Der er ikke flere ubesejrede hold tilbage i NFL i år. Det sidste ubesejrede hold, Kansas City Chiefs, måtte se sig selv besejret med 19-13 mod Pittsburgh Steelers. Le’Veon Bell, Antonio Brown og gode gamle James Harrison blev de store helte for Steelers.

I en lavtscorende og intens affære vandt Pittsburgh Steelers over det sidste ubesejrede hold i NFL. Gennem hele kampen dominerede Steelers kampen, men havde svært ved at afslutte drives og sætte point på tavlen.
Specielt løbespillet med Le’Veon Bell dominerede, og Bell nåede op på 179 yards på 32 løb. Også stjernereceiveren Antonio Brown havde en god dag, hvor han greb for 155 yards og det touchdown, der bragte Steelers afgørende foran 19-10.


Det touchdown kom nemlig sent i fjerde quarter og satte pres på et Chiefs-angreb, der ikke havde den samme succes som i de første fem kampe. De reducerede med et field goal og havde chancen for at drive bolden ned ad banen med under to minutter igen. Et touchdown ville have vundet kampen. 39-årige James Harrison leverede dog et kæmpe spil, da han sackede Alex Smith på en tredje down. Det gjorde fjerde down umulig, og Steelers kunne hive sig sejrrigt ud af kampen. Steelers er nu 4-2, mens Chiefs er 5-1. Begge hold fører deres division.