For bare en måned siden var Minnesota Vikings NFCs stærkeste bud på en Super Bowl-deltager. Nu ligner Minnesota et hold i frit fald. Hvad er gået galt?

Kort inden sæsonstart pådrog Minnesota Vikings-quarterback, Teddy Bridgewater, sig en alvorlig knæskade. Kaos herskede i Minneapolis, og håbet om et succesfuldt år for den lillaklædte klub var svær at finde. Men Vikings-bestyrelsen havde så stor tro på kvaliteten og vindermentaliteten i truppen, at man sendte nogle høje draftvalg til Philadelphia i bytte for Sam Bradford.

Flere NFL-eksperter kløede sig i hårbunden: Var Bradford virkeligt et førsterundevalg plus et anden- tredje, eller fjerderundevalg værd? Den tvivl gjorde Minnesota og ikke mindst hovedperson selv til skamme i holdets første fem kampe, hvor et formidabelt forsvar og en velspillende Bradford nedlagde den ene modstander efter den anden. Aaron Rodgers og Cam Newton var blandt de store stjerner, der blev ydmyget af de aggressive vikinger. Ligaens nye darling var født. Men så ramte modgangen.

Hvor blev den gode Bradford af?

Skader til markante spillere på den offensive linje – de to startende tackles Matt Kalil og Andre Smith er ude resten af sæsonen – gjorde lige pludselig Bradford til et let offer for modstandernes pass rushere.

Quarterbacken, der i sine første fire kampe spillede karrierens bedste football, begyndte at ligne sit gamle jeg; ude af stand til at kontrollere sit angreb med alt for få produktive spil ned ad banen. For lidt over en uge siden trak angrebstræner Norv Turner sig tilmed tilbage af personlige årsager. Det efterlod en i forvejen såret enhed i en endnu værre tilstand – uden identitet. Søndag formåede angrebet kun at sætte 16 point på tavlen mod et halvdårligt Lions-forsvar uden holdets måske bedste forsvarsspiller, cornerback Darius Slay. Efter en interception havde Bradford og Co. eksempelvis bolden på Detroits’ 17-yard linje, men endte efter et par horrible spil med at punte bolden! (Ja, du læste rigtigt). Med sådanne spil kan du ikke nævnes som en seriøs Super Bowl-kandidat, og du får svært ved at vinde kampe mod selv Cleveland Browns og San Francisco 49ers.

Forsvaret har mistet sit skræmmende element

Minnesota-forsvaret var fuldstændig forrygende i sæsonens indledning med et hav af kreative formationer, der satte playmakerne i scene. Everson Griffen og Danielle Hunter lagde konstant pres på quarterbacken, mens de to linebackere Anthony Barr og Eric Kendricks fløj rundt og dannede mur mod løbet samtidig med, at de forcerede turnovers. Holdets startende cornerbacks Xavier Rhodes, Terrance Newman og Trae Waynes spillede så fysisk, at det drev modstandernes receivere til vanvid (OBJ mistede helt lysten til at spille football), mens safety Harrison Smith virkede til at spille alle positioner på forsvaret.

Men i takt med at angrebet er begyndt at forære bolden væk og har glemt, hvordan man blokerer, er forsvarets niveau ligeledes faldet markant. Vildskaben er væk, timing virker som et fjernt begreb, og den indbyrdes forståelse ser ud til at være på det stadie, man kender fra begyndelsen af training camp. Igen kan vi bruge weekendens kamp mod Lions som et eksempel. Matthew Stafford havde 23 sekunder og ingen timeouts til at føre Detroit ned ad banen og enten sparke et field goal (Minnesota førte 16-13) eller forsøge en Hail Mary. To kast senere stod kicker Matt Prater klar og sendte den ovale bold mellem stolperne fra 58 yards. Som om det ikke var nok, marcherede Lions direkte ned ad banen i overtid, hvor vævre Golden Tate greb det afgørende touchdown efter flere missede tacklinger af Vikings. 

Hvordan er Vikings’ muligheder for at genvinde divisionen?

Lige nu er der ikke meget, som tyder på, at Minnesota Vikings kan finde tilbage til den fremragende form fra starten af sæsonen, men mindre kan også gøre det. Det primære mål må være at snuppe NFC North for andet år i træk, og det kræver ikke det samme antal sejre som tidligere. Green Bay Packers spiller ikke på samme niveau, som vi er blevet vant til over de seneste syv til otte år, og Detroit mangler stadig et par brikker for at være rigtig giftige. Vikings har materialet til at kunne sætte et af NFLs bedste forsvar på banen; det handler bare om at genfinde den aggressive stil. Sam Bradford skal have al den beskyttelse, han kan få. Gør han det, skal han nok spille fornuftigt og sætte tilstrækkeligt med point på tavlen i de fleste kampe. Derudover vender Adrian Peterson sandsynligivs tilbage om et par uger, hvilket bør givet holdet et boost både kvalitetsmæssigt, men også på det mentale plan. Brikkerne er til rådighed, det handler bare om at samle puslespillet. Kommer vikingerne i slutspillet, kan alt ske derefter.