Sæsonoptakt: NFC West

0

Den stjernespækkede NFC West er klar til en sæson, hvor der både skal forsvares og kæmpes om Lombarditrofæet, udvikles nogle af ligaens lyseste kommende stjerner og duelleres i nogle af grundspillets mest ansete kampe.

Du skal snart ikke vente længere. Natten til torsdag den 11. september indleder Seattle Seahawks sit titelforsvar, når de forsvarende mestre møder New England Patriots i sæsonpremieren anno 2026. 

Til den tid vil det være 213 dage siden, at selvsamme Seahawks og Patriots lukkede 2025-sæsonen, da de mødtes på den allerstørste scene til Super Bowl LX. 

Prøv NFL GamePass gratis

Frem mod sæsonstarten kigger vi nærmere på de 32 hold. Vi klæder dig på til sæsonstarten, så du er helt ajourført med holdenes gøren og laden, og vi giver vores ydmyge bud på slutstillingen i de otte divisioner. 

I denne sæsonoptakt stiller vi skarpt på NFC West, som i fjor var ligaens stærkeste division, og som siden kun ser ud til være blevet endnu stærkere.

Hvad er der sket i NFC West siden sæsonafslutningen?

Arizona Cardinals

Tiden med Jonathan Gannon som cheftræner for Cardinals blev aldrig nogen stor succes.

15 sejre i 51 grundspilskampe og ingen ture til slutspillet var dråben for Cardinals-ledelsen, som stadig er på jagt efter sin første slutspilssejr siden 2015. Ind kommer 39-årige Mike LaFleur, der for første gang skal afprøves som NFL-cheftræner efter tre år som offensive koordinator hos Rams. Navnet er nok bekendt for mange NFL-fans, da han er lillebror til Packers’ cheftræner Matt LaFleur, men nu skal han igang med at skabe et navn for sig selv.

Som en mere offensivtænkende trænertype er det naturligt at have forventninger til Cardinals’ angreb – men især også fordi, de har tilføjet det store runningback-talent Jeremiyah Love. Holdets nye stjerne i svøb blev taget som den tredje spiller i draften efter en imponerende collegekarriere. I sine to sidste sæsoner for Notre Dame spillede han 28 kampe, hvor det blev til 2497 løbeyards og imponerende 35 løbetouchdowns, hvorfor der naturligvis er enorme forventninger til den 21-årige runningback. Men udover Love er forventninger meget, meget små til Cardinals.

Kyler Murray er væk efter syv år i klubben, og Jacoby Brissett får igen mulighed for at starte fra første fløjt. Helt op til starten af træningslejren var det usikkert, hvorvidt Brissett overhovedet ville møde op, fordi han ønskede en ny, forbedret kontrakt. Det fik han, og han er nu klar til at styre skuden for LaFleurs angreb.

Men udover tilføjelsen af førnævnte Love og den nu tidligere Falcons-runningback Tyler Allgeier, er det ikke et meget anderledes angreb end det, som scorede 20,9 point pr. kamp i sidst sæson. Det er ikke nok point, og det kræver derfor nogle små trænermirakler fra LaFleur, hvis Cardinals skal gøre sig nogen som helst forhåbninger om at gøre sig bemærket i en svær division. Selvfølgelig er Hjalte Froholdt stadig en del af holdet – og nu med en ny kontrakt, som træder i kraft til næste sæson. Det gør både center-positionen yderst stabil og er med til at vedligeholde noget lederskab i klubben. Froholdt er i hvert fald blevet rost i træningslejren af sin nye træner, og han bliver utvivlsomt en af de bærende kræfter, når LaFleur skal have bygget kulturen i klubben op.

Men nok om angrebet. For selvom der ikke er sket mange ændringer på Cardinals-defensiven, så er det stadig værd at tale om. Nick Rallis er – meget overraskende – fortsat holdets defensive koordinator, hvor han igen skal kalde spillende, efter Cardinals tillod fjerdeflest point og sjetteflest yards i 2025. Derfor undrer det nok også de fleste, at Cardinals ikke har lavet særligt mange ændringer på forsvaret. Andrew Wingard, Roy Lopes og Jack Gibbens er de mest noterbare tilføjelser, men det er ikke ligefrem spillere, som springer i øjnene for den almene NFL-fan. Derfor er den største “tilføjelse” nok Walter Nolen.

Nolen nåede at spille seks NFL-kampe i sin første sæson som NFL- og Cardinals-spiller, efter han både startede og sluttede sæsonen skadet – men det så godt nok lovende ud i de seks kampe. Hans 11 tacklinger, to sacks og fem tacklinger for minusyards virker ikke ligefrem prangende, men han viste virkelig flotte takter i både løbe- og kastespillet. Han besidder den X-faktor, som Cardinals i høj grad manglede i fjor, hvorfor det kan blive virkelig spændende med ham på banen. Måske det ikke nødvendigvis betyder, at LaFleurs mandskab kommer til at vinde meget mere end de tre styks, de skrabede sammen i sidste sæson, men det kan helt sikkert gøre fremtiden mere spændende.

