Vi går tæt på den dygtige sportschef John Schneider, der har været én af de vigtigste personer i Seahawks’ Super Bowl-tilbagevenden.
San Francsico, Californien. På sidelinjen er det Mike Macdonald, som får klaveret til at spille. På den ene banehalvdel er det Devon Witherspoon, som lukker luftrummet af. På den modsatte side er det Jaxon Smith-Njigba, der styrer angrebets gang.
I kulissen står John Schneider, der velsagtens er dén person, som har den største andel i Seattle Seahawks’ overraskende kvalifikation til Super Bowl LX.
Læs også: Super Bowl LX – “The Underdog Bowl”
I løbet af de seneste 16 år har John Schneider sammensat tre forskellige Super Bowl-hold som general manager for Seattle Seahawks.
Fællesnævneren for de tre Super Bowl-hold er John Schneiders evne til at spotte talentfulde spillere, oftest på forsvarssiden, og dygtige cheftrænere, som kan installere en uovertruffen vinderkultur og samhørighed på tværs af hele organisationen.
I begyndelsen af 2010’erne konstruerede Schneider og Pete Carroll et dødbringende forsvar med ikoniske spillere som Richard Sherman, Bobby Wagner, Kam Chancellor og Earl Thomas.
Det var på ryggen af dette forsvar, at Seattle Seahawks nåede to Super Bowl-finaler på stribe, og vandt deres første – og hidtil eneste – mesterskab i 2014.
Nu er Seattle Seahawks tilbage på den allerstørste scene, hvor de er på jagt efter revanche mod deres nemesis fra Super Bowl XLIX (49), New England Patriots.
Læs også: Super Bowl XLIX – Genbesøgt
Let’s… Not ride anymore, Russ…
Det er sjældent, at et Super Bowl-mandskab bliver bygget hen over natten, og det er heller ikke tilfældet for dette års Seahawks.
Vi begynder tilbage i marts 2022, hvor John Schneider orkestrerede én af vildeste handler i nyere NFL-historie.
Schneider sendte sin Super Bowl-vindende quarterback Russell Wilson, der i 2021-sæsonen havde kastet 3.113 yards, 25 touchdowns og bare otte interceptions, til nødlidende Denver Broncos.
I retur fik John Schneider to førsterundevalg (2022, 2023), to valg i anden runde (2022, 2023), et valg i femte runde (2022) og en bunke spillere.
I dag kan der ikke herske to meninger om, at John Schneider trak det længste strå fra den handel.
Russell Wilson genfandt aldrig sit mesterlige niveau i Denver, og Broncos kasserede ham efter to undervældende – og løntunge – sæsoner.
Omvendt brugte Schneider sin fornyede draft-kapital til at vælge spillere som Charles Cross, Devon Witherspoon. Boye Mafe og Derick Hall, som alle er faste startere for Seahawks i dag.
Modgiften til Sean McVay og Kyle Shanahan
Siden Seattle Seahawks kvalificerede sig til Super Bowl i 2014-sæsonen, er NFC West gået fra at være en defensiv slagmark til at blive et offensivt festfyrværkeri.
John Schneider måtte sande, at Pete Carroll, som havde stået i spidsen for Seahawks i mere end et årti, ikke længere kunne levere et modsvar.
Spørgsmålet var så, om Schneider ville opsøge sin egen offensive guru, eller om han skulle finde modgiften til Sean McVay og Kyle Shanahan?
Schneider gik med den anden løsning – som også passer mere naturligt ind i hans football-sti. Hans førstevalg var Baltimore Ravens’ velansete og innovative defensive koordinator Mike Macdonald.
Under Macdonalds kyndige ledelse blev Ravens’ forsvar det første i ligaens historie til at tillade færrest point (16,5 pr. kamp), levere flest sacks (60) og fremtvinge flest turnovers (31) i én og samme sæson (2023).
John Schneider satte sin lid til, at Macdonald kunne oversætte sin succes som defensiv koordinator til cheftrænergerningen, og at han kunne udmanøvrere sine offensive modstandere i NFC West.
Netop derfor have det en enorm symbolsk værdi, at Seattle Seahawks netop overvandt både San Francisco 49ers og Los Angeles Rams i slutspillet på vejen til Super Bowl LX.
Næste side: Et transformerende forår og x-factor





