
Har Jayden Daniels flere kaniner i hatten, eller bliver solstrålehistorien knust af mesterskabshungrende Detroit Lions? Gul Klud varmer op til slutspilsbraget.
Divisionsrunden er kendt som den mest seværdige weekend i NFL-kalenderen og I har alverdens grund til at sætte vækkeuret natten til søndag. Vi skal nemlig en tur til “Motor City”, hvor titelaspiranterne fra Detroit Lions møder solstrålehistorien Washington Commanders.
Detroit Lions indtræder slutspillet, efter at de spillede et nærmest fejlfrit grundspil. Dan Campbells tropper vandt 15 af 17 kampe og hjemtog 1. seedet for første gang i holdets historie. Undervejs scorede Lions flest point i NFL (33,2 pr. kamp) og sluttede med en positiv pointdifference på 222, hvilket var 62 point bedre end Philadelphia Eagles, som sluttede med den næstbedste pointdifference i NFL. Det er altså voldsomt!
Gæsterne fra D.C. har overgået vores vildeste forventninger i 2024-sæsonen og Dan Quinns tropper satte prikken over i’et i Wild Card-runden. Her vandt hovedstadsklubben sin første slutspilskamp i 19 år, da de besejrede Tampa Bay Buccaneers på udebane med 23-20.
Sejren kom i hus efter en ny pragtpræstation af førsteårsspilleren Jayden Daniels, som kastede for 268 yards, løb for 36 yards og leverede to touchdowns. Således blev Daniels den blot fjerde rookie-quarterback i Super Bowl-æraen til at vinde en udebanekamp i slutspillet, mens han blev den første rookie-quarterback nogensinde til at kaste og løbe flest yards for sit hold i en slutspilssejr.
Seneste nyt på skadesfronten
I grundspillet måtte Dan Campbell sande, at én ulykke sjældent kommer alene, da Lions mistede hele 21 spillere på grund af skader. Især forsvaret var hårdt ramt, da halvdelen af Lions’ normale startere blev skadet – deriblandt profiler som Aidan Hutchinson, Alim McNeill og Carlton Davis III.
Set i det lys var det potentielt altafgørende, at Detroit Lions fik 1. seedet og et tiltrængt hvil i sidste uge. Det betyder bl.a., at David Montgomery og Terrion Arnold er blevet deres skader kvit, samt at de kan spille for fuld styrke mod Washington.
Det er dog fortsat tvivlsom, om Detroit Lions kan stille til start med sin stærkeste offensive linje. Startende guard Kevin Zeitler bøvler fortsat med en forstrækning i sit ene baglår, og han er meldt tvivlsom til divisionsrunden.
Omvendt råder Dan Quinn over en relativt skadesfri spillertrup, hvor der kun er fire rotationsspillere, som er meldt ude. Startere som Daron Payne (fingerskade) og Bobby Wagner (ankelskade) har været begrænsede deltagere til træningen i den forgangne uge, men de forventes at starte i Detroit.
Kan Washington stoppe “Sonic” og “Knuckles”?
Hvis Washington Commanders skal spolere slutspilsfesten i Detroit, så er det bydende nødvendigt, at de sætter en prop i løbeforsvaret. Selvom Washington-forsvaret leverede en hæderlig indsats mod Tampa Bay Buccaneers i Wild Card-runden, hvor de begrænsede Bucky Irving og co. til beskende 101 yards, så har løbeforsvaret været deres store akilleshæl i 2024-sæsonen.
Samlet set tillod Washington Commanders sjetteflest løbe-yards (134,4 pr. kamp) i NFL, mens de tillod svimlende 4,7 yards pr. løb. Det har de ganske enkelt ikke råd til, hvis de skal slippe levende fra Detroit.
Det bliver ikke lettere af, at Ben Johnson igen råder over “Sonic” og “Knuckles” – bedre kendt som Jahmyr Gibbs og David Montgomery. Tilsammen udgør de én af de farligste angrebsduoer i NFL og Detroit Lions leverede da også femteflest løbe-yards (146,6 pr. kamp) og næstflest løbe-touchdowns (1,7 pr. kamp) i grundspillet.
Gibbs og Montgomery supplerer hinanden på fremragende vis, da førstnævnte er den vævre og eksplosive spiller, som kan få enhver forsvarsspiller til at sætte sig på halen, mens Montgomery er det brutale modstykke, der moser sine direkte modstandere med sin råstyrke. Tilsammen stod Gibbs og Montgomery for 3.045 af Detroit Lions’ 7.206 offensive yards i grundspillet.
Selvom Washington Commanders’ forsvar leverede en hæderlig indsats mod Tampa Bay Buccaneers, som de begrænsede til 101 løbe-yards, så har de haft det svært mod løbet i sæsonen som helhed. I grundspillet tillod Washington sjetteflest løbe-yards (135,4 pr. kamp) i NFL, mens de tillod svimlende 4,7 yards pr. løb. Det har de ganske enkelt ikke råd til i divisionsrunden, hvis de skal slippe levende fra Detroit.
Forudsigelse
Selvom Jayden Daniels og Terry McLaurin bør være i stand til at volde Aaron Glenns skadesplagede forsvar problemer, så forventer jeg, at divisionsrunden bliver endestationen for sæsonens helt store solstrålehistorie fra D.C.
Detroit Lions spiller med en sult, energi og kvalitet, som vi sjældent har set magen til i NFL, og de har haft en ekstra uge til at genoplade batterierne. Ford Field bliver et uhyggeligt bekendtskab i slutspillet.
Samtidig leverede Jared Goff sin hidtil bedste sæson som professionel, da han ramte på 72,4 pct. af sine kast for 4.629 yards, 37 touchdowns og 12 interceptions. Hvis han fortsætter med at stortrives i Ben Johnsons velorkestrerede angreb, så kan Lions gå hele vejen.
Detroit Lions vinder med 31-17.








