Sammy Watkins har hele sæsonen kæmpet med den fodskade, han også blev opereret for i off-season. Nu har Bills valgt at give ham tid til at komme sig ved at placere ham på injured reserve.

Sammy Watkins missede sidste weekends kamp mod Cardinals, hvilket var kulminationen på længere tids kvaler med en fodskade. Han blev opereret for den i off-season, men den har stadig givet problemer her i sæsonstarten.

De første to uger spillede han, selvom han var tydeligt hæmmet af skaden, men søndagens pause gav stadig ikke gode fremtidsudsigter for profilen. Det stod klart, at det ville tage tid før den helede, og derfor har Bills også valgt, at smide ham på injured reserve, hvor han vil være ude i minimum otte kampe.

Injured reserve er typisk for folk, hvis sæson er ovre. Holdene har dog mulighed for et hente én spiller tilbage, men først efter spilleren har siddet ude i minimum otte kampe. De otte uger vil forhåbentligt give skaden tid og ro til at hele, og så kan Watkins potentielt vende tilbage til den sidste håndfuld kampe.

Den blot 23-årige receiver havde en forrygende 2015-sæson, hvori han i 13 kampe bidrog med 1047 yards og ni scoringer. I år er det blot blevet til 63 yards på seks grebne bolde, men de skuffende præstationer skal nok tilskrives skaden.

Foruden Watkins må Rex Ryan i morgen også se bort fra receiver Greg Salas, offensiv linjemand Cyrus Kounandijo samt Patrick Lewis, mens offensiv tackle Cordy Glenn fortsat er tvivlsom til søndagens divisionsopgør.