
Tromler Derrick Henry videre mod rekorderne? Misser Chiefs virkelig slutspillet igen? Og kan Jordan Love erobre MVP-titlen fra Matthew Stafford?
Vi vover pelsen igen i år og kommer her med én fræk forudsigelse for hvert af de 32 mandskaber i NFL for 2026-sæsonen.
Det er ikke nødvendigvis de mest sandsynlige forudsigelser. I stedet er det vores bud på vilde scenarier, som kan blive en realitet, hvis sol, måne og stjerner står rigtigt på nattehimlen.
Husk, at du kan se alle kampene fra NFL med GamePass. Hvis du tegner dit abonnement via dette link, så støtter du ovenikøbet Gul Klud.
AFC East:
Skribent: Jacob Dissing Graversen
Læs også: Den store sæsonoptakt – AFC East
Buffalo Bills: Bradley Chubb laver flere end 12 sacks
Sean McDermott var den primært arkitekt bag Buffalos forsvar det seneste årti, men nu er der kommet ny chef og ny defensiv koordinator. Bills har de seneste to sæsoner haft svært ved at få jordet modstandernes quarterbacks, de har simpelthen ikke haft en disruptiv nok pass rusher, der kontinuerligt kunne lave sacks. Nu har de hentet endnu en skadesplaget veteran i Bradley Chubb, men det tidligere førsterundevalg havde sidste år en flot comebacksæson efter en korsbåndsskade ødelagde 2024-sæsonen. I to fulde sæsoner for Miami Dolphins lavede han 19,5 sacks og viste, at han fortsat kan være kampafgørende.
Buffalos nye defensive koordinator Jim Leonhard, har udtalt, at et af de største mål bliver at skabe et farligt pass rush. Jeg tror på, at en rask Chubb bliver nøglefiguren i den plan. Quarterbackjægeren kommer derfor for første gang siden sin rookiesæson i 2018 til at runde 12 sacks. Dermed vil han blive den første Bills-spiller til at nå så høj en total siden Lorenzo Alexander havde 12,5 sacks i 2016.
Miami Dolphins: Chris Johnson bliver årets defensive rookie
Dolphins er en af årets lottokuponer. Jeg kan se dem være årets overraskelse eller ende med et af de tre topvalg i 2027-draften. Det kan blive alt fra fugl til fisk. Jeg tror, at holdet kan gå hen at overraske og en af grundene kommer til at være forsvaret, der tager et skridt frem.
Jeg er stor fan af holdets nye cornerback Chris Johnson, der blev valgt i draftens første runde. Han kan både spille zoneforsvar og dække op mand mod mand. Derudover har han en solid næse for bolden, han stod for seks interceptions (to returneret for touchdown) og fem forcerede fumbles i sin collegetid. Han kan blive en nøgle for forsvaret, og en knægt, der kan kæmpe med om titlen som årets bedste defensive rookie.
New England Patriots: Hunter Henry griber flest touchdowns af alle i NFL
Patriots har hentet stort ind på receiverpositionen, hvor Romeo Doubs skrev kontrakt i free agency, mens A.J. Brown kom til efter en handel med Philadelphia Eagles. Både Doubs og Brown er dygtige receivere, og det kan andre spillere i klubben nyde godt af.
Holdet tror så meget på kernen, at de sendte Kayshon Boutte til Houston. Fjerdeårsspilleren havde en fremragende start på 2025-sæsonen, inden skader satte en dæmper på festen. Boutte var igen udslagsgivende i de første slutspilskampe, men nu er rollen blevet overtaget af Brown og Doubs.
Det betyder også, at kun én spiller i det etablerede kasteangreb kender Drake Maye indgående. Tight end Hunter Henry var vel nok kastespillets mest stabile mand i 2025. Den 31-årige tight end havde karrierens mest produktive sæson med flere end 750 receiving yards og syv scoringer. Netop antallet af scoringer skyder jeg på, bliver forbedret. Samarbejdet med Maye i RedZone kan blive essentielt for Patriots i 2026, hvor jeg ikke tror løbeangrebet har gode kår.
