Efter flere fejlslagne sæsoner skal DeVante Parker forsøge at få karrieren tilbage på sporet hos Philadelphia Eagles.

Howie Roseman har hentet endnu et tidligere førsterundevalg til sit angreb. Denne gang er valget faldet på wide receiver DeVante Parker, som har skrevet under på en etårig aftale med Philadelphia Eagles.

Til trods for at DeVante Parker blev valgt med det 14. valg af Miami Dolphins tilbage i 2015-draften, så har han haft svært ved at indfri sit potentiale og leve op til forventningerne i de voksnes rækker. Parker blev senest fritstillet af New England Patriots efter en skuffende 2023-sæson, hvor han bare greb 33 bolde for 394 yards.

Det betyder også, at New England Patriots stadigvæk skylder DeVante Parker i omegnen af 25 millioner danske kroner i den kommende sæson. Derfor slipper Eagles med at skulle betale cirka otte millioner danske kroner til Parker i 2024.

Samlet set står DeVante Parker noteret for 119 kampe i NFL med 5.660 grebne yards og 27 touchdowns som følge. I de seneste tre sæsoner alene har Parker bare grebet 1.448 yards og fem touchdowns, hvilket understreger hans sløje formkurve. I Philadelphia må vi forvente, at Parker skal supplere A.J. Brown og DeVonta Smith, hvis han altså kan udkonkurrere Paris Campbell og Jacob Harris i kampen om spilletid.