Små 100 millioner kr. kunne Tom Brady sætte ind på kontoen i fredags

Mon ikke fru Gisele gav sin mand et ekstra kys eller to i fredags. NFLs største stjerne kunne nemlig se sin bankkonto vokse med 14 millioner dollars, eller over 97 millioner kr.
Den store sum var anden halvdel af hans signing bonus fra sidste års kontrakt, hvor han fik 28 millioner dollars fordelt på 2016 og 2017.
Brady’s løn i år er faktisk kun på 1 million dollars, men dertil kommer altså denne beskedne bonus, som nok har forsødet weekenden en smule.
Men faktisk er Tom Brady’s løn stadig ikke voldsom. Mange andre quarterbacks tjener væsentligt mere end han gør, men Brady har været klog nok gennem årene til at tage mindre i løn, så Patriots havde råd til at skrive kontrakter med andre store stjerner og sætte et slagkraftigt hold på banen – sæson efter sæson.
Og mon ikke Brady griner hele vejen til banken alligevel. Han kommer næppe til at lide nød, når karrieren er slut, og så kan han – i modsætning til så mange andre – kigge ned på sin hånd med de fem Super Bowl ringe.
Og nå ja, så er Tom Terrific jo langt fra færdig. Senest har han udtalt, at han forventer at spille 6-7 år mere.