Los Angeles Rams

Først Trent McDuffie, så Myles Garrett og nu Aaron Donald. Den offseason, som Rams lige har gået igennem, bliver utvivlsomt én af dem, vi alle kommer til at huske mange år ud i fremtiden.

I lang tid lignede det, at Myles Garrett-traden ville blive den største historie inden sæsonstart, men med søndagens nyhed om Aaron Donalds tilbagevenden efter to sæsoner væk fra grønsværen, har den pludseligt taget alt fokus. Donald nåede ti sæsoner i Rams, hvor det blev til ti udtagelser til Pro Bowlen, otte gange på NFL’s All Pro-førstehold, og så vandt han prisen som årets forsvarsspiller tre gange. Renomméet taler for sig selv, og han er helt sikkert blandt de bedste forsvarsspillere nogensinde i NFL. Derfor bliver det vildt spændende at se, hvad han kan gøre i sit comeback.

Rent fysisk ligner han sig selv, men selvom han har trænet med i enkelte træningspas i løbet af Rams’ træningslejr, er det meget usikkert, hvor hans niveau befinder sig. Et godt tegn er, at Rams har følt sig komfortable i at give ham en kontrakt på 128 millioner kroner (20 mio. dollars), hvilket er en heftig sum penge for en 35-årig defensiv tackle, som ikke har spillet en kamp siden december 2023. Men det simple faktum, at det er halvandet år siden den seneste kamp, kan nok bekymre en del fans. For hvor lang tid tager det ham, før han kommer tilbage på sit vante niveau? Kommer han overhovedet tilbage på sit vante niveau? De spørgsmål bliver meget spændende at få svar på, og forhåbentlig får vi allerede nogle svar i sæsonpremieren mod 49ers.

Men tilføjelsen af Aaron Donald skal ikke holde os fra at snakke om de andre spændende ting, der er sket siden januar for Rams. Tilføjelsen af Myles Garrett er en af de vildeste, største og mest opsigtsvækkende handler, der muligvis nogensinde er blevet lavet i NFL. Ikke bare tilføjer de den måske bedste spiller i hele ligaen, de sender også deres store guldfugl – Jared Verse – den anden vej. Dermed har de lagt alt på bordet i håbet om at vinde nu her.

Det samme kan siges om Rams’ tilføjelse af Trent McDuffie, som blev hentet i Chiefs for fire valg i draften – heriblandt Rams’ førsterundevalg i årets draft – samtidig med, at de gjorde ham til den tredjebedstbetalte cornerback i ligaen baseret på gennemsnitlig årsløn. McDuffie er efterhånden bredt anerkendt som en af ligaens bedste og mest konsekvente cornerbacks efter han kom på NFL’s All Pro-førstehold i 2023 og andetholdet i 2024. Sidste sæson var ikke helt lige så god som tidligere, men der er utvivlsomt en stor tiltro blandt Rams’ ledelse og trænerstab til, at han kan vende tilbage til sit tårnhøje top- og bundniveau i den kommende sæson.

Ligesom der for Cardinals ikke er sket meget på forsvaret, kan det samme siges om angrebet for Rams. Men modsat Cardinals, så er det en god ting for Sean McVays tropper. Matthew Stafford blev kåret som årets MVP, Puka Nacua blev nummer tre i afstemningen som sæsonens angrebsspiller, og angrebet scorede både flest point og lavede flest samlede yards. Siden da er der ikke sket mange ændringer på banen, men holdet har dog mistet deres offensive koordinator Mike LaFleur. Han er som nævnt ny cheftræner for Cardinals, og i hans sted er Nate Scheelhaase kommet ind. Han har været i klubben siden 2024 i forskellige roller, hvor hans fokus primært har centreret omkring angrebet og mere specifikt kastespillet. Derfor kender han i forvejen Stafford og resten af Rams-angrebet, hvem han sammen med får til opgave at gøre præcis det, som de gjorde i sidste sæson – være det bedste angreb i hele ligaen.

San Francisco 49ers

Ny sæson er som regel lige med en ny defensiv koordinator for 49ers.

For fjerde sæson i streg er der frontmanden for Kyle Shanahans forsvar blevet skiftet ud, idet Robert Saleh er blevet ny cheftræner for Titans, og Raheem Morris i stedet har erstattet ham efter to sæsoner som cheftræner for Falcons. Han kan se frem til at træne et forsvar, som ser ud til blive markant forstærket i forhold til sidste sæson.

Nick Bosa er nemlig tilbage, efter han rev korsbåndet over bare tre kampe inde i 2025-sæsonen og dermed måtte sidde ude resten af sæsonen. Godt nok er det usikkert, hvorvidt han kommer i spil i første spillerunde mod Rams, men hvis han kan holde sig skadesfri, når han vender tilbage, så kommer han med stor sandsynlighed til at spille mere, end hvad tilfældet var i fjor. Og det er rigtig godt nyt. I 2022 blev han kåret som sæsonens bedste forsvarsspiller, og han har i alle sine sæsoner i NFL været garant for at lave et hav af sacks. Derfor kommer han utvivlsomt til at pynte på et 49ers-forsvar, der kun lavede 20 sacks i 2025 og dermed var klart sidst i den kategori.

