Dallas Cowboys isolerede sig i toppen af NFC East, da de slog divisionsrivalerne Philadelphia Eagles med 30-23 efter overtid.

Gæsterne fra Philadelphia var de første til at putte point på tavlen. De var ellers blevet stoppet omkring banens midte, men Cowboys havde for mange spillere på banen, da der skulle puntes, og derfor var der ny første down til Eagles. De bragte sig yderligere ned af banen, og i sidste ende kunne kicker Caleb Sturgis sparke et 30-yard field goal. 0-3 til gæsterne.

Cowboys svarede dog hurtigt tilbage. Eagles havde blitzet hårdt på første serie, og Dak Prescott svarede igen ved at smide et missil 54 yards ned ad banen til tilbagevendte Dez Bryant. Et 15-yard løb fra Ezekiel Elliott bragte bolden ned på Eagles’ 7-yard-linje, og her løb Prescott den selv det sidste stykke ind over stregen. 7-3 til Cowboys.

I starten af anden quarter udbyggede Cowboys føringen, da Dan Bailey scorede til 10-3 efter et 38-yard field goal. Scoringen var primært sat op af en velspillende Ezekiel Elliott, og rookien havde leveret 75 yards i første quarter alene, 40 langs jorden og 35 i luften.

Eagles begyndte så småt at få den offensive produktion i gang midtvejs i andet quarter. En meget varieret serie på ni spil og 45 yards blev vekslet til syv point, da runningback Ryan Mathews løb bolden ind i endzone fra 1-yard-linjen. 10-10 kort før pausen.

Prescott plukket i endzone

Bedst som det så ud til at Cowboys skulle svare hurtigt igen, steppede Eagles-forsvaret op. En utrolig dominerende indsats af de fem hvide gutter på den offensive linje havde bragt hjemmeholdet ned på Eagles’ 7-yard-linje. Bl.a. via et 16-yard løb fra Prescott. Men da der skulle point på tavlen blev rookien fanget i Eagles’ zone-forsvar, og så plukkede linebacker Jordan Hicks bolden ned i endzone.

I stedet bragte Eagles sig i front ved pausen med 10-13 via et 55-yard field goal af Caleb Sturgis.

Fra anden halvlegs start gik Eagles i no-huddle, og det bekom ikke Cowboys-forsvaret vel. En velspillende Carson Wentz og en ustyrlig Darron Sproles drev gæk med værterne, og på seriens 12. spil kunne Wentz kaste bolden fem yards, hvor den ramte en fri Jordan Matthews i endzone. 17 ubesvarede point af Eagles, der nu var i front 10-20.

Pivhurtig punter

Cowboys-angrebet havde svært ved at komme fra land i anden halvleg, og derfor var det meget symptomatisk, at Cowboys bedste spil i tredje quarter var et fake punt. På 4. down og 8 på egen 27-yard-linje gjorde punter Chris Jones klar til at sende bolden ned ad banen, men i stedet rundede han de fremstormende linjemænd og sprintede 30 yards ned ad banen. Til stor jubel for publikum og Cowboys-ejer Jerry Jones.

https://twitter.com/ThePUPListBlog/status/792918997155086337

Angrebet red videre på det ny-vundne momemtum, og bragte sig ned i redzone. Her blev angrebet dog stoppet, og derfor måtte Cowboys nøjes med et 23-yard field goal af Dan Bailey. 13-20 til gæsterne.

Eagles slog tilbage med det samme. Et godt kickoff return af Darren Sproles bragte Eagles ind på Cowboys’ banehalvdel. Og så kunne et 34-yard field goal af Caleb Sturgis genetablere forskellen på 10 point. 13-23.

Igen havde Prescott og resten af angrebet svært ved at skabe positive yards, og igen blev de hjulpet af en anden af holdets enheder. På egen 41-yard-linje forsøgte Eagles at løbe lidt tid af klokken med rookie Wendell Smallwood, men Smallwood tabte bolden, og så overtog Cowboys bolden i en god udgangsposition. Det blev vekslet til et nyt field goal af Dan Bailey, denne gang for 49 yards. 16-23 med 11:34 igen.

Med seks minutter igen så det ud til at Cowboys endelig fik gang i Elliott igen. På dette tidspunkt havde Elliott blot produceret 35 yards siden første quarter, men på et løb op i venstre side fandt han et hul og tog 63 yards ned ad banen. Desværre for Cowboys havde center Travis Frederick lidt for godt fat i sin modstander, og derfor blev spillet kaldt tilbage på grund af en offensiv holding.

Om det var den gule klud og kniven for struben der hjalp Prescott, er ikke til at sige, men quarterbacken fyrede op for storspillet efter straffen på Frederick. Han førte sit hold 78 yards ned ad banen, og udlignede med 3:04 tilbage via et 22-yard touchdownkast til Dez Bryant.

Både Eagles og Cowboys blev tvunget til hurtige punts på de efterfølgende serier, og så var bolden tilbage i hænderne på Carson Wentz med 1:13 igen af kampen. Det lignede, at Wentz kom godt ud af startblokken, men en frygtelig aften for Dorial Green-Beckham blev straks værre. Receiveren lavede en torskedum pass interferrence, og det sendte Eagles tilbage på egen 10-yard-linje.

Wentz blev efterfølgende sacket to gange, og på det andet sack af Orlando Scandrick imponerede Wentz ved at holde fast i bolden. Dermed blev Eagles tvunget til at punte bolden væk, og da Prescott ikke fik noget ud af de resterende 38 sekunder, røg kampen i overtid.

Cowboys startede med bolden, og fik hurtigt bragt sig ind på Eagles’ banehalvdel. De blev stoppet på Eagles’ 28-yard-linje, men i stedet for at sparke et field goal og give Eagles chancen, gik de efter fire nye forsøg på 4. down og 1. Det lykkedes for Prescott at få en ny første down, og det blev begyndelsen til enden for Eagles.

Først løb Elliott bolden 12 yards, og senere modtog han et 10-yards kast for Prescott, som bragte bolden ned på Eagles’ 4-yard-linje. På 2. down scramblede Prescott lidt rundt og fandt en helt fri Jason Witten, og så var kampen afgjort.

Med sejren trækker Cowboys fra i toppen af NFC East på 6-1. Eagles ligger sammen med New York Giants lige efter på 4-3.