Matt Nagys angreb stinker, Alex Smith med fin comeback-kamp og så lukkede Jalen Ramsey helt ned for ellers ustoppelige D.K. Metcalf. Gul Kluds skribenter giver her en tanke til alle hold i aktion i 10. spillerunde.
Russell Wilson og Seahawks er gået helt i stå, mens Dolphins flyver derudaf. Der begynder at forme sig et super tæt slutspilsfelt i begge konferencer og hver uge byder på afgørende opgør i konferencerne.
I 10. spillerunde lukkede Jalen Ramsey helt ned for D.K. Metcalf, mens Matt Nagys angreb i Chicago fortsætter med at se ringe ud. Gul Kluds skribenter giver her en tanke til alle hold, der var i aktion i 10. spillerunde.
Tennessee Titans- Indianapolis Colts (17-34)
Titans: Horribelt special teams-spil var med til at cementere nederlaget
Det var på ingen måde en køn kamp fra Titans, der led et kritisk nederlag til AFC South-rivalerne Indianapolis Colts. Desværre for holdet selv, var der lidt for mange selvforskyldte fejl involveret i torsdagskampen. Colts spillede godt forsvar, men Tennessee havde flere brølere, som Indianapolis for alvor fik straffet. Holdet førte 17-13 mod slutningen af tredje quarter, da punter Trevor Daniel katastrofalt puntede sølle 17 yards fra holdets 10-yardlinje. Det gav Colts blot 27 yards til scoring og dem åd Philip Rivers og co. på blot fire spil og bragte sig foran 20-17. Derfra blev det kun værre for Tennessee, da Colts blokerede Trevor Daniels’ punt på næste drive og scorede endnu et touchdown. Titans fik bolden tilbage, marcherede ned af banen, men Stephen Gostkowski brændte fra 44 yards ude, fire spil og 51 yards efter havde Colts scoret kampens sidste point, der sikrede dem en sejr på 34-17. Det var en grim dag for en special teams-enhed der har udvist problemer flere gange i år.
Colts: Michael Pittman leverede sin bedste kamp
Indianapolis er et af de mere interessante hold i AFC. De har efterhånden fået opbygget et af ligaens bedste og mest stabile forsvar, men angrebet har holdt mandskabet tilbage. Kan Michael Pittman begynde at producere som han gjorde mod Titans, så vil udsigterne for slutspilssucces være væsentligt bedre. Rookien var set som den perfekte type receiver for holdets nye quarterback, Philip Rivers, men starten har været lidt langsom og præget af skader. I sejren torsdag slog han dog sit navn fast med syv grebne bolde for 101 yards, derudover havde den unge receiver et enkelt løb for 21 yards. Det blev kun til to første downs på de syv catches, men Colts’ statstisk bedste receiver har i denne sæson været runningback Nyheim Hines, der er brug for flere trusler som den Pittman kan levere.
– Jacob Graversen
Cleveland Browns- Houston Texans (10-7)
Browns: Ronnie Harrison har fundet sig godt til rette
Kort inden sæsonen smed Browns et femterundevalg til Jacksonville Jaguars for at erhverve sig safety Ronnie Harrison. Efter lige at skulle vænne sig til systemet har Harrison den sidste måneds tid fået en masse snaps på forsvaret, og det bliver mere og mere tydeligt, at Harrison er Browns’ bedste safety. Tidligere i år brokkede jeg mig over de mange missede tackinger fra Browns’ safeties, men Harrison har nu på små 300 snaps og 29 tackle-forsøg kun misset en enkelt. Derudover har han lavet en håndfuld gode spil i opdækningen, og han begynder virkelig at vise, at han er en bundsolid safety. Harrison ligner en mand, Browns kan regne med også i 2021, og at give et femterundevalg for en bundsolid starter ligner en super trade fra Browns’ side.
