Rob Gronkowski kunne ikke hjælpe sine holdkammerater i størstedelen af den forgange sæson på grund af en rygskade, men angrebsstjernen melder sig kampdygtig til den kommende sæson.

Rob Gronkowski har været en del af tre Super Bowls i sin tid i New England. Men stjerne-tight enden har blot været på fuldt blus i enkelt af dem.
I Super Bowl XLVI mod New York Giants spillede han med en ankelskade, og han sad helt ude for tre uger siden mod Atlanta Falcons med en rygskade, som han pådrog sig efter et voldsomt hit af Seahawks-safety Earl Thomas midt i sæsonen.
I et inerview med ESPNs Cari Champion melder hovedpersonen sig dog klar til 2017-sæsonen.
“Jeg er uden tvivl klar til starten af næste sæson,” siger Gronkowski, før snakken drejer sig over på den 27-årige playmakers NFL-fremtid.
Adspurgt til, hvor længe han regner med at spille, svarer han ærligt: “Det ved jeg ikke” og uddyber.
“Jeg elsker stadig spillet, og lige nu vil jeg bare spille, så længe jeg kan. Mit mindset er bare at fortsætte.”
Mon ikke der sidder nogle NFL-fans rundt omkring i verden og ryster i bukserne ved tanken om Gronkowski tilbage på 100 procent i Patriots-angrebet?