Los Angeles Chargers har haft stor udskiftning i trænerstaben efter sæsonafslutningen, men nu er nyt blod kommet til holdet.

Efter en lang årrække som quarterbacktræner i New Orleans, så skal Joe Lombardi styre offensiven i Los Angeles som holdets nye offensive koordinator. Den 49-årige træner har en forbindelse til holdets nye cheftræner, Brandon Staley, der spillede collegefootball for Dayton, hvor Lombardi trænede den defensive linje.

ESPNs Adam Schefter kunne fortælle om ansættelsen på Twitter.

Det er ikke første gang, at Lombardi har været offensiv koordinator i NFL. Han bestred samme arbejde i Detroit i 2014 og 2015. Her blev den rutinerede træner dog fyret midt i 2015-sæsonen, da Lions startede med blot én sejr og seks nederlag. Lombardi var et efterspurgt navn på jobmarkedet efter grundspillets afslutning i år, også Seattle Seahawks har angiveligt været ude efter ham i søgen på deres nye offensive koordinator.

Chargers’ nye offensive strateg har mange års erfaring i NFL, primært som Drew Brees’ træner hos Saints. Lombardi var quarterbacktræner for New Orleas fra 2009 til 2013 og igen fra 2016 til 2020. 

De mange års tjeneste hos Brees og Sean Payton gjorde ham til en populær mand. Nu skal han forsøge at føre rookiesensationen Justin Herbert til et nyt niveau.