Det samme kan siges om Osa Odighizuwa. Den defensive tackle er hentet efter fem gode sæsoner for Cowboys, hvor han blev en sand profil og vigtig spiller i deres defensive skyttegrav. 49ers manglede ikke kun hjælp blandt de ydre presspillere i fjor, men også på de indvendige, hvorfor han helt sikkert kommer til at være lige så vigtig for Morris’ forsvars, som han har været i Dallas.

På den anden side af bolden er der især sket ting og sager på wide receiver-positionen. Både Jauan Jennings og Brandon Aiyuk er fortid i San Francisco, men til gengæld er rutinerede Mike Evans ny mand på holdkortet. Efter en flot karriere i Buccaneers valgte han for første gang i sin NFL-karriere at skifte klub, hvilket kan blive en stor gevinst for Kyle Shanahans tropper. Inden hans 2025-sæson blev afbrudt efter syv kampe af et brækket kraveben, blev han den anden NFL-spiller nogensinde til at lave 1000 gribeyards eller flere i 11 sæsoner i streg. Kun 49ers-legenden Jerry Rice har opnået samme bedrift. Godt nok starter han sæsonen ligesom Bosa med en skade, der gør ham tvivlsom til første spillerunde, men han pynter utvivlsomt på et 49ers angreb, der for alvor mangler offensive profiler, hvilket blandt andet skyldes, at Ricky Pearsall kommer til at sidde ude hele sæsonen med en knæskade.

Derfor følte 49ers sig også nødsaget til at opgradere yderligere på wide receiver, hvilket de har gjort kort inden sæsonstart ved at hente Deebo Samuel tilbage efter et enkelt år væk fra klubben. Godt nok ligner han ikke den samme supervåben af en offensiv profil, som han tidligere har været, men han kender både Shanahan, Brock Purdy og klubben og kan derfor med alt sandsynligt hjælpe 49ers-angrebet. Desuden har de hentet Christian Kirk, som tidligere har været en profil i ligaen og kan vise sig at blive værdifuld for angrebet.

Seattle Seahawks

De forsvarende mestre går ind til den nye sæson uden en masse forandringer – men alligevel med nogle få og markante af slagsen.

Først og fremmest er Super Bowl-MVP’en Kenneth Walker fortid i klubben. I stedet for at betale de knap 100 millioner kroner (15 mio. dollars) årligt, som Chiefs har givet ham, har de prioriteret at forlænge blandt andre Jaxon Smith-Njigba og Devon Witherspoon med rekorddyre summer. Det efterlader midlertidigt et stort hul på runningback. Lige nu ser det ud til, at Seahawks’ førsterundevalg Jadarian Price kommer til at starte, når de åbner sæsonen mod Patriots, mens Zach Charbonnet meget vel kan komme til at tage nogle af berøringerne, når han er kommet sig fra den skade, som han pådrog sig i slutspillet.

Foruden Walker stor holdet nu uden hjernen bag angrebet fra 2025-sæsonen – Klint Kubiak. Han er blevet ansat som cheftræner for Raiders efter at have nydt stor succes som offensive koordinator for Mike Macdonald, hvor han var en stor del af at bygge det angreb, som højst overraskende var blandt ligaens bedste sidste sæson. Derfor venter der en stor opgave for holdets nye offensive koordinator, Brian Fleury. Han har været i NFL siden 2013, men aldrig i så stor en rolle som nu. Senest var han ansat i 49ers i fire år, hvor han både har arbejdet med forsvaret og angrebet, men kommer direkte fra en rolle som løbespilskoordinator og tight end træner.

Selvom forsvaret spillede så imponerende en sæson, som de gjorde i sidste sæson, er holdets defensive koordinator, Arden Durde, stadig at finde i klubben – og det samme gør sig gældende for mere eller mindre samtlige af holdets forsvarsprofiler. Cornerbacken Riq Woolen er fortid i klubben, da han har skrevet under på en etårig kontrakt med Eagles. Det svækker naturligvis Seahawks’ bagerste geledder, selvom Devon Witherspoon, Josh Jobe, Julian Love og schweizerkniven Nick Emmanwori stadig udgør en helt udemærket kvartet.

Foruden ind- og udgange har de store overskrifter i Seattle været de forlængelser, som holdets helt store profiler har fået. Udover førnævnte Smith-Njigba og Witherspoon har de også forlænget Leonard Williams’ kontrakt, så han nu er bundet til klubben til og med 2029. I sin tid hidtil som Seahawks-spiller har den store defensive tackle været en enorm succes for klubben, hvilket især kom til udtryk i fjor, hvor han blev udtaget til NFL’s All Pro-andethold. Dermed virker holdet langt hen ad vejen intakt, når de om en uge sætter jagten ind for at genvinde Lombarditrofæet.

Næste side: Du finder vores bud på slutstillingen i NFC West