New England Patriots har sikret sig runningback James White i yderligere tre år, så han nu er på kontrakt hos de forsvarende Super Bowl-mestre til og med 2020-sæsonen.

Tom Brady blev kåret til Super Bowl MVP efter New Englands Patriots vanvittige comeback på NRG Stadium tilbage i begyndelsen af februar, men runningback James White var i den grad også i spil til den prestigefyldte pris. White kan dog trøste sig med, at har sat signaturen på en kontraktforlængelse med Patriots.


Ifølge Adam Schefter er der tale om en forlængelse på tre år ud over det ene år, som den vævre angrebsspiller havde tilbage på sin rookiekontrakt. New England har dermed papir på White til og med udgangen af 2020-sæsonen.
Han får en markant lønforhøjelse med minimum 12 millioner dollars over de tre år, der med præstationsbonusser kan løbe op i 15 millioner.
25-årige James White satte flere rekorder i Super Bowl, hvor han med sine fantastiske evner i kastespillet spillede en kæmpe rolle i comebacket. Han er nu den spiller i historien med flest grebne bolde (14) og den runningback med flest receiving yards i finalekampen med 110. Du kan få et overblik over hans rekorder og flere vilde stats fra det uforglemmelige opgør lige her.


New England Patriots har pludselig en rigtig fornuftig dybde på runningback-positionen. James White, Rex Burkhead, Dion Lewis og Brandon Bolden er blandt holdets arbejdsheste, og Mike Gillislee ligner ligeledes en Patriots-spiller. Læs mere om det her.