Texans: Der mangler kvalitet indvendigt på den defensive linje
Reelt mangler kvalitet næsten over det hele. Texans er lige nu kun Deshaun Watson væk fra at være ligaens dårligste hold. I kampen mod Browns var det dog tydeligt, at den indvendige defensive linje er fuldstændig blottet for talent. Efter afskeden med D.J. Reader har holdet ikke kunne stille med en konkurrencedygtig gruppe af defensive tackles. Gruppen med Brandon Dunn, P.J. Hall, Charles Omenihu, Carlos Watkins og rookie Ross Blacklock har været en mindre katastrofe. Ingen af dem har vist niveau, der giver forhåbninger om fremtidigt starterniveau. Blacklock er rookie, og håbet må være, at han i anden halvdel af sine rookiesæson viser lidt mere, men lige nu har han, på trods af elendigheden på resten af linjen, svært ved at komme på banen.
– Teis Joranger
Detroit lions – Washington Football Team (30-27)
Lions: Patricia købte sig en uge mere – på ryggen af Swift
Patricia ligner en mand på vej til henrettelse. Mod Football Team trækker holdet sig sejrsrigt ud til sidst, men der skulle en portion held og en god portion DeAndre Swift til. Lad os starte med Swift, der havde en gennembrudskamp i denne weekend. 81 yards på 16 løb og fem grebne bolde med 68 yards og ét touchdown til følge. Han havde flere spil, hvor han viste glimt af lækkerhedsbevægelser og det var opmuntrende. Hvad, der ikke var opmuntrende, var, igen, Patricias forsvar. Halvvejs inde i tredje quarter var Lions foran med 24-3 og tilladt 173 yards. På de næste tre drives opgav Lions henholdsvis 82, 84 og 66 yards og tre touchdowns. Havde det ikke været for en dum penalty af Chase Young, var kampen gået i overtid, hvor alt kan ske. I stedet fik Lions, efter et kast på ni yards til Marvin Jones, mulighed for at sparke det vindende field goal. Det giver Patricia en uge mere i et sæde, der bør være brændende varmt efter at have opgivet 464 yards og tilladt Football Team at komme tilbage i kampen.
Football Team: Vintage Alex Smith
Alex Smith startede sin første kamp i umindelige tider og det så godt nok ikke kønt ud i første halvleg. Anden halvleg var derimod en ganske anden historie, særligt på de tre touchdown drives var han hamrende effektiv, gik 16/18, og fik Football Team tilbage i kampen. Han sluttede kampen med 390 yards i luften og ramte 69% af sine kast. Selvom kampen endte med et nederlag, var det hamrende fedt at se Alex Smith tilbage til noget, der lignede hans gamle jeg. Han er årets solstråle hos et hold, der har haft en sæson med stribevis af skandaler og forfærdelige historier. Har du ikke set ESPN’s dokumentar om Smith, så gør dig dig selv en tjeneste og få det gjort – den mand er imponerende og det viste han igen i går.
– Anders Kaltoft
Philadelphia Eagles- New York Giants (17-27)
Eagles: Doug Pedersons angreb er bare ikke godt nok
Alt er skidt. Intet fungerer i Philadelphia lige nu. En stor del af ansvaret er selvfølgelig på quarterback Carson Wentz, der har været virkelig dårlig i år. Men i sidste ende, så er der bare heller ikke noget ved Doug Pedersons angreb, der er godt nok. Da Pederson overtog Eagles-holdet var angrebet aggressivt, kreativt og fuld af gode idéer. Måske Frank Reich og John DeFillippo skal have en god del af den ros, men så må Pederson jo finde nogle nye folk, der kan byde ind med idéer. Efter sidste sæson fyrede man jo den offensive koordinator, fordi angrebet også i 2019 skuffede, men man hentede ikke rigtig nogen ind. Pedersons angreb har virkelig brug for nye idéer, og hvis ikke han selv snart kan levere, så må han finde sig en offensiv koordinator til at komme ind og overtage. Hvis Pederson altså stadig har sit cheftræner job efter sæsonen.
