Der var klasseforskel i rivalopgøret mellem New England Patriots og New York Jets. Tom Brady og Co. ydmygede Jets.

New England Patriots havde besøg af New York Jets på denne smukke juleaften i et opgør, hvor Patriots kunne tage et stort skridt mod første seed i AFC.

Det blev da også til den forventede hjemmesejr, men sejren kom i hus på overraskende sikker manér i en ensidig affære. 41-3 lød slutresultatet.

Sejren blev grundlagt i en første halvleg, hvor New England udnyttede tre turnovers til at sætte 27 point på tavlen.

Brady fandt blandt andet tight end Matt Lengel for hans første touchdown i NFL, hvilket sjovt nok var på Lengels første grebne bold.

Martellus Bennett og James White greb også et touchdown, mens LeGarrette Blount løb sit 16. og 17. touchdown i sæsonen.

I slutningen af tredje quarter blev Brady erstattet af Jimmy Garoppolo. Jets måtte også skifte quarterback, men det var på grund af en skade til Bryce Petty at Ryan Fitzpatrick kom i aktion.

Med sejren er New England 13-2 og vil få første seed i AFC med en sejr i sidste spillerunde, eller hvis Oakland ikke vinder de to sidste kampe.