Brock Osweiler-sagaen i Cleveland er ovre. Quarterbacken er fredag aften blevet fyret af Browns.

Brock Osweiler lignede længe den startende quarterback i Cleveland, men efter en mareridtsagtig uge, hvor han først kunne se sig overhalet af rookie DeShone Kizer, er han nu blevet fritstillet af AFC North-mandskabet.


Browns tradede sig til Brock Osweiler og hans mega-kontrakt i en opsigtsvækkende handel i foråret, hvor Cleveland samtidig fik Houstons andenrundevalg i næste års draft. Det økonomiske tab på $16 millioner dollars for at fritstille den tårnhøje quarterback kan lyde af meget, men Browns har så meget økonomisk råderum, at det stadig virker som en smart beslutning selv efter fyresedlen.
Osweiler imponerede aldrig Hue Jackson og Co., selvom cheftræneren længe fastholdt, at Osweiler var ‘the guy’ bag center. Lovende takter af Kizer og mildest talt skidt spil af Osweiler førte dog til det logiske valg af førsteårsspilleren som den startende signal-caller.


Kizer skal nu overbevise Cleveland om, at han er fremtidens mand, så holdet ikke skal drafte endnu en quarterback næste år. Cody Kessler og Kevin Hogan kæmper om pladsen som førstereserve til rookien.