Interview: Nick Emmanwori – prototypen på den moderne safety

0

Gul Kluds Super Bowl-reporter mødte Nick Emmanwori til en snak om hans flotte debutsæson i NFL og safety-positionens udvikling.

San Jose, Californien. Det er bare et par år siden, at Mike Macdonald, i sin tid som defensiv koordinator for Baltimore Ravens, forløste Kyle Hamilton, der i dag er kendt og berygtet som én af de allerbedste spillere i NFL.

Nu er Macdonald ved at gentage sit svendestykke som cheftræner i Seattle med Nick Emmanwori, som Seahawks valgte i begyndelsen af anden runde af 2025-draften.

Prototypen på den moderne safety

Med sine 191 centimeter og 100 kilo er Emmanwori ikke den klassiske, vævre safety, som patruljerer og vogter over luftrummet i de bagerste forsvarsgeledder.

Men Nick Emmanwori er prototypen på den moderne safety, som både kan dække op, bidrage til løbeforsvaret og sætte pres på modstandernes quarterback. Den moderne safety er i bund og grund positionsløs – og i bedste fald kan den moderne safety være dronningen i skak, som er den suverænt bedste brik.

I denne sæson har Mike Macdonald primært benyttet Nick Emmanwori som sin nickel-forsvarsspiller. Det indebærer, at Emmanwori ofte vil være placeret mellem Seahawks’ defensive linje og yderste cornerback.

– Jeg elsker at spille nickel. Det passer perfekt til min mentalitet om, at jeg skal være en komplet spiller. Jeg vil mestre alle facetter af spillet, i opdækningsspillet, i presspillet, i løbeforsvar. Som nickel kan jeg bruge alle mine færdigheder og påvirke spillet mest muligt, fortæller Emmanwori.

Det stråler ud af den 21-årige safety, at han virkelig elsker nickel-rollen, så jeg spørger, hvad det fedeste er ved at spille nickel i NFL:

– Det er, at jeg hele tiden er involveret. Jeg er tæt på bolden, og jeg kan påvirke spillet. Jeg synes, det er den vigtigste position i moderne football, og jeg er sikker på, at holdene vil forsøge at kopiere min succes, siger Emmanwori.

Ret skal være ret: Nick Emmanwori er ikke den første safety, som excellerer i nickel-rollen. Som nævnt indledningsvist har Kyle Hamilton bl.a. excelleret som nickel for Baltimore Ravens, og han er blevet udnævnt til All Pro-førsteholdet to gange i sine første tre år som professionel.

Jeg spørger derfor Nick Emmanwori, om han ser op til Kyle Hamilton, og om han kender ham personligt:

– Jeg vil ikke sige, at vi kender hinanden, men vi har været i kontakt. Jeg sendte ham en besked, da jeg blev valgt af Seahawks, fordi jeg vidste, at han havde haft stor succes under Mike (Macdonald, red.). Jeg har fulgt Kyle (Hamilton) længe, og jeg har formet mit spil efter ham. Så du kan godt sige, at jeg ser op til ham, fortæller Emmanwori.

Læs også: Bliver Mike Macdonald den nye arketype i NFL?

Bygget som en superhelt

I sin første sæson som professionel har Nick Emmanwori leveret 81 tacklinger, 2,5 sacks og en enkelt interception. Tallene understreger, at Emmanwori kommer vidt omkring fra sin nickel-rolle, og at han bidrager til alle facetterne af Seahawks’ forsvar.

Set ude fra virker nickel-rollen mere fysisk krævende end mange af de andre positioner i NFL, fordi spilleren netop hele tiden er involveret og skal præstere på forskellige måder.

Det er en påstand, som Nick Emmanwori køber ind på, men han er ikke nervøs på sine egne vegne:

– Jo, det er en svær position at spille – både fysisk og psykisk. Jeg er heldigvis bygget som en superhelt, så min krop kan sagtens holde til presset. Og så er jeg omgivet af mange dygtige fysiske trænere og mere erfarne spillere, som hjælper mig.

Det kan virke som et kæphøjt svar – ikke mindst fordi, at Nick Emmanwori vred rundt og forstuvede sin ankel under en træningsøvelse få timer efter vores samtale. Det forventes imidlertid ikke, at forstuvningen kommer til at holde Emmanwori ude af Super Bowl LX, så det kan være, at han alligevel har ret.

På baggrund af sin flotte debutsæson i NFL var Nick Emmanwori også én af kandidaterne til prisen som 2025-sæsonens bedste defensive rookie. Emmanwori medgiver også, at hans første sæson i NFL har overgået hans vildeste forventninger:

– Det har været specielt, for der var godt nok mange, som fortalte mig, at jeg skulle indstille mig på, at der kunne gå lang tid, før jeg fik lov til at spille i slutspillet, og at det ikke var givet, at jeg nogensinde skulle spille i Super Bowl. Vi har modbevist vores kritikere. Det er en drøm, som går i opfyldelse for mig.

Når du tænder for Super Bowl LX skal du overvære ét af de allerbedste forsvar i ligaen, og her spiller unge Nick Emmanwori en afgørende rolle – som prototypen på den moderne safety i NFL. Derfor skal du holde et vågent øje med Seahawks’ nummer 3.

Læs også: Vejen til Super Bowl LX – Seattle Seahawks