
Slutspillet skydes i gang med et sandt gyseropgør, når Houston Texans tager imod Los Angeles Chargers på NRG Stadium i Houston, Texas. Læs her Gulkluds optakt til kampen.
Grundspillet anno 2024 er gået på hæld, vi er hoppet ind i 2025, og det er tid til slutspillet!
Texans og Chargers mødes i sæsonens første slutspilskamp, men faktisk er det også første gang nogensinde, at de to hold møder hinanden i slutspillet.
Grundet hjemmeholdets forholdsvis spæde NFL-historie er det også kun tiende gang, at de to hold skal spille mod hinanden. I de foregående ni kampe er det Chargers, der har overhånden. Seks gange har de vundet over Texans, og senest det skete var for to år siden, hvor Justin Herbert & co. vandt 34-24.
Også Chargers har vundet flest kampe i den indeværende sæson. I Jim Harbaughs første sæson som cheftræner blev det til 11 sejre og 6 nederlag, hvilket har været en markant forbedring i forhold til sidste sæsons sølle 5 sejre.
Der er skabt en helt ny kultur på Los Angeles-mandskabet, som har vendt tingene fuldstændig på hovedet og ført dem tilbage til slutspillet for første gang siden 2022, hvor de på sensationel vis tabte til Jacksonville Jaguars efter at have været foran 27-0.
Læs også: Chargers henter tidligere Cowboys-stjerne
Allerede i sidste sæson oplevede Texans et kulturskifte, da de ansatte Demeco Ryans som cheftræner, hvilket satte holdet på kurs mod toppen af NFL. Forventningerne var derfor tårnhøje før sæsonen til C.J. Stroud og hans holdkammerater, men selvom holdet formåede at vinde ti ud af 17 kampe, har der gennem hele sæsonen været en lidt underlig fornemmelse omkring Demeco Ryans’ tropper.
Stroud har ikke formået at spille på samme høje niveau som i fjor, og han er ovenikøbet blevet sacked 52 gange, hvilket har sat store spørgsmålstegn ved den nuværende offensive linje. Derfor har det især været forsvaret, som holdet har sat sin lid til. I løbet af grundspillet opgav de femte færrest yards per kamp (315) og sackede modstanderens quarterback fjerde flest gange (49).
Derfor venter der et opgør med to meget dygtige forsvar, hvor udfaldet utvivlsomt kommer til at afhænge af netop de to enheder.
Seneste nyt på skadesfronten
Hos Texans er der ikke mange nye navne at melde om på skadeslisten. Udover de profiler, der er på IR-listen som receiverne Stefon Diggs og Tank Dell samt Jimmie Ward og Jalen Pitre, der begge spiler safety, er der ikke mange skader at berette om.
Én er dog guarden Shaq Mason, der tidligt i kampen mod Chiefs i 16. spilleuge fik en knæskade. Forhåbningen fra Texans-lejren har været, at han ville blive klar til Wild Card-runden, men han er meldt ude for kampen.
Udeholdet har flere spillere, som er meldt tvivlsomme til kampen. Blandt andet er andenårs receiveren Quentin Johnston tvivlsom grundet både en lårskade og sygdom. Han har haft en noget svingende sæson, men har alligvel taget et betragteligt hop i niveau fra sin rookie-sæson, hvilket meget tydeligt blev tilkendegivet i grundspillets sidste kamp mod Raiders.
Her leverede Johnston imponerende 13 grebne bolde for 186 yards, og han må derfor siges at være en vigtig brik i at få Chargers’ kasteangreb til at fungere.
Ligaens bedste forsvar?
Det er en enorm svær opgave, der er i vente for C.J. Stroud og resten af Texans’ angrebet.
Chargers-forsvaret har været en sæsonens helt store spillemæssige åbenbaringer med kun 17,7 indkasserede point per kamp, hvilket er bedst af alle hold i 2024-grundspillet.
Jesse Minter, Chargers’ defensive koordinator, har formået at transformere forsvaret uden de helt store tilføjelser, men gennem et meget zonebaseret forsvar, der især har gjort et flot stykke arbejde med de bagerste syv spillere.
De hverken presser eller blitzer quarterbacken i en ekstraordinær grad, men formår derimod at lukke ned for receiverne og gør det svært for modstanderne at producere mod dem.
Især på banens sidste femtedel er de meget dygtige. Kun 45% af gangene, hvor modstanderne er kommet ned i redzonen (inden for de sidste 20 yards), er der blevet scoret et touchdown. Det er bedst af alle hold i grundspillet og er samtidigt en af de helt store grunde til, at de holder modstanderne fra at score mange point.
Med det sagt, vil det være skønt for Texans-angrebet, hvis de kan modsvare det gode redzone-forsvar – dog ligner det ikke helt tilfældet.
I grundspillet scorede Texans et touchdown under halvdelen af gangene (49,1%), hvor de befandt sig i redzonen. Det er dårligst af alle 14 slutspils hold, og det rangerede syvende dårligst af samtlige 32 NFL-hold.
Selvom det ikke udelukkende skyldes Stroud og kasteangrebet, så har det været en af de helt store faktorer. I redzonen har han kun ramt 56,5% af sine kast og kastet 15 touchdowns – begge er 15. bedst i ligaen.
Samtidigt har de markante skader på wide receiver ikke gjort det nemt for den 23-årige quarterback. Både Stefon Diggs og Tank Dell pådrog sig i løbet af sæsonen sæsonafsluttende skader, og det har derfor været Nico Collins, som Stroud har sat sin lid til.
På 12 kampe formåede han at overgå 1000 yards-mærket med 1006 gribeyards, og det blev samtidigt til syv touchdown – fire af dem kom i redzonen.
Hvis Stroud og Texans-angrebet skal slå det dygtige Chargers-forsvar, skal Nico Collins spille en stor kamp, og det bliver især i redzonen, at han skal imponere.
Læs også: Ti linjer: Wild Card, Wild Round, vilde spillere
Forudsigelse
Slutspillet er meget, men ikke forudsigelig.
Det samme gør sig gældende for sæsonen første slutspilskamp, hvor to dygtige mandskaber med især to dygtige forsvarsenheder mødes.
Hvis C.J. Stroud kan genfinde sit 2023-niveau, hvor hans offensive linje også giver ham mere tid til at finde den åbne receiver, så tror jeg, at Texans vinder.
Derimod, hvis Justin Herbert kan vedligeholde sit høje 2024-niveau, og forsvaret lukker ned for Nico Collins, så tror jeg, at Chargers går videre til Divisional-runden.
Begge dele er mulige, men jeg vælger i sidste ende at tro mest på det sidste. Både forsvaret og Herbert har imponeret mig det meste af sæsonen, og jeg tror, at Harbaugh-kulturen kommer til at gøre Chargers ekstra sultne efter at vinde en slutspilkamp for første gang siden 2018.
Chargers går videre med en 24-16 sejr og møder (potentielt) divisionsrivalerne fra Kansas City Chiefs.
Læs også: Optakt til Baltimore Ravens mod Pittsburgh Steelers







