Jordan Poyer er ny mand i Miami, efter at han er blevet enig med Dolphins om en etårig kontrakt.

Efter syv flotte sæsoner skifter Jordan Poyer Buffalo ud med Miami. Poyer er nået til enighed med Miami Dolphins om en etårig kontrakt, som indbringer ham i omegnen af 15 millioner danske kroner.

Jordan Poyer skifter til Miami, efter at han etablerede sig som en profil og leder i Buffalo, hvor han bl.a. var udnævnt som holdkaptajn. I 2021-sæsonen blev Poyer udnævnt til det prestigefyldte All Pro-førstehold, mens han blev stemt i sin foreløbigt eneste Pro Bowl forrige år. Samlet set står Jordan Poyer noteret for 155 kampe i NFL med 807 tacklinger, 12 sacks og 34 fremtvungne turnovers som følge.

I Miami skal Jordan Poyer være med til at stabilisere Dolphins’ bagerste forsvarskæde. Det må forventes, at Poyer skal starte som den ene safety ved siden af Jevon Holland, hvis han ellers kan udkonkurrere DeShon Elliott og Eli Apple om posten.

Jordan Poyer blev oprindeligt valgt af Philadelphia Eagles i syvende runde af 2013-draften, og han har efterfølgende tørnet ud for Cleveland Browns og Buffalo Bills.