
Andy Reid, Patrick Mahomes og Kansas City Chiefs indleder slutspilsjagten på den tredje Super Bowl-sejr i streg, når Houston Texans besøger Arrowhead Stadium i divisionsrundens første kamp.
Det er blevet tid til årets fedeste, sjoveste og typisk mest underholdende NFL-weekend på sæsonen. De otte bedste hold resterer, og der er lagt op til fire spændende og uforudsigelige kampe.
Den første af slagsen står mellem AFC’s førsteseed, Kansas City Chiefs, og vinderne af AFC South samt fjerdeseedet, Houston Texans.
Chiefs stempler friske ind i slutspillet. Sidst vi så de store stjerner Patrick Mahomes, Travis Kelce og Chris Jones, samt mange af de andre startere, var helt tilbage på første juledag, da de besejrede Pittsburgh Steelers og sikrede førstepladsen i AFC.
Derfor valgte de at spare starterne i den efterfølgende kamp mod Denver Broncos og havde i sidste weekend fri grundet førsteseedet.
Anderledes står det til for Texans, der var i aktion i slutspillets første runde, da de mødte Chiefs’ divisionsrival Los Angeles Chargers.
Efter en hård og svær første halvleg fandt især angrebet en god rytme, og Texans løb i sidste ende med en sikker sejr på 32-12.
Se også: Texans rejste sig mod Chargers
Hvad der betyder mest, bliver spændende at se.
På den ene side må det forventes, at Chiefs har forberedt sig mest og er mest udhvilede til kampen. Modsat har flere profiler ikke spillet i tre uger, og bliver måske nødt til at banke lidt rust af sig i løbet kampen, hvorimod Texans-spillerne var i aktion for en uge siden, og derfor kommer til kampen med momentum og en mere stabil kampform.
Seneste ny på skadesfronten
Hos begge mandskaber er der gode meldinger på ugens skadeslister.
Chiefs har haft tid til at hvile sig, hvorfor alle spillere har trænet med i løbet af ugen. Kun receiveren Mecole Hardman, der har været på Injured Reserve-listen siden spilleuge 13, har trænet delvist med i løbet af ugen og i skrivende stund er det stadig uklart, om han bliver en del af kamptruppen på lørdag.
Hos Texans er det kun Robert Woods og Shaq Mason, som ikke ser ud til at blive klar til kampen. Woods har pådraget sig en hofteskade og har af den grund ikke trænet med i løbet af ugen.
Samtidigt ligner det, at C.J. Stroud må undvære sin højre guard for fjerde uge i streg, selvom han er begyndt at træne delvist med.
Markante navne som Joe Mixon, Dalton Schultz og Azeez Al-Shaair er alle en del af skadelisten og har kun trænet delvist med til onsdagstræningen, men pilen peger på, at de alle bliver klar til den vigtige slutspilskamp.
Læs også: Optakt til Detroit Lions’ slutspilsopgør mod Washington Commanders
Kan Mahomes gøre det igen?
Jeg forstår godt, hvis du i løbet af sæsonen har fået lidt deja-vu, når det kommer til Mahomes.
Forventningerne var igen, igen evigt høje før sæsonens begyndelse, men for andet år i streg har den dobbelte MVP-vinder ”skuffet”.
Faktisk er han i den samme mængde kampe som i fjor både faldet i antal kasteyards og kastetouchdowns, men har til gengæld kastet tre færre interceptions.
Samtidigt kastede han kun niende flest yards per kamp og touchdowns i hele grundspillet af alle quarterbacks med minimum ti kampe, hvilket ikke lever op til prædikatet om at være ligaens bedste spiller.
Men han vinder. Og selvom hans sæson i fjor på mange måder lignede den i år, så vandt han også der.
For et år siden var det en veloplagt, velspillende og meget fejlfri Patrick Mahomes, som vi fik at se i slutspillet. Han både kastede mere præcist, kastede for flere yards og tog en del færre sacks, end hvad tilfældet var i grundspillet.
Derfor bliver det ekstremt spændende at se, om han kan tage samme og lignende spring i år. Men først venter der en stor test.
Demeco Ryans’ forsvar har været et af sæsonens bedste, hvor det ikke bare er presspillet med Will Anderson Jr. og Danielle Hunter, som har imponeret, men også cornerbackduoen med Kamari Lasitter og Derek Stingley Jr. har været stor del af det stabile forsvar.
Holdet tillod i grundspillet sjette færrest yards og forcerede femte flest turnovers, imens de leverede hele 49 sacks, hvilket var fjerde flest – 23 af dem stod Anderson Jr. og Hunter for.
Det er desuden det hold, som lavede næst flest interceptions i sæsonen med 19 styks, og det fik Justin Herbert for alvor at mærke i sidste weekend. Hele fire gange endte et Herbert-kast i de forkerte hænder, hvoraf to blev grebet af Stingley Jr., hvilket bringer ham op på syv interceptions i 18 kampe.
De unge Texans-stjerner tager sultne til Arrowhead med forventningen om at ride videre på bølgen af gode præstationer i løbet af sæsonen og om at forpurre Mahomes’ drøm om en tredje Super Bowl-sejr i streg.
Forudsigelse
Som nævnt, er det jo ikke første gang i sæsonen, at de to hold mødes.
Lige før jul i 16. spillerunde bragede de to hold også sammen på Arrowhead Stadium i en spændende og tæt kamp, der endte med en hjemmesejr til Chiefs på 27-19.
Derfor er det ikke kun en plads i AFC mesterskabskampen, der er på spil, men for Texans handler det også om revanche.
Dog tror jeg ikke, at de får det.
De veludhvilede Chiefs-spillere kender rutinen og med et pakket Arrowhead bag dem, tror jeg både, at Chiefs tager et skridt op i niveau, og at Texans ender med at falde for presset.
Selvom jeg håber på endnu en tæt og spændende duel mellem de to, er jeg bange for, at Mahomes’ mandskab desværre er for stærke og at især C.J. Strouds angreb kommer til at få det svært.
Cheifs vinder 27-10.
Læs også: Weekly Winners