Selv om Doubs og Brown er dygtige receivere, kan det være Maye stoler mere på den næsten 2 meter høje tight end, hvorfor jeg tror, at Henry kan ende sæsonen som den spiller, der griber flest touchdowns i NFL.
New York Jets: Aaron Glenn bliver første træner fyret
Måske ikke den vildeste forudsigelse, der er allerede pres i på i New York, men efter en lang offseason, hvor Glenn har kunnet præge holdet, så er der nødt til at ske væsentlige forbedringer hurtigt, hvis ikke holdet skal lede efter en ny styrmand. Der er handlet massivt ind på forsvaret, hvor der kan være helt op til otte nye startende spillere, mens holdet angrebsmæssigt har hentet Geno Smith ind som ny starter.
Der er altså gjort meget for at optimere et hold, der var ganske miserable i 2025, men kommer de skidt fra land uden tegn på forbedring, så kan det blive en kort sæson for Glenn. I løbet af de første otte kampe møder de blandt andet Raiders, Browns, Dolphins og Titans, hvis ikke det bliver til sejre i minimum to af de opgør, så bliver det svært for Glenn at overleve.
Jets har tre valg i første runde af næste års draft og endnu en mulighed for endelig at finde en franchise-quarterback. De er nødt til at have styr på trænerpositionen, og det giver ekstra pres på Glenn. Jeg tror ikke, at Jets finder nok kvalitet, og det fører til en hurtig fyreseddel.
AFC North
Skribent: Nicholas Isak Jørgensen
Læs også: Den store sæsonoptakt – AFC North
Baltimore Ravens: Derrick Henry skriver historie
Det er aldrig sket før, at en spiller, der er 30 år eller ældre, har løbet for mindst 2.000 yards i en enkeltstående sæson i NFL. Men det ændrer sig i år.
Baltimore Ravens’ jernmand Derrick Henry har allerede banket sig ind i historiebøgerne som én af de bedste runningbacks nogensinde. Men selvom han er fyldt 32 år forud for 2026-sæsonen, så er der intet, som tyder på, at han snart er færdig.
Tværtimod, så leverede Henry 1.592 yards og 16 touchdowns i fjor, selvom Ravens’ offensive linje havde det ukarakteristisk svært, og Lamar Jackson var skadet i store dele af sæsonen.
I år har Ravens forstærket sin offensive linje med John Simpson og Olaivavega Ioane, og Declan Doyle er blevet hentet ind som ny offensiv koordinator efter, at han nød stor succes under Ben Johnson i Chicago i fjor. Derrick Henry har relativt gode forudsætninger for at levere en historisk sæson.
Cincinnati Bengals: Joe Burrow slår Peyton Mannings rekord
Det er 13 år siden, at Peyton Manning satte en mytisk NFL-rekord, da han kastede 55 touchdowns i 2013-sæsonen. Siden da er det kun Patrick Mahomes, som har krydset 50 touchdowns i en enkeltstående sæson (2018), og rekorden står endnu.
Hvis Joe Burrow holder sig skadefri, og det er selvfølgeligt et betydeligt spørgsmål, så har han gode forudsætninger for at slå Mannings vanvittige rekord i den kommende sæson. Burrow går ind til sin syvende sæson som professionel, og han mestrer efterhånden alle de spillemæssige kompetencer, som en top-quarterback skal besidde.
Burrow råder også over ét af de farligste receiverkorps i NFL med Ja’Marr Chase og Tee Higgins i spidsen, og så har Zac Taylor efter sigende brugt sæsonforberedelserne på at gøre angrebssystemet mere alsidigt. Det betyder bl.a., at du kan forvente at se flere play-action-spil fra Bengals’ side i 2026-sæsonen, hvilket kan åbne banen endnu mere op for Burrow.
Cleveland Browns: Sejrsløse Browns
Bevares, Cleveland Browns råder efterhånden over en perlerække af talentfulde, unge spillere, som både giver håb om en bedre fremtid, og modsiger denne forudsigelse.
Alligevel er det svært at være optimistisk på Browns’ vegne. Det er første gang, at den 60-årige Todd Monken står i spidsen for et NFL-hold. Browns har mistet den mest dominerende spiller i nutidens NFL i Myles Garrett. Og så har de Gud-hjælpe-mig udnævnt den fallerede og kontroversielle Deshaun Watson som startende quarterback.
