Los Angeles Rams er klar til NFC-finalen efter at have besejret Tampa Bay Buccaneers med 30-27.

Det var ‘lige ved og næsten’ for Tom Brady og Tampa Bay Buccaneers, der var snublende tæt på at fuldende et nyt magisk comeback i slutspillet. Los Angeles Rams var ellers i total kontrol og førte med 27-3 i tredje quarter, før Tom Brady scorede 24 ubesvarede point og udlignede føringen med 46 sekunder igen.

Men Matthew Stafford viste, at han stortrives i pressede situationer, da han efterfølgende førte Rams 63 yards ned ad banen, før Matt Gay sparkede sejren hjem til Los Angeles. Matthew Stafford spillede generelt en solid kamp, hvori han ramte på 28 af 38 kast for 366 yards og to touchdowns.

Omvendt havde Tom Brady ualmindeligt svært ved at finde fodfæste, hvilket først og fremmest skyldtes, at Donovan Smith og vikarierende Josh Wells havde store problemer med at håndtere Rams’ presspil. Rams sluttede opgøret med tre sacks – leveret af henholdsvis Aaron Donald, Von Miller og Leonard Floyd – mens de holdt Brady til en enkelt scoring og en interception.

Hovedårsagen til at Rams var ved at smide sejren var, at tilbagevendte Cam Akers havde sidste hånd på to kostbare fumbles, som gav Buccaneers momentum. Derudover leverede Mike Evans en flot præstation over for Jalen Ramsey med otte grebne bolde for 119 yards og en touchdown.

Nu får Los Angeles Rams æren af at spille NFC-finalen på hjemmebane, hvor de møder divisionsrivalerne fra San Francisco 49ers. De to hold mødtes senest i 18. spillerunde, hvor 49ers trak det længste strå med en sejr på 27-24.