Atlanta Falcons’ højtflyvende angreb må i resten af sæsonen klare sig uden solide tight end Jacob Tamme, der har et godt samarbejde med Matt Ryan.

Matt Ryan, Julio Jones, Mohamed Sanu, Devonta Freeman. Atlanta Falcons-angrebet er fyldt med profiler og har spillet på et rigtig højt niveau i år. En af de mere ukendte navne er tight end Jacob Tamme, der har udviklet sig til et af Ryans mest pålidelige mål. Tamme har misset de seneste to kampe med en skulderskade, som har vist sig så alvorlig, at tight enden skal opereres og er ude i resten af sæsonen.

Det meddelte den uheldige hovedperson selv på Twitter i går aftes amerikansk tid. Tamme virkede til at være ved godt mod, da han referedede til, at det er hans første operation i snart ti år som professionel football-spiller.

Austin Hooper og Levine Toilolo er de næste i rækken på tight end-postionen, og selvom Jacob Tamme er en fornuftig spiller, kommer Matt Ryan ikke til at mangle dygtige mål.