Giants: Bedste Daniel Jones-kamp siden uge 1
Fremgangen på Giants’ forsvar har man kunne spore igennem det meste af sæsonen, men nu begynder Daniel Jones også at levere varen. Jones, som var rigtig velspillende i første spillerunde mod Steelers, har ellers haft en del problemer i ugerne efter Steelers-kampen. Søndagens kamp mod Eagles var dog Jones’ bedste i sæsonen, og han leverede en lang række imponerende kast, mens han holdt sig fra nogle af de tåbelige turnovers, som har plaget ham. Hvis Jones i anden halvdel af 2020 kan fortsætte udviklingen fra de sidste par kampe, så begynder det virkelig at gå i den rigtige retning på alle fronter for Giants, og så ligner Joe Judges første sæson en klart bestået sæson.
– Teis Joranger
Jacksonville Jaguars – Green Bay Packers(20-24)
Jaguars: Jake Luton er heller ikke fremtiden
Jaguars eksperimentering med sjetterunde quarterbacks har været sjov. Gardner Minshew er virkelig underholdende, mens Jake Luton viste gode takter mod Texans. Det gjorde han dog ikke mod Packers, hvor han viste, at der var en grund til, at han faldt til bunden af draften. Han ramte på godt 51% af sine kast, snittede sølle 4,8 yards per kast og havde en tendens til at nedstirre sine receivers. Særligt et spil i slutningen af andet quarter var slemt. Luton er fuldt fokuseret på at få bolden til sin tight end, hvor han på intet tidspunkt fjerner øjnene fra Tyler Eifert. Det læser Adrian Amos, der let og elegant får sig en interception. Generelt var det ikke en imponerende kamp fra Luton, og der er efterhånden ingen tvivl om, at Jacksonville må sadle om i næste sæson – særligt på quarterbackpositionen.
Packers: Rashan Gary viste endelig, hvorfor GB tog ham så højt
Det var en mærkelig kamp på Lambeau Field, hvor Packers virkede til at være i føresædet, selvom kampen var tæt. Det var ikke en magtdemonstration, men en kamp hvor et par lidt skuffende spillere endelig gjorde en forskel. Marquez Valdes-Scantling gjorde forskellen på angrebet, mens Rashan Gary for en gangs skyld gjorde en forskel på forsvaret.
Det har været lidt af en ørkenvandring for Rashan Gary siden Packers tog ham med 12. valget i 2019-draften. Seks sacks i 24 kampe er bare ikke voldsomt med den draftstatus. Mod Jaguars viste han dog lidt. Han sackede Jake Luton på Jaguars’ sidste drive – et sack, der var det første søm i ligkisten for Floridaholdet. Samtidig førte han Packers i pressures med syv af slagsen. I sin karriere har han nu 34 pressures, hvoraf 20,5% altså kom i denne weekends kamp. God kamp, endeligt, af Rashan Gary.
– Anders Kaltoft
Carolina Panthers- Tampa Bay Buccaneers (23-46)
Panthers: Teddy Bridgewater famler i blinde, når han sættes under pres
Bevares, Teddy Bridgewater har gang i en solid debutsæson for Carolina Panthers, når vi tager højde for, at det ikke er mange år siden, at en skade var ved at koste ham karrieren i NFL. Men det er stadigvæk tydeligt for enhver, at Bridgewater famler i blinde, når modstandernes pass rush har en vis kvalitet. Det var tilfældet mod Buccaneers, der forcerede . Ifølge Pro Football Focus har Bridgewater kastet seks interceptions og nul touchdowns, når han har været under pres i 2020. Det er ganske enkelt ikke godt nok.
Buccaneers: Angrebet forløste sit potentiale
Bruce Arians gjorde sig i allerhøjeste grad fortjent til sin fyraftenscigar, da Tampa Bay Buccaneers kørte divisionsrivalerne fra Carolina Panthers over med imponerende 46-23. Resultatet er end ikke retvisende, da Bucs kunne have sat endnu flere point på tavlen, hvis Tom Brady havde været mere præcis på de dybe kast. Ikke desto mindre var Buccaneers’ angreb en fryd for øjet. Mike Evans, Chris Godwin, Antonio Brown og Rob Gronkowski greb alle for mere end 50 yards, mens Ronald Jones løb for 192 yards. Angrebet leverede sin foreløbigt mest helstøbte præstation og forløste (endelig) sit potentiale.
