Dak Prescott og co. satte 20 points på tavlen i 4. quarter, da Cowboys slog Giants med 30-10 i New York.

Det har været en hektisk uge hos New York Giants, som både har skiftet ud i den sportslige ledelse og på trænerbænken efter en horribel statistik. Dermed var Eli Manning også tilbage under center, da Giants fik besøg af divisionsrivalerne fra Dallas Cowboys.


Det var imidlertid Dak Prescott, som stjal rampelyset i aftenens opgør. Med 332 yards og tre touchdowns var han således essentiel for Cowboys’ sejr. Prescott fandt i den forbindelse Dez Bryant for 73 yards og et touchdown, mens running back, Rod Smith, også tog ansvar i kastespillet med 113 yards og et touchdown.


Eli Manning måtte således nøjes med 228 yards, et enkelt touchdown og to interceptions i sit comeback efter bænketjansen i sidste spillerunde. Én af disse interceptions gik til den rutinerede Cowboys-linebacker, Sean Lee, som desuden noterede sig for 10 tacklinger i opgøret.
Med sejren er Dallas Cowboys 7-6 for sæsonen, og holder dermed håb i holdets spinkle slutspilschancer. New York Giants er omvendt 2-11, og har således for længst udspillet sin rolle i 2017-sæsonen.