Det var en afklaret og ærgerlig Matt Ryan, der efter søndag aftens sensationelle nederlag eskulle forsøge at forklare, hvordan Falcons kunne smide en føring på 28-3 væk på mindre end en halvleg.
Han afviste hurtigt, at Falcons skulle være blevet for passive i takt med deres store føring.
“Vi havde mulighederne for at lave nogle store spil, men vi greb dem bare ikke. Vi lavede et par fejltagelser, og når du møder et hold som New England Patriots, så vil fejl komme til at koste dig,” lød det fra Ryan, der selv mistede en fumble undervejs i Patriots’ vanvidscomeback.
Med nederlaget blev Matt Ryan tilføjet til den lidet flatterende liste af MVP quarterbacks som Aaron Rodgers, Cam Newton og Peyton Manning, som inden for de seneste år ikke har formået at vinde Super Bowl som kulminationen på deres sæson. Faktisk er det ikke sket, at en quarterback MVP har vundet Super Bowl siden Kurt Warner gjorde det med Rams i 1999.
Matt Ryan understreger dog, at Falcons havde alle muligheder for at lukke opgøret.
“Vi havde ikke bolden ret meget i første quarter, og jeg synes faktisk, at vi spillede væsentligt bedre i tredje quarter. Det føles som om, at vi skulle have lukket kampen, og jeg følte, at vi var en god position til at score på det drive, hvor han (Julio Jones, red.) griber bolden ude ved sidelinjen. Men det gik ikke, og det er meget skuffende,” lød det fra Matt Ryan.
Gul Klud spurgte Ryan, hvad han vurderede som den afgørende forskel på de to hold.
Føler du, at deres store erfaring imod jeres unge trup var afgørende for deres comeback?
“Nej det synes jeg egentlig ikke. Vores drenge havde den rigtige indstilling, og vi leverede en utrolig indsats derude i dag. Men de er bare et godt hold, og vi kom til kort i dag,” lød det fra Ryan.