– Nicholas Jørgensen
Las Vegas Raiders- Denver Broncos (37-12)
Broncos: Yikes, Drew Lock
Der var store forventninger til Drew Lock inden sæsonen, men hidtil har den 24-årige quarterback haft svært ved at leve op til dem. Og i søndagens kamp mod divisionsrivalerne Las Vegas Raiders nåede han et nyt lavpunkt, da han kastede hele fire interceptions – den ene et dårlige kast end den anden. Han havde godt nok ikke optimale arbejdsforhold på dagen, men han var upræcis og lavede en række dårlige kast. Nu står Drew Lock noteret for syv touchdowns og 10 interceptions i denne sæson, og der skal andre boller på suppen, hvis han skal overbevise om, at han er fremtidens mand i Denver.
Raiders: Måske har Raiders alligevel et pass rush?
Der er faktisk en del ting, Raiders kan glæde sig over i denne kamp, og mest af alt kan de glæde sig over, at deres forsvar var meget velspillende mod Broncos. Især deres ellers pauvre pass rush. Jeg har tidligere kritiseret Raiders’ pass rush i denne artikelserie, men nu er der grund til ros, fordi de gjorde livet svært for Drew Lock hele dagen. Ifølge ProFootballFocus havde de 22 pressures, og selvom det kun blev til to sacks og syv hits, var den unge quarterback under pres hele dagen. Det kan også glæde raiders, at flere spillere stod for at lægge pres på quarterbacken, for hele seks spillere havde minimum to pressures. Måske har de alligevel et pass rush.
– Victor Risager
Arizona Cardinals- Buffalo Bills (32-30)
Arizona Cardinals: Hail Hopkins (og Murray)!
Ugens tanke om Cardinals kan kun handle om én ting. Ét spil. Det helt vanvittige hail mary-touchdown af DeAndre Hopkins, der sikrede Arizona en uforglemmelig sejr over Bills. Den måde, hvorpå Hopkins stiger til vejrs, vifter tre forsvarsspillere væk og griber bolden, er fuldstændig ubegribeligt. Fuldstændig fantastisk. Det er spil som dette, der skaber legende. Spillet var dog aldrig blevet til noget, hvis det ikke havde været for mageløse Murray. Den lille quarterback dansede mod venstre i lommen – hvilket ikke er fordelagtigt som højrehåndet – og satte en pass rusher på numsen med et lækkert ‘hesitation move’, før han uimodståeligt krængede sin krop rundt og slyngede en perfekt bold af sted. En bold med præcision samt tilpas højde og fart til at give Hopkins chancen. Og den chance greb stjerne-receiveren. Bare wauw!
Buffalo Bills: Savner lidt mere balance på angrebet
Josh Allen har gang i et massivt gennembrud, hvor han står bag et stærkt kasteangreb. Og efter et nederlag er det let at være et bagklog. Men hvis jeg var Bills, ville jeg løbe bolden noget mere, end det har været tilfældet i de seneste to kampe. Mod Seahawks var det kastetunge angreb fremragende, fordi Seahawks har et horribelt kasteforsvar. Men det er som om, at det har fået den offensive koordinator til i mine øjne at blive for kasteglad. Mod Cardinals kastede Bills bolden 31 gange mere end de løb. Og det er simpelthen for meget. Speciet med tanke på, at AFC East-førerholdet var foran det meste af opgøret. Buffalo skal selvfølgelig kaste klart mest, men der skal også være en naturlig balance. Zack Moss og Devin Singletary er gode runningbacks, og en fordeling mellem kast og løb, der hedder maks 65 procent kast, vil jeg se som perfekt. Det vil også betyde færre muligheder for hits på og (gud forbyde det) skader til Josh Allen – og han skal altså være 100 procent fit i slutspillet.
