Det transformerende forår
Vi hopper nu frem i tiden til foråret 2025, hvor John Schneider vendte op og ned på virkeligheden i Seattle.
Fra den 5. marts til den 14. marts sendte Schneider sin Pro Bowl-quarterback Geno Smith til Las Vegas Raiders, og handlede sin utilfredse stjerne-receiver DK Metcalf til receiver-hungrende Pittsburgh Steelers.
Umiddelbart derefter tog Schneider en chance med Sam Darnold, som Minnesota Vikings havde kasseret til fordel for J.J. McCarthy, selvom Darnold vandt 14 kampe for NFLmings lilla helte i 2024-sæsonen.
Vikings havde nok svært ved at se bort fra de elendige år, som Darnold havde hos New York Jets og Carolina Panthers, og fra hans slutspilskollaps i fjor.
Seahawks gav Sam Darnold en treårig aftale, der potentielt kan løbe op i 635 millioner danske kroner ($100.5 mio.), hvis han opfylder sine præstationsbetingede klausuler.
Bedømt på hans første sæson, hvor han har kastet 4.048 yards og 25 touchdowns, så må han være godt på vej.
Med sin nye quarterback på plads gik Schneider på rov hos divisionsrivalerne fra Los Angeles Rams, og hentede deres mangeårige superstjerne Cooper Kupp, der ligeledes skrev under på en treårig aftale.
I draften benyttede John Schneider sit førsterundevalg til at bolstre sin offensive linje med den alsidige Grey Zabel. Zabel har været forrygende i sin debutsæson i NFL, og han har velsagtens været den bedste offensive førsteårsspiller.
I anden runde udnyttede Schneider den ekstra draft-kapital, som han havde fået fra DK Metcalf-handlen, til at vælge Nick Emmanwori. Den unge safety har spillet en instrumental rolle som nickel-spilleren i Mike Macdonalds forsvar i 2025-sæsonen, hvorfra han leverede 81 tacklinger, 2,5 sacks og én interception i 14 kampe.
Som I kan fornemme, så var der tale om et transformerende forår i Seattle, hvor John Schneider skiftede quarterback, skippede sin utilfredse stjernespiller væk, tog en stor chance med Sam Darnold, og valgte flere funklende juveler i draften.
Sportschefen, der aldrig sover…
Nu troede I måske, at John Schneider havde sat sit Seahawks-hold anno 2025? I kan tro om, for Schneider er kendt for, at han hele tiden afsøger spillermarkedet og forsøger at forbedre sit hold.
I tidligere år har John Schneider hentet spillere som Leonard Williams og Ernest Jones IV midtvejs gennem sæsonen, som i dag har etableret sig som bærende spillere på Seahawks’ forsvar.
I november slog Schneider til igen, da han indgik en handel med New Orleans Saints, som også skulle få sæsonafgørende betydning for Seahawks.
John Schneider hostede op med draft-valg i fjerde og femte runde for at hente den lynhurtige Rashid Shaheed til Seattle. Med Shaheed ombord fik angrebet en tiltrængt dyb trussel, og så fik Seahawks’ special teams et dødbringende våben i return-spillet.
Rashid Shaheed har allerede været draft-kapitalen værd. Det var Shaheed, som scorede et kampafgørende 58-yard langt punt-return-touchdown mod Los Angeles Rams, som antændte Seahawks’ spektakulære comeback-sejr i 1. spillerunde.
Den 27-årige hurtigløber scorede også Seahawks’ første touchdown i slutspillet, da han leverede et 95-yard kickoff-return-touchdown på det allerførste spil i divisionsrunden.
Og så viste Shaheed også sine evner i kastespillet, da han greb et 51-yard kast fra Sam Darnold i NFC-finalen mod Rams.
John Schneider fornemmede, at Seattle Seahawks havde en chance for at vende tilbage til Super Bowl, og han satte alt ind for at sikre sit hold den sidste x-factor. Det er beslutsom, selvsikker og kompetent ledelse, som har gjort alverdens forskel for Seahawks i denne sæson.








