AFC South afsluttes med Tennessee Titans, der sidste år var det dårligste hold i NFL.

Allerede i 2015-sæsonen tydede det på, at 2016-sæsonen ville blive svær for Tennessee Titans, da der midt i sæsonen opstod tvivl/kontroverser i ejerskabskredsen.

Fremtidsudsigterne blev ikke bedre umiddelbart efter sæsonafslutningen, da Mike Mularkey, der i første omgang var udnævnt til midlertidig træner efter fyringen af Ken Whisenhunt, blev udnævnt til permanent træner.

Magen til uinspirerende ansættelse (18-39 som HC) skal man kigge langt efter, og jeg er overbevist om, at den ”sikre” ansættelse bunder i problemerne omkring ejerskabsforholdene, som jeg ikke vil komme nærmere ind på her.

Angrebet: Potentialet er der
Siden tiden med Chris Johnson på toppen i 09, 10 og 11 har Titans haft problemer med at være en trussel på angrebet.

I år har de tilføjet en del spillere til en gruppe af spillere, der primært bestod af unge talenter, Delanie Walker og fyld.

På quarterback-positionen drejer det hele sig om Marcus Mariota, der blev valgt som 2er i 2015-draften. Mariota fik vist prøver på talentet som førsteårsspiller, men han var ikke i stand til at løfte en skrækkelig startergruppe. Udvikler han sig en smule fra år til år, har Titans fundet sin mangeårige starter.

I år får han umiddelbart meget bedre hjælp – ikke mindst på runningback-positionen, hvor den dynamiske duo bestående af DeMarco Murray og andenrundevalget Derrick Henry afløser den triste trio bestående af Antonio Andrews, David Cobb og Bishop Sankey.

Den offensive linje bliver som altid en nøglefaktor både i løbe- og kasteangrebet, og faktisk ser det slet ikke så tosset ud. Taylor Lewan har bevist sin kunnen på venstre tackle, og Chance Warmack viste inden en dårlig 2015-sæson godt spil på højre guard. Centeren er nytilkomne Ben Jones, der blev hentet hos Texans, hvor han spillede fint. De største spørgsmål på linjen er højre tackle og venstre guard. Årets førsterundevalg, Jack Conklin, skal besætte højre tackle. Venstre guard kan virkelig vise sig at blive et problem, hvis Jeremiah Poutasi eller et dårligere alternativ skal spille positionen.

Det største problem for Titans’ angreb er receiverne og det til trods for, at Rishard Matthews er hentet til fra Miami. Matthews kan fungere som en rigtig fornuftig #2WR, men i Tennessee er han bedste receiver på nuværende tidspunkt. Hvis angrebet virkelig skal tage fart, kræver det med al sandsynlighed, at über-talentfulde Dorial Green-Beckham begynder at indfri potentialet. Hidtil har han haft problemer med at komme på banen, og i årets training kamp har han heller ikke vist alt for lovende takter.

Hvis ikke Beckham tager et par skridt opad, hænger tjansen modsat Richard Matthews på Kendall Wright, Justin Hunter eller femterundevalget Tajae Sharpe. Alle tre er sådan set dygtige reserver, men Titans mangler den ekstraordinære receiver på ydersiden, for det er trods alt svært at bygge hele kasteangrebet op omkring Delanie Walker.

Alt i alt synes jeg, at potentialet til et godt angreb er til stede, men det kræver, at næsten alt klikker.

Forsvar:
Hvis du kigger efter en playmaker på det her Titans-forsvar, kan du kigge i et godt stykke tid. Jurrell Casey er ret sikkert den bedste spiller, og på den defensive linje er han eneste store navn. DaQuan Jones, Karl Klug og andenrundevalget Austin Johnson må forventes at skulle spille flest af de resterende snaps på 3-mandslinjen, men hvad de kan er ret usikkert.

Den største tilføjelse til forsvaret igennem free agency var Rashad Johnson, der kommer fra Arizona Cardinals. Sammen med ukendte men dygtige Da’Norris Searcy har Titans mulighed for at kunne danne en fin safety-duo, men på ydersiden halter holdet noget efter med cornerback-startere i Perrish Cox og Jason McCourty. Reserven Antwon Blake virker heller ikke ligefrem som en styrke, og derfor kan Titans måske håbe på, at 2016-draftens Mr. Irrelevant, Kalan Reed, kan vise, at han ikke først skulle være valgt med draftens sidste valg. I hvert fald mener analysesitet Profootballfocus, at Kalan Reed var en af de bedre cornerbacks i årets draft.

På outside linebacker er starterne Derrick Morgan og Brian Orakpo. Orakpo var sidste år spilleren med flest sacks for Titans, da han ligesom Jurrell Casey blev noteret for 7. Bagved starterne er holdets tidlige andenrundevalg Kevin Dodd den primære reserve, men han er stadigvæk ude på grund af en skade, og det er endnu uvist, hvornår han er klar.

Wesley Woodyard har vist, at han er en god linebacker, men de to mulige sidemænd, Avery Williamson og Sean Spence, skal primært satse på, at de ikke bliver en svaghed på forsvaret.

Et generelt problem for Titans-forsvaret er manglende bredde. Der skal ikke mere end en eller to skader til, at holdet kommer til at starte typer som Antwon Blake, Deiontrez Mount eller Curtis Grant.

Overordnet forventer jeg, at forsvaret vil få det svært, men de har måske en mulighed for at gøre akkurat nok til at slutte 2er eller 3er i AFC South, hvis angrebet fungerer.

Den oversete nøgle: Guard-spillet
Det ville være let at sætte Marcus Mariotas udvikling på som nøglen, men som jeg ser det, er det nærmest ligeså vigtigt, at de 2 guards spiller godt. Kan Chance Warmack finde tilbage til det niveau, han havde i 2014, og måske lægge et niveau ovenpå – og kan venstre guarden, hvad end det er Jeremiah Poutasi, Quintin Spain eller en helt tredje, gøre det fornuftigt, så bør løbeangrebet have en chance for være fundamentet til succes. En succes der kun kan opnås ved at tage meget tid af klokken og på den måde gøre kampene korte og lavtscorende.

Målsætning: Udvikl de unge spillere og undgå divisionens sidsteplads
AFC South er en ret så ringe division, og selvom divisionen er åben, bør Tennessees målsætning være at få udviklet Marcus Mariota, Derrick Henry, Jack Conklin, Dorial Green-Beckham, Austin Johnson, Kevin Dodd og alle de andre unge og talentfulde spillere på holdet. Samtidig må det være målsætningen, at de efter sidste års elendige 3-sejrssæson skal væk fra sidstepladsen i divisionen og på den måde vise, at grobunden er lagt for et godt hold i de kommende sæsoner.

BAL | CIN | CLE | PIT | HOU | IND | JAX | TEN | DEN | KC | OAK | SD | BUF | MIA | NE | NYJ | CHI | DET | GB | MIN | ATL | CAR | NO | TB | ARI | LAR | SF | SEA | DAL | PHI | NYG | WAS