Kombineret med at Browns har rettet blikket mod 2027-draften, hvor de skal finde fremtidens bannerfører, og at de befinder sig i en svær division, så kan jeg godt forestille mig en verden, hvor de ikke vinder én eneste kamp i 2026-sæsonen.
Pittsburgh Steelers: T.J. Watt generobrer sack-rekorden
Én af de allerstørste historier i 2025-sæsonen var, at den daværende Browns-superstjerne Myles Garrett satte en ny rekord for flest sacks (23) i én enkeltstående sæson. Den tidligere rekordindehaver var Steelers’ T.J. Watt, der delte hæderen med Michael Strahan (22,5 sacks).
Mon ikke, at T.J. Watt tager rekordændringen ganske personligt? Den tidligere vinder af prisen som 2021-sæsonens bedste forsvarsspiller har efter sigende været en force på træningsbanerne i Pittsburgh, så jeg forventer, at han går på jagt efter sack-rekorden i den kommende sæson.
T.J. Watt har alle kompetencerne til at generobre rekorden fra Myles Garrett. Han er stadigvæk uhyre eksplosiv, han er bomstærk og så mestrer han efterhånden alle facetter af presspillet. Derudover kan Watt se frem til at skulle arbejde under Patrick Graham i den kommende sæson, der senest har fået det bedste ud af Maxx Crosby i Las Vegas.
AFC South
Skribent: Nichlas Mohrsen
Læs også: Den store sæsonoptakt – AFC South
Houston Texans: Texans får ligaens bedste forsvar
Der er mange metrikker, som kan bruges til at måle, hvor godt et forsvar er – en af dem er expected points og her var Texans 2er bag Seahawks i 2025. Seahawks forsvar skabte 81,09 expected points mens Texans lavede 65,87.
Det er altså et gevaldigt spring, som Texans skal lave, men deres forsvar er bare solidt og har været det de sidste to sæsoner. Nu er de klar til at overtage tronen.
Indianapolis Colts: Colts har en pass rusher med 11+ sacks
Når man går Colts sack-historik igennem tegner der sig et kedeligt billede. Vi skal helt tilbage til 2019 for at finde den seneste gang at en Colts pass rusher nåede over ti sacks. Dengang var det Justin Houston, der endte på 11 sacks, inden Colts begyndte en defensiv ørkenvandring, hvor Deforest Buckner er eneste sack leader, der har ført holdet mere end en enkelt sæson.
Ingen har dog nået et tocifret antal, men det kommer til at ændre sig i år, hvor Laiatu Latu er det mest oplagte bud. Og jeg tror faktisk, at han har lagt tilstrækkeligt til sit spil til, at han bliver den første til at få 12 sacks eller flere – det er ikke sket siden Robert Mathis i 2013.
Jacksonville Jaguars: Ingen Jaguars receiver når over 800 yards
Man skulle tro, at det var allemandseje at have en receiver, der krydsede 1.000 yards hver sæson – specielt nu hvor der spilles 17 kampe i grundspillet.
Alligevel lykkedes det for Jaguars i 2025 at have præcis 0 receivere, der krydsede den magiske grænse.
Holdets mest produktive receiver hed Parker Washington og han præsterede at gribe for 847 yards.
Det er samme gruppe, som i år skal gribe bolde fra Trevor Lawrence og ikke meget tyder på, at de kommer over – specielt efter at Brian Thomas Jr. fik sig en lille forskrækkelse i optakten.
Tennessee Titans: Cam Ward når 20 turnovers
Cam Ward havde en stram første sæson, da han i 2025 tilsluttede sig de professionelle rækker og tørnede ud for Tennessee Ti-toons.
Boldsikkerhed var et stort problem for Ward, som fumblede bolden 11 gange i løbet af sæsonen og kastede syv interceptions i løbet af sæsonen.
Men jeg er ikke sikker på, at bunden er nået.
