Den bedste direkte duel i Super Bowl LX?

0

Super Bowl LX byder på flere interessante dueller, men der er én, som skiller sig ud. Det er Jaxon Smith-Njigba mod Christian Gonzalez.

San Francisco, Californien. Hvis du lukker øjnene og forestiller dig den bedste direkte duel i Super Bowl LX, hvad ser du så?

Jeg ser Seattle Seahawks’ bedste angrebsspiller, wide receiver Jaxon Smith-Njigba, over for New England Patriots’ bedste forsvarsspiller, cornerback Christian Gonzalez.

Det er to af de allerbedste spillere på hver deres position, og det er to positioner, som naturligt kommer i karambolage under en football-kamp.

Og mon ikke, at udfaldet af deres indbyrdes duel får kampafgørende betydning i søndagens Super Bowl LX?

Fra rendyrket slot-receiver til den komplette receiver

Jaxon Smith-Njigba – eller bare “Jax”, som hans holdkammerater og trænere kalder ham – har taget et tigerspring i sin tredje sæson som professionel.

I sine 17 grundspilskampe greb han 119 bolde (fjerdeflest i NFL) for 1.793 yards (flest i NFL) og 10 touchdowns (sjetteflest i NFL). Jaxon Smith-Njigba har været en enmandshær, og det tydeligste eksempel er, at Sam Darnold kastede hele 36 procent af sine bolde efter sin 23-årige receiver.

Hen over det seneste år har “Jax” udviklet sig fra at være en rendyrket slot-receiver til at blive en komplet receiver, hvilket Mike Macdonald også har betegnet ham som i optakten til Super Bowl LX.

Ifølge NextGenStats producerede Jaxon Smith-Njigba hele 1.378 af sine 1.793 yards som én af de yderste receivere på banen, hvilket var suverænt flest i NFL.

Til sammenligning greb Jaxon Smith-Njigba 956 af sine 1.130 yards i 2024-sæsonen fra slot-positionen, hvilket også var flest i NFL af alle slot-receivere.

Det betyder også, at Smith-Njigba er den eneste spiller i ligaens historie, der både har været den statistisk bedste slot-receiver og yderste receiver i forskellige sæsoner.

Jaxon Smith-Njigba siger selv, at én af årsagerne til, at han har forbedret sig så markant i år, er tilgangen af Rams’ tidligere Super Bowl-MVP, receiver Cooper Kupp.

Cooper Kupp, der selv greb flest bolde (145), yards (1.947) og touchdowns (16) i 2021-sæsonen, har taget “Jax” under sine vinger og lært ham vigtigheden af at dyrke processen, frem for alene at fokusere på sine resultater.

Michael-Shawn Dugar, som dækker Seattle Seahawks til daglig for mediet The Athletic, fortæller, at det allerede stod klart for ham inden sæsonstarten, at Jaxon Smith-Njigba ville brænde ligaen af.

Det var åbenlyst for enhver, som var til stede ved Seahawks og Green Bay Packers’ fælles træningspas i preseason, hvor “Jax” efter sigende holdt legestue med Packers’ cornerbacks.

Seattle Seahawks’ fænomenale cornerback Devon Witherspoon har også set Jaxon Smith-Njigbas voldsomme udvikling på nærmeste hold. De to spillere blev i øvrigt valgt i samme draft (2023), og er nære venner i dag.

Jaxon Smith-Njigba beviste også i NFC-finalen, at han er mentalt klar og spillemæssigt i stand til at indtage den allerstørste scene. I sejren over Los Angeles Rams greb Smith-Njigba hele 153 yards og et touchdown, hvilket var hans tredjehøjeste total i sæsonen.

Læs også: Vejen til Super Bowl LX – Seattle Seahawks

“Han er et generationelt talent”

Ligesom Seattle Seahawks ikke ville stå i Super Bowl LX uden Jaxon Smith-Njigba, så har Christian Gonzalez også spillet en afgørende rolle i genrejsningen af New England Patriots.

Forventningerne var også tårnhøje, da Patriots valgte Gonzalez med det 17. valg i første runde af 2023-draften, og efter tre år har han allerede etableret sig blandt de bedste cornerbacks i NFL.

Hvis du spørger Patriots’ mere erfarne cornerback Carlton Davis III, så er er Christian Gonzalez et generationelt talent.

Det står måske ikke klart, hvis du bare kigger på Christian Gonzalez’ overordnede statistikker. I sine tre år i NFL har den 23-årige cornerback leveret 145 tacklinger og tre interceptions i 34 kampe fra start.

Men hvis vi kigger på de underliggende parametre, så skiller Gonzalez sig ud. I 2025-sæsonen tillod han bare sin direkte modstander at gribe bolden på 44,65 procent af de kast, som modstanderens quarterback sendte i hans retning.

Til sammenligning er gennemsnittet for cornerbacks i NFL på 64,3 procent.

Således har Christian Gonzalez været fundamental for New England Patriots’ skudsikre kasteforsvar, som har været en afgørende faktor i deres Super Bowl-kvalifikation.

I grundspillet tillod New England Patriots ottendefærrest kastede yards (185,3 pr. kamp), 10. færrest kastede touchdowns (1,4 pr. kamp) og den ottendelaveste quarterback-rating (85,9 pr. kamp) i NFL.

Christian Gonzalez har overført sin skudsikre opdækning til slutspillet. I Patriots’ første tre slutspilskampe har modstandernes quarterbacks kastet 28 bolde efter Gonzalez’ direkte modstander, men Gonzalez har bare tilladt 11 grebne bolde.

Det er historisk godt cornerback-arbejde, da han bare har tilladt sin direkte modstander at gribe bolden på 39,3 procent af kastene, hvilket er den bedste opdækningsprocentdel af alle spillere, som har forsvaret mindst 25 kast, i slutspillet siden 2018.

Læs også: Mike Vrabel – Patriots’ hjemvendte frelser

Kolossal gensidig respekt

Den direkte duel mellem Jaxon Smith-Njigba og Christian Gonzalez har også fyldt en del i optakten til Super Bowl LX, hvor de to spillere også har forholdt sig til hinanden.

Det er åbenlyst, at de to stjerner har en kolossal gensidig respekt for hinanden, og at de er helt opmærksomme på, at udfaldet af deres direkte duel kan få kampafgørende betydning.

Så er spørgsmålet bare, om New England Patriots vil lade Christian Gonzalez skygge Jaxon Smith-Njigba?

Patriots spillede mandsopdækning på 28,1 procent af deres defensive spil i 2025-sæsonen, hvilket var niendemest i NFL. Gonzalez vil heller ikke udelukke, at han kommer til at følge Smith-Njigba rundt på banen, når han bliver spurgt til det.

Summa summarum: Du skal holde øje med duellen mellem Seahawks’ nummer 11 og Patriots’ nummer 0 i Super Bowl LX. Det kommer til at slå gnister.

Læs også: Versus – Super Bowl LX