Efter Tampa Bay Buccaneers’ slutspilsnederlag er det tid til, at Tom Brady og Rob Gronkowski overvejer deres fremtidsudsigter i NFL.

De forsvarende mestre får ikke mulighed for at forsvare deres titel, når Super Bowl LVI løber af stablen i Los Angeles d. 14. februar dansk tid. Søndag blev Tampa Bay Buccaneers ekspederet ud af slutspillet af Los Angeles Rams, der vandt en dramatisk sejr i sidste øjeblik på 31-28, da Matt Gay sparkede de kampafgørende point ind mellem stængerne.

Læs også: Los Angeles Rams sendte Buccaneers ud i slutspilsmørket

I kølvandet på Buccaneers’ nederlag er spekulationerne om Tom Bradys NFL-fremtid startet. Den 44-årige superstjerne har et enkelt år tilbage på sin Buccaneers-kontrakt, men spørgsmålet er, om han er klar på en sidste tørn med et aldrende Buccaneers-hold, hvor flere spillere omkring ham formentlig har toppet?

Cheftræner Bruce Arians blev forholdt spørgsmålet på sit pressemøde efter Buccaneers’ slutspilsnederlag og han var langt fra skråsikker på, at Brady vil vende tilbage i 2022-sæsonen. Bruce Arians opfordrede i stedet Brady til at tage sin tid om at træffe “den rigtige beslutning”. Derudover betonede Arians, at han er tryg ved både Blaine Gabbert og Kyle Trask som alternativer.

Tom Bradys tro følgesvend Rob Gronkowski er ligeledes uafklaret i forhold til, om han vender tilbage til Buccaneers i næste sæson. Ifølge The Athletic vil ‘Gronk’ bruge de “næste par uger” på at finde hoved og hale i sin eventuelle fremtid i NFL. Og det virker ikke utopisk at forestille sig, at Bradys beslutning vil være afgørende for Gronkowskis overvejelser.

I Tampa Bay Buccaneers’ fravær skal Los Angeles Rams duellere med divisionsrivalerne fra San Francisco 49ers om en plads i Super Bowl LVI. NFC-finalen spilles natten til mandag d. 31. januar kl. 00.40.