Indianapolis Colts har generelt et godt tag på Tennessee Titans. Efter en sejr på 34-26 søndag har Colts nu vundet 10 i træk over Titans. Undervejs satte kicker Adam Vinatieri rekord for flest field goals i træk uden at misse.

Colts quarterback Andrew Luck havde før søndagens opgør ikke prøvet at tabe til Tennessee Titans. Faktisk havde Colts vundet ni i træk, og 14 af de seneste 15. Alle de stimer blev udbygget, da Colts hev en sejr på 34-26 hjem.

Det var dog ikke helt let for Colts. Hele ballet blev åbnet, da Titans venstre tackle Taylor Lewan legede tight end og greb et kort kast, som han løb 10 yards til endzone for en scoring.

Alligevel var Colts foran 17-13 ved pausen, og da kicker Adam Vinatieri i tredje quarter med sit andet field goal slog rekorden for flest field goals i træk uden at misse, så kunne Colts gå ind til sidste quarter med en 20-13 føring. Vinatieris rekord er nu på 43 field goals i træk, og han passerede dermed den tidligere Colts kicker Mike Vanderjagt.

I fjerde quarter kom Titans så tilbage i front 23-20 efter at quarterback Marcus Mariota havde kastet et touchdown til tight end Delanie Walker, og kicker Ryan Succop havde sendt et 48 yard field goal ind. Men til sidst slog Colts til.

Med seks minutter tilbage fik de bolden og marcherede ned af banen. Lige efter two-minute-warning fandt Luck sin tight end Jack Doyle for et syv-yard-touchdown. Det bragte Colts tilbage i front, men Titans fik en sidste mulighed for at snuppe sejren.

Den løb dog hurtigt ud i sandet. På det første spil på deres drive, blev Mariota sacket, og fumblede bolden. Den fik veteranen Robert Mathis fat i, og han løb den 14 yards for det afgørende touchdown.