager imod divisionsrivalerne fra Baltimore Ravens, hvor Monken var offensiv koordinator fra 2023-2025.
Efter en horribel start på sæsonen har Browns set mere end hæderlige ud i de seneste fire kampe og var det ikke for regnen og en bold der smuttede gennem fingrene på punter Corey Bojorquez, så havde de også vundet mod Jets i seneste spillerunde.
Ravens indtager for nuværende førstepladsen i AFC North efter fire sejre i fem kampe. Men det var lige tæt nok, da Ravens vandt fuglekampen mod Falcons. Det bliver igen Tyler Huntley, som skal starte under center – han har vikarieret i halvanden kamp indtil nu og har set fin ud.
Indianapolis Colts – Tennessee Titans kl 19.00
Colts har haft en lidt hård start på sæsonen, hvor det er blevet til tre nederlag i sæsonens første fem kampe. I femte spillerunde blev de løbet over af Pittsburgh Steelers og Jaylen Warren, og nu har Colts alvorligt brug for en sejr og noget selvtillid.
Derfor passer søndagens divisionsopgør mod Tennessee Titans perfekt. Cam Ward har endnu ikke set godt ud i denne sæson, og i den seneste kamp blev det til 170 yards på de 23 kast, hvor han ramte plet. Men skal man være ærlig, så har intet hos Titans set godt ud, og arbejdsbetingelserne for det tidligere førstevalg har været under al kritik.
Senest har ejeren været ude og udtale, at man har tillid til cheftræner Robert Saleh – det plejer at være sidste advarsel, inden der begynder at rulle hoveder.
New England Patriots – New York Jets kl 19.00
Geno Smith.. De seneste to gange, hvor veteranen har mødt Patriots, har han ført sit hold til sejr. Og med “sit hold” er det værd at nævne, at han har mødt dem som en Seahawk i 2024 og som en Raider i 2025. Geno har endnu ikke kastet en interception i denne sæson, hvilket er bemærkelsesværdigt – og lidt sjovt, da han i denne kamp skal op mod Drake Maye, som i øjeblikket indtager en delt førsteplads i kastede interceptions med syv styks.
Jets forsvar er dog ikke mestre i at lave interceptions. Faktisk har forsvaret kun grebet en enkelt bold i denne sæson – Til gengæld skal Maye være opmærksom på sacks. Jets førsteårsspiller David Bailey lavede tre styks mod Browns og har lavet fem i denne sæson.
New England Patriots har vundet de tre seneste opgør mod Jets og har vundet 18 af de seneste 20.
Patriots kommer dog ind til kampen med en lang skadesliste, som blandt omfatter venstre tackle Will Campbell, runningback TreVeyon Henderson og conerbacks Christian Gonzales og Carlton Davis III.
New York Giants – New Orleans Saints kl 19.00
Giants startende quarterback Jameis Winston blev i anden spillerunde kastet for løverne, da Jaxson Dart blev skadet – Men siden har han startet tre kampe og har endnu ikke tabt. Faktisk går det så godt, at Giants fører NFC East med tre sejre, en uafgjort og et nederlag.
I kampen mod Saints, skal Winston stå overfor Tyler Shough, som stille og roligt er begyndt at udvikle sig til den næste Josh Allen.
Læs også: 10 svar vi leder efter i 6. spillerunde
Den 196cm høje og 99kg tunge quarterback har kastet for 250 yards og et touchdown i otte af sine ni sidste kampe og er én af blot fire quarterbacks, der har gjort det fire gange i denne sæson. Men der skal også lægges noget ansvar på Shoughs skuldre – for Saints har et af ligaens mindst produktive løbeangreb, som kun har produceret 409 yards. Til sammenligning er der syv runningbacks i ligaen, som alene har flere yards end hele Saintsholdet tilsammen.
Philadelphia Eagles – Carolina Panthers kl 19.00
Eagles mangler seriøs medvind i disse uger, hvor den offensive linje har sagt farvel til to spillere og hvor skader til nøglespillere gør livet surt for cheftræner Nick Sirianni.
Runningback Saquon Barkley og wide receiver Devonta Smith sad begge over, da Eagles tabte til Jaguars i London, og nu er også quarterback Jalen Hurts ude, med blodpropper i benet.
Læs også: Chok. Jalen Hurts ude efter fund af blodprop
Derfor starter Tanner McKee sin blot syvende kamp i karrieren efter at være blevet drafted i slutningen af sjette runde i 2023.
Carolina Panthers lugter blod, og har oven i hatten haft ekstra tid til at forberede sig til kampen, efter at de sad over i femte spillerunde. Det er derfor et par veludhvilede pantere, som skal på fuglerov på søndag.
Tampa Bay Buccaneers – Pittsburgh Steelers kl 19.00
Quarterback Jalon Daniels får sin tredje start i ligaen, når han på søndag leder tropperne mod Pittsburgh Steelers. Daniels er vikar, mens Baker Mayfield forsøger at komme sig over den skade i fingeren, som han pådrog sig i tredje spillerunde.
Daniels fik sin første NFL-sejr i femte spillerunde, da han og Bucs vandt over Cowboys, og det er ikke umuligt, at han kan vinde to i streg.
læs også: Weekly Winners 2026: Uge 6
For Steelers quarterback Aaron Rodgers, så er søndagens opgør ikke et af hans yndlings. Rodgers har kun vundet to af fem opgør på Bucs hjemmebane – og ud af de seks kampe, hvor han har kastet tre interceptions, er to af disse kampe fundet sted på Raymond James Stadium.
På næste side venter opgøret mellem ligaens bedste angreb og dårligste forsvar samt Chiefs v Chargers.
Og så er der Parsons-kamp!