– Alexander Paaske
Miami Dolphins- Los Angeles Chargers (29-21)
Dolphins: Masser af rookies får godt med spilletid
Miami Dolphins har nu vundet fem kampe i træk, hvilket i sig selv er imponerende med tanke på, at head coach Brian Flores tabte sine syv første kampe sidste år. Derfra er det gået én vej: op! Præstationen bliver bare endnu mere imponerende med tanke på, hvor mange rookies, der spiller markante roller. Hele syv førsteårsspillere fik mere end 25% af alle snaps mod Chargers, hvilket inkluderer hele fem spillere på angrebet. Tua er selvfølgelig det største navn af dem alle men venstre tackle Austin Jackson, guard Solomon Kindley og undraftede Salvon Ahmed – der blev fyret af 49ers i training camp – er alle unge spillere, som går en lys fremtid i møde. Derudover er det fysiske monster, defensive tackle Raekwon Davis (201 cm; 150 kg), begyndt at røre på sig for alvor. Analysesitet Pro Football Focus havde rangeret ham som den bedste defensive tackle i denne uge, og hvis han bliver en smule mere poleret, har han potentialet til at blive en stor stjerne i NFL.
Chargers: Receiverne tabte kampens vigtigste matchup
Mike Williams og Keenan Allen har været en af NFLs farligste duoer og Justin Herbert’s primære våben i kastespillet. Deres matchup mod Dolphins’ cornerbacks Byron Jones og Xavien Howard blev tabt markant, da de tilsammen kun greb 5 af 12 bolde for 77 yards, 1 TD og 1 INT. Med tanke på at Dolphins ynder at sende masser af “zero blitzes”, hvor forsvaret spiller mand mod mand uden safety-hjælp dybt og sender ekstra forsvarsspillere mod quarterbacken, var det utroligt vigtigt for Chargers’ sejrschancer, at deres to stjernereceivere kunne løbe sig hurtigt frie. Det lykkedes meget få gange, og Justin Herbert havde derfor ingen at kaste til under pres, hvilket gjorde det meget svært for angrebet at producere. Herbert kastede kun for 187 yards, tog to sacks og kastede en interception i sin dårligste kamp indtil videre i denne sæson. Den kom dog på baggrund af skuffende præstationer fra hans receivers’ side.
– Victor Ostenfeld
Cincinnati Bengals – Pittsburgh Steelers (10-36)
Bengals: Er bare ikke klar til at lege med de store drenge endnu
Joe Burrow er spændende, og det var en flot sejr, som holdet fik over Tennessee Titans, men Cincinnati Bengals og træner Zac Taylor viste søndag, at de stadig ikke er klar til at lege med mod de store. Bengals har haft en imponerende evne op gennem 10’erne og under Zac Taylor til at skyde sig selv i foden eller bare se tamm ud, når de spillede på den store scene. Det gentog sig søndag, da man startede med en lang række dumme fejl, som gav Steelers overhånden fra start af. Det endte i en afklapsning ligesom tidligere i år mod Baltimore Ravens, og man savner virkelig at se Zac Taylor være i stand til at få Bengals til at være konkurrencedygtige selv mod de store hold.
Steelers: Heyward dominerer stadig til trods for færre sacks
Man kan snakke om alle spillerne på Steelers’ defensive linje, men nu er det blevet Cameron Heywards tur. Den erfarne Heyward har gang i en stille sæson statistisk set, og han har kun lavet to sacks i de første ni kampe. Hvis man dog ser forbi sacktotalen, er det dog tydeligt, at Heyward stadig dominerer. Især de sidste to uger har Heyward spist først Cowboys’ venstre guard og siden Bengals’ venstre guard. I de to kampe har han haft 11 pressures, og mod løbet har han om muligt været endnu stærkere. Selvom Watt og Tuitt ofte stjæler overskrifter i år, så er gode gamle Heyward stadig et bæst.
