De indledende training camps er i fuld gang for NFL-holdene, og spillerne kæmper for at få en plads i 53-mands truppen, når sæsonen går i gang.
Men selvom også Morten Andersens plads af flere omgange var på spil, så forberedte han sig på en meget utraditionel måde udenfor sæsonen.
“De andre sparkere begyndte at sparke allerede i februar. Der rørte jeg ikke en bold før 1. juni,” siger Morten Andersen til Gul Klud og fortsætter.
“Hvorfor skal jeg stå og terpe i at sparke til en fodbold i marts måned, når jeg først skal spille i september? Det tæller jo ikke før september. Det er jo vanvittigt. Du er nødt til at være sulten, når sæsonen starter,” siger han.
Andersens nye forberedelser blev skabt efter danskerens 10. sæson i 1991. Her fik han i august en skade i sit venstre knæ, som ville betyde otte ugers pause, hvis han havde valgt at blive opereret.
Men da skaden ifølge lægerne ikke kunne blive forværret ved at spille, valgte Morten Andersen at spille sæsonen med sin skade. Men han sparkede kun til bolden om søndagen.
I løbet af ugen var der ingen nærkontakt overhovedet mellem danskerens gyldne venstrefod og den ovale bold. Det var en øjenåbner for Morten Andersen.
“Det var en af mine bedste sæsoner. Jeg var så frisk om søndagen. Hvis du fortæller en af verdens bedste tennisspillere “du må kun slå til bolden en gang om ugen”, hvor vild bliver personen så efter at komme ud og slå? Jeg sparkede alt for meget de første 9 år,” siger han.
Alle 32 hold afvikler i disse uger sommer OTA’s (Organized Team Activity)