Buffalo Bills har fundet lappeløsningen på quarterback-positionen ved at hente AJ McCarron på en to-årig kontrakt op til $15 millioner. Forventningen er, at McCarron skal konkurrere med en rookie-quarterback om starter-jobbet i 2018, indtil rookien er klar til at starte.

Tyrod Taylor fik aldrig den nødvendige støtte i Buffalo og blev fredag sendt til Cleveland i en byttehandel. Derfor har Bills kigget efter en quarterback med lidt erfaring til at konkurrere med og sandsynligvis starte sæsonen foran den rookie-quarterback, som det stærkt forventes, at Bills vælger i første runde af årets draft.

Efter Kirk Cousins og de tre tidligere Vikings-quarterbacks hurtigt fandt nye arbejdsgivere, var der ikke mange quarterbacks at vælge imellem. Det er derfor ikke overraskende, at Bills har hentet den tidligere Bengals-signal caller, AJ McCarron, på en to-årig kontrakt, da han på papiret var den bedste tilbageværende quarterback i free agency.

Kontrakten er med en base på $8,1 millioner med seks millioner garanteret. McCarron kan dog tjene helt op til $15,1 millioner, hvis han opfylder spilletidsbonusser.

I sine fire sæsoner hos Bengals varmede McCarron bænken i langt størstedelen af tiden, mens han så Andy Dalton leverer både gode og mindre gode præstationer, som en middelmådig startende quarterback gør. I 2015 fik McCarron chancen fra start i de tre sidste grundspilskampe plus det famøse Wild Card-nederlag til Steelers på grund af en skade til Andy Dalton.

https://twitter.com/AdamSchefter/status/974232993660375040

Den 27-årige quarterback leverede lidt af hvert i både positiv og negativ forstand i de fire opgør og har ikke set banen i en betydende kamp siden. Derfor er det ekstremt svært at sige, hvad vi kan forvente af McCarron, men det vil være utopi at forestille sig, at han er den langsigtede startere. I det bedste scenarie kan han spille solidt, føre Bills til nogle sejre og give den valgte rookie-quarterback tiden til at lære og blive klar til den store scene.

Cincinnati draftede AJ McCarron i femte runde af 2014 Draften ud af Alabama, efter flere eksperter havde spået ham til at kunne gå så højt som i anden runde.