
Gul Kluds Nicholas Isak Jørgensen mødte A.J. Brown til en snak om Super Bowl-ugen, Kansas City Chiefs’ forsvar og meget mere.
– Jeg er besat af football. Jeg lever og ånder for spillet og jeg tænker hele tiden på, hvordan jeg kan blive bedre. Det kommer helt naturligt til mig.
Phoenix, Arizona. Jeg var udmærket klar over, at A.J. Brown var godt i stand, før jeg mødte ham på Eagles’ hotel i Phoenix, Arizona. Det var svært at overse ham og D.K. Metcalf til 2019-draften, hvor de poserede som to græske guder – bomstærke og hakkede fra top til tå.
Alligevel var jeg ved at tabe kæben, da A.J. Brown meldte sin ankomst til medieseancen denne torsdag eftermiddag. Muskelmassen var tydelig for enhver, selvom han var iført en afslappet træningsdragt. Ham skulle jeg nødigt forsøge at stoppe i grønsværen.
Og jeg er langt fra den eneste. I 2022 har A.J. Brown været symbolet på Philadelphia Eagles’ opstandelse fra middelmådighed til overlegenhed. Howie Roseman hentede Brown dyrt ind, efter at han så Tampa Bay Buccaneers kyse Eagles’ receivere i slutspillet i fjor – og Brown kvitterede for tilliden ved at slå holdrekorden i Philadelphia for flest grebne bolde, yards og touchdowns i en enkeltstående sæson.
Med sin imponerende fysik udgør A.J. Brown et fremragende supplement til den vævre DeVonta Smith, der også har fået sit store gennembrud i NFL i 2022-sæsonen, hvor han greb 95 bolde for 1.196 yards og syv touchdowns. Ud over at supplere hinanden på banen, har de også oparbejdet et venskab uden for banen, som A.J. Brown er meget taknemmelig for:
– Det er en ære at spille med DeVonta (Smith, red.). Der er ikke mange, som kan prale af at have vundet Heisman-trofæet som receiver. Han har taget fantastisk imod mig og han er en super god fyr. Jeg forsøger hele tiden at lære af ham og kopiere måden, han løber sine ruter på. Lige dér er han noget bedre, end jeg er.
I den forgangne uge har A.J. Brown og Philadelphia Eagles været en tur i mediemøllen og det cirkus, som omkranser Super Bowl LVII. Holdene har stået til rådighed for pressen fra mandag til torsdag – og det har ikke været med Browns gode vilje:
– Alt det her (Super Bowl-ugen, red.)… det er rendyrket og overfladisk underholdning. Det har ikke meget at gøre med football. Jeg forstår godt, at det er vigtigt for fansene – det betaler trods alt vores løn. Men jeg føler, at jeg er en del af et filmmanuskript, som jeg ikke har kontrol over.
Adspurgt, hvordan han så forsøger at koble af fra støjen omkring Super Bowl LVII, svarer han:
– Træning. Det har været en lettelse for mig at komme ud på træningsbanen og minde mig selv om, hvorfor det er, at vi er her. Vi har et mål, vi skal opnå – vi skal spille og vinde den allerstørste kamp i verden.
I Super Bowl LVII venter Kansas City Chiefs og Steve Spagnuolos forsvar. Selvom Chiefs ikke just er kendt for sin defensive formåen, så har Spagnuolos forsvar spillet en overraskende flot sæson. Det gælder ikke mindst forsvarets bagerste geledder, hvor unge spillere som Trent McDuffie og Jaylen Watson har etableret sig i NFL og leveret skudsikker opdækning. A.J. Brown er også klar over, at der venter ham og DeVonta Smith en svær opgave i søndagens finale:
– De (Chiefs’ secondary, red.) flyver rundt på banen og de kommer til at gøre livet svært for os. Vi er nødt til at respektere dem, også selvom de starter med to rookies, for de har bevist, at de har niveauet til at spille og udmærke sig i NFL. Vi er nødt til at spille op til vores bedste, hvis vi skal slå dem.
Læs også: Gul Klud møder Steve Spagnuolo
Til sidst kom vi omkring A.J. Browns quarterback Jalen Hurts, som har været underlagt kritik og skepsis i hele sin karriere. De to har et nært forhold, som går tilbage til college-dagene, hvor Hurts forsøgte at rekruttere A.J. Brown til Alabama. Hurts fik ikke sin vilje i college, men nu er de to forenet i Philadelphia, hvor deres relation kun er blevet stærkere:
– Nu kender jeg Jalen (Hurts, red.) ret godt uden for banen, så jeg er ikke overrasket over, hvor langt han er kommet. Han er stadigvæk den samme person, som jeg lærte at kende for længe siden. Vi har et tæt forhold – han er Gudfar til min datter, og det er ikke hvem som helst, jeg ville betro den opgave til, grinede A.J. Brown.
Trods sin imponerende debutsæson i Philadelphia har A.J. Brown ikke vist samme takter i slutspillet, hvor han bare står noteret for syv grebne bolde for 50 yards. A.J. Brown bør imidlertid have en fordel over for Chiefs’ forsvar, der lever af sin aggressive spillestil og som spillede mest “press coverage” i NFL i 2022-sæsonen. Det er en opdækningsform, som har passet A.J. Brown glimrende, da han har kunne bruge sine atletiske evner til at slå sin direkte modstander, hvortil han har grebet næst flest yards af alle receivere (742) over for “press coverage”.
Derfor kommer jeg til at holde et vågent øje med Philadelphia Eagles’ nummer 11, når Super Bowl LVII løber af stablen på søndag.








