Det viser sig, at de to Super Bowl-trænere Sean McVay og Bill Belichick har et glimrende personligt forhold.

I sin blot anden sæson i spidsen for Los Angeles Rams har Sean McVay ført sit mandskab frem til Super Bowl. Det er særligt imponerende, når der tages højde for, at Rams var 4-12 i 2016 – og dermed i sæsonen før McVays ansættelse.

Præstationen er ikke gået ubemærket hen i NFL, heller ikke blandt diverse trænerkollegaer. McVay fortæller, at bl.a. Bill Belichick jævnligt har skrevet til ham i rosende vendinger efter kampe:

– I denne sæson har han (Belichick, red.) skrevet til mig efter samtlige kampe. F.eks. da vi slog Minnesota Vikings i september, hvortil han skrev: “Wauw, I leverede virkelig en eksplosiv og spændende indsats. Tillykke – hold stimen kørende!”. Det er virkelig cool, udtaler Sean McVay til Peter King fra NBC Sports.

Nu står de to trænergenier over for hinanden i Super Bowl, og der er lagt i kakkelovnen til et regulært skakspil af højeste klasse.