– Teis Joranger
Seattle Seahawks- Los Angeles Rams (23-16)
Seahawks: Hvad sker der for Russell Wilson?
Han var ligaens klare MVP efter de første fem kampe, hvor Seattle var ubesejrede og havde ligaens bedste angreb. De seneste fire uger har Seattle dog tabt tre kampe, blot vundet én og Russell Wilson har lignet en skygge af sig selv. I nederlag til Cardinals og Bills var der enkelte hovedrystende fejl, men også flotte og vigtige spil. Kampen mod Rams var primært en stor, frustrerende fadæse fra den ellers sikre quarterback. Wilson kastede to dumme interceptions og mistede en fumble. Dermed har han i de tre nederlag til Rams, Bills og Cardinals stået for hele ti turnovers. I 16 kampe i grundspillet i fjor havde Wilson blot syv turnovers. Der er meget pres på quarterbackens skuldre med et dårligt forsvar, det får ham til tider til at forcere spillet, men der har været for mange hovedløse beslutninger de seneste uger til, at det kan ignoreres. Selv med det historisk dårlige forsvar kunne Seahawks have vundet over Cardinals og Bills havde det ikke været for kritiske fejl fra Wilson. Mod Rams var historien den samme, men fejlene var mere åbenlyse, da de kom tidligere. Wilsons første interception var det bedste eksempel, han havde masser af plads til at løbe, men vælger i stedet et næsten umuligt kast
Rams: Jalen Ramsey lukkede helt ned for DK Metcalf
Inden sæsonen var jeg lidt kritisk og kaldte Ramsey den mest overvurderede spiller for Rams. Cornerbackens spil generelt i denne sæson har været godt, men han fik for alvor lukket munden på mig med sin præstation i sejren over Seattle, hvor han fik lukket ned for en af udeholdets bedste spillere. DK Metcalf har været en af ligaens farligste våben, men mod Rams var han usynlig og en stor del af den ære tilfalder superstjernen Jalen Ramsey. Cornerbacken fulgte Metcalf, hvor end han stillede op, og receiveren sluttede dagen med to grebne bolde for 28 yards. Der var et minut tilbage af tredje quarter inden Russell Wilson overhovedet sendte en bold i retning mod Metcalf og på ingen af de to spil var Ramsey den primære mand i opdækningen. Receiveren fik bugt med cornerbacken en enkelt gang i fjerde quarter, men her sende Russell Wilson bolden for langt, så selv når en enkelt gang var slået, endte Ramsey med en sejr i det direkte opgør med Metcalf, men mon ikke den vigtige sejr over Seattle som helhed alligevel betød mest.
– Jacob Graversen
New Orleans Saints- San Francisco 49ers (27-13)
Saints: C.J. Gardner-Johnson var over det hele
C.J. Gardner-Johnson har i sin hidtil korte karriere vist sig som en lidt kontroversiel spiller, og alene i denne sæson er han blevet slået af sin holdkammerat Michael Thomas til træning og af Bears-receiveren Javon Wims i en kamp. Men han er også en skidegod forsvarsspiller, og det viste han i den grad mod 49ers. C.J. Gardner-Johnson var ganske enkelt over det hele i kampen, og især som pass rusher gjorde han sig bemærket flere gange – blandt andet fik han sit første sack.
En anden, der også fortjener ros for sit forsvarsspil i kampen, er linebacker Demario Davis. Den duo var forrygende.
49ers: Rookies imponerede i skuffende kamp
Der var ikke meget at smile over for 49ers i søndagens kamp, hvor der var en del fejl på både angrebet og special temas. Men der var et par lyspunkter på en ellers skuffende søndag, og det var San Franciscos to førsterundevalg, Javon Kinlaw og Brandon Aiyuk. Javon Kinlaw havde en af sine hidtil bedste kampe i 49ers-dragten med to sacks, mens Brandon Aiyuk fortsætter med at ligne holdets bedste friske receiver. Den 22-årige receiver greb syv bolde for 75 yards og et touchdown, og med Deebo Samuel ude er rookien altså holdets bedste kastemål.
