Vejen til Super Bowl LX: Seattle Seahawks

0

Seattle Seahawks har trodset alle forventninger og er tilbage på den allerstørste scene efter 11 års fravær. Vi ser nærmere på deres bemærkelsesværdige vej til Super Bowl LX.

Det lignede først, at Seattle Seahawks rev fundamentet ned og startede forfra, da de skiftede flere nøglespillere og centrale trænere ud inden sæsonstart.

Bookmakerne responderede derefter, og spåede ikke Seahawks store chancer i den slagkraftige NFC West, hvor Los Angeles Rams og San Francisco 49ers lignede mere oplagte titelbejlere.

Men vi tog alle grueligt fejl. Efter 11 års fravær er Seattle Seahawks tilbage i Super Bowl, hvor der venter en gammel fjende venter – ligesom det var tilfældet i Super Bowl XLIX.

Læs også: Super Bowl XLIX – Genbesøgt

I denne artikel ser Gul Kluds Super Bowl-reporter Nicholas Isak Jørgensen nærmere på Seattle Seahawks’ vej til Super Bowl LX: Hvem har været med til at definere deres sæson, og hvilke øjeblikke sidder fast på nethinden?

John Schneiders magiske forår

Fra den 5. til den 14. marts 2025 blev der vendt op og ned på virkeligheden i Seattle.

Seahawks’ general manager John Schneider fritstillede Tyler Lockett, sendte sin Pro Bowl-quarterback Geno Smith til Las Vegas, og handlede DK Metcalf til receiver-hungrende Steelers.

Dernæst nåede Schneider til enighed med Sam Darnold om en treårig aftale, som potentielt kan løbe op i 635 millioner danske kroner ($100.5 mio.). Det skete efter, at Minnesota Vikings vejede Darnold, fandt ham for let, og forpligtede sig til J.J. McCarthy.

Med sin nye quarterback på plads, gik Schneider på rov hos divisionsrivalerne fra Los Angeles Rams, og hentede deres mangeårige superstjerne Cooper Kupp ind på en treårig aftale.

Er I også helt forpustede? Jeg gad i hvert fald godt have været fluen på væggen i Seattle i disse hektiske dage.

I den efterfølgende måned løb draften af stablen, og her leverede Schneider det ene pletskud efter det andet. Seahawks valgte Grey Zabel i første runde, som velsagtens har været én af de bedste offensive førsteårsspillere i sæsonen, og i anden runde udnyttede han sin ekstra draft-kapital fra Metcalf-handlen til at vælge Nick Emmanwori.

Den alsidige safety skulle vise sig at blive en instrumental del af Mike Macdonalds forsvar, hvor han har excelleret i nickel- og dime-rollerne. Emmanwori spillede 14 kampe i sin debutsæson, hvori han leverede 81 tacklinger, 2,5 sacks og en interception. På den baggrund er han blandt favoritterne til at vinde prisen som sæsonens bedste defensive rookie.

Et undervurderet, men uhyre effektivt angreb

Foruden sine spillertilføjelser spillede John Schneider også en afgørende rolle i ansættelsen af Klint Kubiak som holdets nye offensive koordinator.

Klint Kubiak, som er søn af den mangeårige NFL-træner Gary Kubiak, der bl.a. stod i spidsen for Denver Broncos’ Super Bowl-triumf i 2016, har overgået alle forventninger i sin første, og formentlig sidste, sæson i Seattle.

For selvom Seahawks’ angreb står i skyggen af Mike Macdonalds mageløse forsvar, som vi kommer tilbage til, så scorede de faktisk næstflest point (29,9 pr. kamp) og producerede syvendeflest yards (350 pr. kamp) i NFL.

Klint Kubiak har været med til at skabe et uhyre effektivt angreb, hvori Sam Darnold har fortsat sin positive udvikling, og Jaxon Smith-Njigba er blevet forløse. Smith-Njigba sluttede sæsonen med 119 grebne bolde for 1.793 yards (flest i NFL) og 10 touchdowns, og han er én af to storfavoritter til prisen som sæsonens bedste angrebsspiller.

Jaxon Smith-Njigba havde flere magiske øjeblikke i sæsonen. Vi husker bl.a. hans nedsabling af Houston Texans’, da han greb otte bolde for 123 yards og et touchdown mod DeMeco Ryans’ ellers skudsikre forsvar.

Det var også Jaxon Smith-Njigba, som spillede en afgørende rolle, da Seahawks kom tilbage mod Los Angeles Rams i tredjesidste spillerunde, hvor de var bagud med 16 point, og vandt med 38-37 efter forlænget spilletid. Undervejs greb Smith-Njigba otte bolde for 96 yards og et touchdown.

Næste side: Seahawks’ vej til Super Bowl LX gik gennem den stærkeste division i NFL