Denver Broncos missede slutspillet bare et år efter en Super Bowl-sejr, og træner Gary Kubiak reagerede ved at stoppe karrieren med helbredsproblemer. Det efterlader holdet med en kraftigt forandret trænerstab og i øvrigt store problemer på en svag offensiv linje.

Free agency er overstået, og draften er næste store begivenhed på NFL-kalenderen. Derfor kigger vi her på Gul klud nærmere på, hvordan de forskellige hold har klarer sig igennem de seneste uger, og hvilke positioner de bør forstærke sig i draften. Vi er nået til Denver Broncos, der har skiftet trænerstab efter en skuffende sæson.
Nævneværdige afgange:
LB, Demarcus Ware (karrierestop)
OT, Russell Okung (kontrakt annulleret)
DT, Sylvester Williams (Titans)
CB, Kayvon Webster (Rams)
DE, Vance Walker (kontraktudløb)
WR, Jordan Norwood (kontraktudløb)
DE, Billy Winn (kontraktudløb)
Nævneværdige tilgange:
G, Ronald Leary (Cowboys)
T, Menelik Watson (Raiders)
NT, Domata Peko (Bengals)
DT, Zach Kerr (Colts)
OLB, Kasim Edebali (Saints)
Nævneværdige re-signings:
Ingen, bortset fra restricted free agents
Den offensive linje er den store svaghed
Som det er tilfældet for en del hold i NFL, der for nylig har været med helt i top, når årets Super Bowl skulle afgøres, har Denver Broncos et altoverskyggende problem. Den offensive linje.
For Broncos bunder problemet i høj grad i, at tidligere head coach Gary Kubiak sværgede til et zone-blokeringssystem, der benytter sig af mindre, men mere bevægelige spillere på den offensive linje. Og hvor det simpelthen ikke lykkedes for Broncos at skabe sådan en linje i de to sæsoner Kubiak var træner, så er holdets tidligere offensive koordinator Mike McCoy nu tilbage i samme stilling, og derfor har piben fået en anden lyd: Styrke og størrelse frem for alt.
Derfor har man hentet stærke Ronald Leary på guard-positionen og Menelik Watson på tackle-positionen. Sidstnævnte har dog døjet med skader i løbet af sin karriere, så hvordan han kommer til at hjælpe vil kun tiden vise.
Broncos gik til gengæld glip af de helt store stjerner på tackle-positionen i free agency, men John Elway er kendt for ikke at overbetale, og det er muligt, at han simpelthen ikke kunne få de spillere han ville uden at overbetale.
På forsvaret har man lidt et stort tab i linebacker Demarcus Ware, der har valgt at indstille karrieren, men her står førsterundevalget fra 2015, Shane Ray, klar til at overtage. Faktisk er Broncos’ mest nævneværdige afgange alle på forsvaret, men man har oprustet en smule på den defensive linje for at udligne tabet af Sylverster Williams og potentielt Vance Walker.
Special Teams-stjernen Kayvon Webster er taget til Los Angeles, og han bliver svært at erstatte for Broncos.
Sidst, men ikke mindst, skal quarterback-situationen berøres. Tony Romo var linket til Cowboys, men da han valgte at stoppe karrieren, blev det tydeligt, at 2017-sæsonen bliver med status quo under center. Andenårsspilleren Paxton Lynch og sidste års starter Trevor Siemian skal kæmpe om pladsen
Alt i alt trækker det ned for Broncos, at det ikke er lykkedes at gafle en af de bedste left tackles i free agency, men man må også have respekt for, at Elway ikke vil overbetale. Samtidig har man omstruktureret Donald Stephensons kontrakt, efter den store tackle havde et skuffende 2016. En fornuftig omgang uden det helt store fyrværkeri giver en karakter lige over middel.
Karakter (6/10)
Draften: Broncos vælger som nr. 20 i første runde
Nummer 20 er nærmest højt for Broncos, der de seneste år har måttet handle sig op i draften for at vælge i de lave tyvere. Det oplagte valg er en offensiv tackle, og hvis man skal have en af de gode skal man være hurtigt ude i år. Jeg er ikke sikker på, at den rigtige tackle er der for Denver ved nummer 20. Derfor skal Broncos måske gå andre veje – f.eks. styrke forsvaret yderligere, som det nærmest har været kutyme under John Elway. Det ville også give mening i forhold til holdets nye cheftræner, Vance Joseph, der er defensivt skolet.
Alternativt kigger man mod andre dele af angrebet, der har brug for hjælp. Offensiv koordinator Mike McCoy har tidligere skabt et angreb, der sendte Broncos i slutspillet med Tim Tebow som quarterback, og her er et par unge gutter, der måske kan gøre Tebow kunsten efter.
Men der er andre muligheder på angrebet. Tight end er en svaghed for Broncos, og bag de to stjernereceivere Demaryius Thomas og Emmanuel Sanders mangler dybde. Det samme gør sig gældende på runningback-positionen, hvor sidste års rookie Devontae Booker ikke imponerede i fraværet af skadede CJ Anderson. Her kunne også være brug for en opgradering.
Draft needs: OT, DE/DT, TE, WR, RB
Oplagte spillere for Broncos i første runde
Christian McCaffrey, RB/WR, Stanford
Mange Broncos-fans savler over muligheden for at få fat i Christian McCaffrey. Den lynhurtige runningback/receiver er søn af Ed McCaffrey, der i slutningen af halvfemserne var med til at vinde to Super Bowl-trofæer til Denver. McCaffrey-familien er venner med John Elway, der tidligere har draftet bekendte (Brock Osweiler var roommate med Elways søn i college), og unge McCaffrey giver samtidig Broncos et våben, som kan flyttes rundt overalt i angrebet og skabe ulige matchups, der kan hjælpe holdet med at score flere point i red zone – noget, der var store problemer med i sidste sæson.
O.J. Howard, TE, Alabama
Broncos mangler en tight end. Hvis enten Trevor Siemian eller Paxton Lynch kommer til at være quarterback for Broncos i næste sæson, så er der brug for en stor receiver midt i banen, der kan skabe gode matchups mod linebackers. Sådan en type er O.J. Howard. En stærk tight end er quarterbackens bedste ven, og Howard kunne hurtigt blive rigtig gode venner med Broncos’ quarterbacks. Er Howard væk kunne Miamis David Njoku også være et bud på Broncos’ næste tight end.
Cam Robinson, OT, Alabama
Det allermest oplagte for Broncos er selvfølgelig en offensive tackle. Hvis altså den rigtige spiller er til stede, når det bliver Broncos’ tur til at drafte. Det kunne eksempelvis være Cam Robinson, der formentlig er en af de bedste venstre tackles i draften, men som af nogen spåes til at være både højre tackle eller guard. Robinson vil give Broncos fleksibilitet på den offensive linje, og det er aldrig en dårlig ting. Garrett Bolles og Ryan Ramczyk er to andre muligheder på tackle for Broncos.
ARZ | ATL | BAL | BUF CAR CHI | CIN | CLE | DAL | DEN | DET | GB HOU | IND | JAX KC | LAC | LAR | MIA | MIN | NE | NO | NYG | NYJ | OAK | PHI | PIT | SF | SEA | TBTEN | WAS