New England Patriots har sendt et femterundevalg i årets draft til Kansas City i bytte for tight end James O’Shaughnessy og et sjetterundevalg.

Fredag tradede New England Patriots både op og ned i 3. runde af NFL Draften, og den tendens fortsætter i dag, hvor der netop er blevet taget hul på de sidste fire runder. Her har New England Patriots byttet sig til Kansas City-tight end James O’Shaughnessy.


Som kompensation får Patriots Chiefs’ sjetterundevalg i år, mens Andy Reid og Co. får New Englands femterundevalg. Patriots får altså en backup tight end ved at trade en runde tilbage i årets draft.
O’Shaughnessy er ikke lige frem en spiller, der er kendt for at levere store spil. Han går ind i sin tredje NFL-sæson. I sine første to år på højeste niveau spillede han primært special teams for Kansas City og har startet seks kamp ud af de 23, han har spillet.
Han stod selvfølgelig i skyggen af Travis Kelce og kommer til at spille en lignende rolle i New England som reserve til Rob Gronkowski.