– Victor Risager
New England Patriots- Baltimore Ravens (23-17)
Patriots: Forsvaret neutraliserede Ravens’ løbeangreb
Bill Belichick og New England Patriots tog en flot skalp med weekendens sejr over forhåndsfavoritterne fra Baltimore Ravens. I en kamp der blev præget af et voldsomt uvejr, var det afgørende, at Patriots lykkedes med at stoppe Ravens’ løbeangreb, som havde produceret flest yards inden tiende spillerunde. Patriots’ forsvar begrænsede Ravens til 115 løbede yards, hvortil trioen Mark Ingram, J.K. Dobbins og Gus Edwards blev holdt til sølle 60 yards. Omvendt producerede Patriots’ angreb 173 løbede yards, hvilket gjorde, at de kontrollerede kampen og overvandt de svære vejrforhold.
Ravens: Nick Boyles skade kan få store konsekvenser
Som nævnt oven for havde Baltimore Ravens usædvanligt svært ved at rykke bolden via løbeangrebet mod New England Patriots. Undervejs i opgøret mistede Ravens en central brik for løbespillet, da tight end Nick Boyle udgik med en sæsonafsluttende knæskade. Boyle er én af ligaens bedste tight ends til at blokere – og hans betydning for Lamar Jackson og co. må ikke undervurderes. Det bliver interessant at se, hvordan Greg Roman vil håndtere tabet af Nick Boyle fremadrettet, samt om det får betydning for angrebets løbeorienterede filosofi. I så fald er det påkrævet, at Lamar Jackson genfinder niveauet fra i fjor.
– Nicholas Jørgensen
Chicago Bears- Minnesota Vikings (13-19)
Bears: Matt Nagy’s angreb stinker fælt
Det er svært at sige, om det er quarterback Nick Foles, head coach Matt Nagy eller offensive coordinator Bill Lazor – der i denne uge overtog jobbet som spilkalder fra Nagy – som er største årsag til Bears’ rædselsfulde angreb. En ting er dog sikkert: Ansvaret ligger fuldstændigt på Matt Nagy’s skuldre. Han prøvede at ryste posen ved at opgive at kalde de offensive spil, men det blev utroligt nok kun værre mod Vikings. 149 sølle yards og ingen touchdowns blev det til på hjemmebane mod et forsvar, der ikke just er skræmmende. De fik endda hjælp af forsvaret og special teams, der sørgede for tre drives, som begyndt på Vikings’ banehalvdel. Det formåede Foles og co. kun at omsætte til tre point, hvilket gør det umådeligt svært at vinde kampe. Man kan kun tænke sig til, hvad Bears’ forsvarsspillere går og tænker om deres offensive holdkammerater: Det er formentlig ikke pænt.
Vikings: Imponerende spil fra den offensive linje
Chicago Bears har et rigtig godt forsvar med nogle gode spillere anført af Khalil Mack. I denne kamp lykkedes det dog Vikings’ offensive linje at holde modstanderen til et enkelt sack, mens Mack helt blev holdt fra fadet. Det til trods for at Bears spillede med mange mand i “boksen” for at sætte pres på både Cousins og Dalvin Cook og på den måde tvinge Cousins til at kaste til sine receivere hurtigt. Den offensive linje holdt dog stand, og Vikings kunne tillade sig at være tålmodige med løbespillet grundet Bears’ ineffektive angreb. Generelt har den offensive linje gjort det bedre end forventet i denne sæson, hvor de holder modstanderen til under to sacks per kamp samtidig med, at de har femte flest løbe-yards. Kan Vikings fortsætte de gode takter oppe foran i skyttegravene, har de en mulighed for at snige sig med i kampen om slutspillet i det, der tidligere lignede en tabt sæson.
– Victor Ostenfeld
