I første spillerunde scorede Jets og Bills kun 29 point tilsammen, men i aften toppede begge det pointantal i en overraskende offensiv kamp, hvor begge hold havde succes med at kaste dybt.

Rex Ryan og resten af Bills mandskabet tog torsdag nat hul på anden runde, da de tog imod Ryans tidligere hold New York Jets. Det blev en underholdende affære, hvor Bills spillemæssigt haltede efter det meste af tiden, men gang på gang fik leveret et stort spil, der holdt dem inde i kampen. I sidste ende var det dog ikke nok, og Jets vandt 37-31 anført af 3 Matt Forte touchdowns.

Jets havde ellers problemer med at sætte point på tavlen i starten. To gange i første quarter befandt de sig i red-zone, men måtte begge gang gå derfra med et field goals. Det betød, at Bills tog en 7-6 føring med fra første quarter, da de mellem de to field goals leverede kampens første store spil. Tyrod Taylor sendte Marquise Goodwin ned af højresiden, og her blæste Goodwin forbi Darrelle Revis for et 84 yards touchdown.

Som nævnt var Jets i førersædet det meste af kampen, og Bills’ føring holdt heller ikke længe. Kort inde i andet quarter kunne Matt Forte løbe bolden det sidste stykke over stregen, efter Ryan Fitzpatrick havde fundet Brandon Marshall et par gange på vej ned af banen. Føringen blev udbygget, da Jets allerede på næste boldbesiddelse igen marcherede ned af banen. Igen endte det med et touchdown, da Fitzpatrick fandt Eric Decker fra 5 yards ude. Et reducerende field goal fra Bills betød en pausestilling på 20-10.

https://twitter.com/SportzNow1/status/776596759535493120

Bills startede dog anden halvleg med at finde endnu et af deres store spil frem. På halvlegens tredje spil køber Tyrod Taylor sig noget tid, og bedst som spillet ser ud til at løbe ud i sandet, smider han den dybt, hvor Greg Salas løber helt fri og scorer et 71-yards touchdown.

https://twitter.com/SotoSportsTv/status/776604894773977089

Det virkede til at give Rex Ryans tropper lidt momentum, og på Jets’ efterfølgende drive fumblede Jets’ rookie receiver Jalin Marshall bolden. Nickell Roby var hurtigt over den og returnerede hele vejen til end-zone for endnu et Bills touchdown. På under fem minutter var Jets’ føring forsvundet, og Bills havde i stedet taget en 24-20 føring.

Herfra var der dog ikke flere store spil for Bills, og Jets kunne langsomt men sikkert sætte point på tavlen, uden Bills havde noget modsvar. Først tog de føringen igen med Matt Fortes andet korte touchdown løb, og efter et field goal i starten af fjerde quarter lignede det afgørelsen, da Matt Forte med sit tredje touchdown gjorde det til 37-24 med fire minutter igen af kampen. Bills fik reduceret med et Mike Gillislee touchdown med halvandet minut igen, men fik ikke fat i det efterfølgende onside-kick og så endte kampen 37-31.

https://twitter.com/SotoSportsTv/status/776622274191384577

Kampens resultat betyder, at Jets nu er 1-1, mens Bills falder til 0-2. Nederlaget sætter Bills i store problemer, da de næste to kampe er mod to af NFLs bedste hold i form af Arizona Cardinals og New England Patriots. Jets skal i næste uge til Kansas City, inden de tager en tur til Pittsburgh i fjerde runde.