I optakten til sæsonen blev bolden slået ud af hænderne på Ward igen på et spil, hvor Ward slet ikke passede på bolden. Sammenholdt med, at han muligvis kommer til at blive bedt om mere, og dermed forcerer bolden i lidt for små huller – opskriften på en masse turnovers.
AFC West
Skribent: Magnus Jølnæs Jacobsen
Læs også: Den store sæsonoptakt – AFC West
Denver Broncos: Bo Nix slutter i top 2 af MVP-afstemningen
Jeg er usikker på, om Nix kan vinde afstemningen i år. Til det har han nok fortsat for mange tvivlere, der skal bruge lidt ekstra tid på at give ham den kredit, han fortjener, baseret på sit spil i sine første to år i NFL.
Men meget taler for, at Nix havde ført sit hold hele vejen i Super Bowl i sidste sæson, hvis det ikke havde været for en ankelskade, og i offseason har han fået et nyt våben i form af Jaylen Waddle, der kan åbne angrebet op under den nye spilkalder Davis Webb.
Alle forlydender ud af træningslejren er, at Nix har taget et stort skridt frem mentalt til denne sæson, og hvis han og Broncos kan få en god start på sæsonen, hvor Denver møder Chiefs, Jaguars, Rams, 49ers, Chargers, Seahawks i de første seks uger, vil han være med i MVP-diskussionen helt til det sidste.
Kansas City Chiefs: Chiefs misser slutspillet igen
Chiefs-fans vil slagte mig for dette, og det er okay. Men efter sidste sæson har jeg mistet al fidus til Chiefs. Ja, Kansas City bliver hjulpet af, at de kun skal spille et tredjeplads-schedule i år. Men vi ved ikke, om Patrick Mahomes er kommet sig helt over sin alvorlige knæskade, og han vil formentlig ikke være helt på toppen i hvert fald i starten af sæsonen.
Læg dertil at Chiefs har mistet vigtige kræfter på cornerback-pladserne i offseason, og så er der lagt i kakkelovnen til, at det bliver op til Mahomes at skulle følge med, når modstanderne scorer point efter behag.
Spørgsmålet er så, om Mahomes får tid til at kaste bolden, for den offensive linje kunne også forbedres – især på tackle-positionerne. Og det sidste søm i kisten er, at der venter fire kampe mod umiddelbart bedre hold i divisionen i form af Broncos og Chargers.
Alt i alt gør det, at jeg tager lidt en chance her og siger, at Chiefs misser slutspillet for andet år i træk.
Las Vegas Raiders: Brock Bowers slår alle tight end-rekorder
Raiders har fået en ny head coach i Klint Kubiak, der kan finde ud af at sætte en angreb op. Manden gjorde pludselig Sam Darnold god, så hvad kan han ikke gøre med Kirk Cousins og Fernando Mendoza?
Det kommer tight end Brock Bowers til gode. For hvem er der ellers at kaste til? Raiders er ekstremt tyndt besat på receiver-pladserne, mens tight end til gengæld er stadig besat. Det kan kun betyde én ting: Sæsonrekorderne for tight ends i NFL står for fald.
I denne sæson kommer Brock Bowers således til at slå rekorderne for flest receiving yards i en sæson (1.416, Travis Kelce), flest grebne bolde (126, Trey McBride) og touchdowns (17, Rob Gronkowski).
Med andre ord kommer Bowers til at have den bedste sæson af en tight end nogensinde.
Los Angeles Chargers: Chargers vinder én slutspilskamp
Ja, det er måske ikke den mest vilde forudsigelse, men så alligevel. Justin Herbert har nu været i NFL i seks sæsoner, og selvom han har fyldt statbogen godt op, så mangler han stadig at vinde en slutspilskamp – og ærligt talt begynder det lidt at ligne et kompleks for ham og Chargers.
Op til denne sæson har man så forstærket den offensive trænerstab med Mike McDaniel som offensiv koordinator, og det giver helt sikkert et boost. Kan Chargers samtidig få gang i løbespillet, så kommer de endelig over det svære bump på vejen og vinder en slutspilskamp – for så at køre direkte ind i en mur i enten Denver eller Buffalo.
Næste side: Vi fortsætter med frække forudsigelser for holdene i NFC










